Der er to store spørgsmål i dansk klimapolitik. Hvilke mål bør vi forfølge? Og hvordan forfølger vi dem mest effektivt?
Der burde være større uenighed om det første spørgsmål og mindre om det andet.
Desværre er vi havnet med en politisk bredt accepteret målsætning, den såkaldte 70 procents-målsætning. Den er ikke resultatet af dybere klimapolitiske overvejelser, men af overbudspolitik under sidste valgkamp, hvor kun Enhedslisten og Alternativet gik ind for den.
2050-mål kan blive sværere at nå
Der er flere problemer med det mål. Det er for det første nationalt og tager ikke hensyn til, om udledningerne stiger i udlandet. Det kaldes lækage. I det hele taget er målet helt afkoblet fra den kommende klimapolitik i EU, som ellers er det naturlige forum for Danmark.
Det er EU – ikke medlemslandene – som deltager i Paris-aftalen, og EU regulerer en stor del af de danske udledninger (dem i den såkaldte kvotesektor). I værste fald vil den nye klimaaftale i EU bare indregne den danske reduktion på 70 procent i EU's nye reduktionsmål, så andre lande kan udlede tilsvarende mere.
For det andet vil 70 procents-målet være samfundsøkonomisk dyrt at opfylde. Prisen per fortrængt ton CO2e vil ligge betydeligt over de globale skadevirkninger i form af global opvarmning.
Fordi vi er bundet til en hurtig reduktion, vil den i høj grad skulle ske med eksisterende teknologi og dermed gøre det langsigtede mål om klimaneutralitet i 2050 sværere at nå. Vi risikerer at sætte et dårligt eksempel for omverdenen snarere end at være den ledestjerne, politikerne taler om.
Må ikke blive dyrere end nødvendigt
I klimaloven og sommerens klimaaftale er 70 procents-målet ganske vist påklistret så mange ønsker om blandt andet global effekt, konkurrenceevne, fordelingspolitik, offentlige finanser og omkostningseffektivitet, at de ikke alle lader sig forene, hvis de skal tages alvorligt.
Man kan derfor håbe, at politikerne finder en fortolkning af 70 procents-målet, som undgår de værste konsekvenser af den nuværende formulering.
Men uanset hvilket mål, man ender med at forfølge, bør det være en grundsætning at realisere det så omkostningseffektivt som muligt. Især ved et ambitiøst mål er det helt afgørende at undgå unødvendige meromkostninger.
EU skal udnytte kvotesystemet
Hvordan sikrer man så omkostningseffektivitet? Det simple svar er ved at have en ensartet pris på at udlede drivhusgasser, hvor alle former for udledninger er omfattet.
Og her er en lidt nærmere forklaring.
For det første bør EU's klimapolitik indrettes, så der er en ensartet pris på tværs af lande og sektorer. EU råder med kvotesystemet over det mest omkostningseffektive redskab, og det bør forbedres og justeres til at håndtere den mere ambitiøse klimapolitik i EU (EU-kommissionen lægger op til reduktion på mindst 55 procent i 2030).
Danmark bør gøre sin indflydelse gældende, så kvotesystemet styrkes, dækker flest mulige udledninger og kan anvendes til også at leve op til forpligtelser uden for kvotesystemet. Det hænger ikke sammen at ville en ambitiøs klimapolitik og så ikke lægge hovedindsatsen, hvor den virkelig tæller: I EU.
Juster for lækage
For det andet bør særlige danske reduktionsmålsætninger – hvad enten de som 70 procents-målet er selvvalgte eller skyldes nationale krav fra EU – opfyldes med en ensartet afgift, der er høj nok til at nå målet.
Hvis målsætningen er Danmarks globale udledninger, bør afgiften justeres for lækage – så der kommer ensartet afgift på det globale fodaftryk.
I praksis vil det sige en differentieret afgiftsskala, som er groft afstemt efter en beregnet forventet lækageeffekt. Det kan ikke lade sig gøre at måle den konkrete lækage. Et globalt orienteret mål vil desuden gøre det muligt at anvende kvotesystemet.
Der er allerede afgifter på drivhusgasser i Danmark. Problemet er, at de svinger voldsomt – fra afgiftsfritagelse til meget høje afgifter på udledninger fra især benzinbiler. Det er grundlæggende derfor, Eldrupkommissionen ikke har kunnet leve op til de politiske ønsker om at fremme elbiler væsentligt mere. Det vil øge afgiftsforskellene på drivhusgas, hvor der tværtimod er grund til at gøre dem mere ens.
Undgå subsidier
For det tredje er det helt centralt at undgå dobbeltregulering.
Prissætningen af drivhusgas er i sig selv nok til at drive omstillingen. Hvis der samtidig gives subsidier eller indføres detailregulering, udhules afgiftens gode egenskaber. Og subsidier åbner for en sump af lobbyisme.
Desværre synes regeringen tiltrukket af netop subsidievejen. Heldigvis ser erkendelsen af nødvendigheden af at bruge prismekanismen frem for planøkonomi ud til at brede sig uden for regeringsbænkene.
Bragt i Altinget mandag d. 5. oktober 2020
