Statsminister Mette Frederiksen føjede sig i sin åbningstale for et par uger siden til rækken af statsministre med en ambition om at mindske bureaukratiet i den offentlige sektor – en ambition, som alle statsministre har haft siden Poul Schlüter. Det er ikke lykkedes nogen.
Sidst Mette Frederiksen sad i regering, gennemførte den en såkaldt tillidsreform. Denne reform indeholdt en trepartsaftale, som skulle føre til regelforenkling i den offentlige sektor. Det mislykkedes. Der kom ikke regelforenkling, tværtimod. Hvad har Mette Frederiksen lært af dette?
Det er vanskeligt at sige, for hendes åbningstale indeholdt ikke ret meget konkret om, hvordan afbureaukratiseringen af den offentlige sektor skal ske. Intentionerne var gode nok. Hun sagde blandt andet: »Vi har brug for en nærhedsreform. Hvor vi skruer ned for detailstyring oppefra. Og skruer op for faglighed og ledelse ude på institutionerne.«
Det kunne jeg have skrevet (hvis vi ser bort fra den besynderlige tegnsætning). Men hvordan skal det ske? Mette Frederiksens åbningstale kredsede om begrebet tillid. Ordet blev brugt 34 gange i talen. En reform af velfærdsstaten, der øger tilliden til de enkelte institutioner, bør tage udgangspunkt i disse tre principper:
1. Tillid kan ikke være blind
Man kan ikke forlange, at borgerne skal udvise blind tillid til, at velfærdsstatens institutioner leverer kvalitet. Eller at skatteyderne skal udvise blind tillid til, at institutionerne passer på pengene.
Vi skal huske, at også offentlige institutioner kan misbruge vores tillid. Det er der mange eksempler på. Det udskældte minuttyranni i ældreplejen (som også statsministeren omtalte i sin tale) udspringer blandt andet af, at det i begyndelsen af forrige årti viste sig, at man mange steder i Københavns Kommune kun leverede 60 pct. af de lovede hjemmehjælpstimer. Borgerne fik altså ikke den hjælp, de havde ret til ifølge loven. Det var selvfølgelig uacceptabelt og førte til stramme krav til dokumentation af, at borgerne havde fået den hjælp, de havde ret til. Meget af bureaukratiet i velfærdssektoren er opstået på lignende vis.
2. Tillid kræver gennemsigtighed
Tillid er i sin essens noget, man gør sig fortjent til. Ikke noget, man kan forlange. Hvis man skjuler hænderne bag ryggen, indbyder man ikke til tillid. Offentlige institutioner vil opnå mere tillid fra borgerne og politikerne, hvis de lægger deres resultater mere åbent frem end i dag på en måde, så man kan sammenligne på tværs af institutioner og kommuner.
3. Tillid kræver et frit valg
Hvis styringen af den offentlige sektor i højere grad skal bygge på tillid, må borgerne have et frit valg mellem forskellige udbydere. Grunden til, at politikerne ikke behøver at lave regler for, hvor meget ost der skal være i en cheeseburger, er, at borgerne kan købe deres cheeseburgers et andet sted, hvis McDonald’s eller Burger King ikke lever op til forventningerne.
Inden for velfærdsstaten er det frie valg imidlertid stærkt begrænset. Det indebærer et øget behov for bureaukrati og kontrol. Det er ikke det frie valg, der skaber bureaukratiet, som statsministeren påstod i sin tale. Det er at vende sagerne på hovedet. Og det må statsministeren forstå, hvis hendes reform skal lykkes.
