Skat på golfkøller, høje mennesker eller arbejde – hvordan løser finansministeren sit uløselige problem?

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Finansminister Nicolai Wammen (S) får det svært, når han både skal skaffe ekstra skatteindtægter og skabe øget beskæftigelse og øget lighed. Det er praktisk talt umuligt.

Den nye finansminister er blevet pålagt en praktisk talt umulig opgave.

Ifølge aftalen med regeringens parlamentariske bagland skal der skaffes ti milliarder kroner ekstra i skatteindtægter om året, vel at mærke uden at gå på kompromis med målene om større økonomisk lighed og beskæftigelse. Der er imidlertid en grundlæggende skatteøkonomisk årsag til, at det ikke rigtig lader sig gøre.

Forklaringen er, at øget omfordeling på den ene side reducerer den økonomiske ulighed, men på den anden reducerer arbejdsudbuddet. Det er et af økonomiens klassiske »trade-offs«. Det er kendt som »konflikten mellem fordeling og efficiens« – eller mindre prosaisk som »den utætte spand«, fordi fordelingspolitik ifølge den amerikanske økonom Arthur Okun virker som en utæt spand: Man kan bruge den til at flytte vand (indkomst) fra et kar til et andet, men en del af vandet løber ud af hullet imens.

Her er den lidt dybereliggende forklaring: Finansministeren kunne skaffe de ti milliarder ved at hæve en proportional skat (f.eks. arbejdsmarkedsbidraget). Det øger ikke den økonomiske ulighed, men det vil svække incitamentet til at arbejde helt så meget, som vi har gjort hidtil. Vi ville altså vælge at holde mere fri, og fritid er som bekendt ikke beskattet.

Finansministeren kunne også øge en progressiv skat (f.eks. topskatten). Det ville øge indkomstudjævningen, men ville gå hårdere ud over arbejdsudbuddet end en højere proportional skat.

Endelig kunne han hæve en skat, som ikke rammer gevinsten ved at arbejde (en måde er at øge indkomstskatten ved at skære i personfradraget). Men det mindsker omfordelingen, fordi en sådan skat udgør en større del af en lavindkomst end en højindkomst.

For at gå en helt anden vej kunne finansministeren skære i offentlige udgifter, der især kommer højindkomsterne til gode. Men det svækker også gevinsten ved at arbejde mere. Nissen flytter med.

Er der slet ingen udveje? I den langhårede afdeling af teorien er der tre.

Den ene er, hvis han kan finde en måde at beskatte højindkomsternes fritid på. Det er bare vanskeligt at finde den slags skattekilder i praksis. Standardeksemplet i lærebogen er golfkøller, men golf er blevet en folkesport, og mange højindkomster spiller ikke golf.

Den anden er at beskatte egenskaber, som højindkomster typisk er født med flere af. Det bedste eksempel er, at høje mennesker tenderer til at tjene flere penge end lave. Når ingen finansministre i verden alligevel har forsøgt sig med en skat på højde, hænger det givetvis sammen med, at mange falder uden for den generelle tendens: Der findes lave milliardærer og høje mennesker med beskedne indkomster. En skat på egenskaber som højde bryder let med lighedsgrundsætninger om at behandle folk i samme situation ens.

Den tredje er, hvis skattesystemet kan gøres mindre forvridende – givet fordelingseffekten. En forvridende skat er én, der koster skatteyderne meget ud over, hvad der kommer i statskassen. Billedligt talt skal finansministeren finde en spand med et mindre hul i. Der er faktisk visse muligheder her. Nogle af afgifterne er unødvendigt høje og meget forvridende. Eksempelvis kunne han erstatte elafgiften eller registreringsafgiften med ekstra indkomstskat. Ti mia. kr. er dog særdeles mange penge at skaffe ad denne vej, der – som det sikkert allerede fornemmes – samtidig vil gøre vold på en del symbolpolitiske dagsordener i baglandet.

Der er altså teoretiske muligheder for at undgå den klassiske konflikt mellem arbejdsudbud og omfordeling, men alle større reformer i dansk økonomi i nyere tid med højere arbejdsudbud har samtidig mindsket omfordelingen. Det gælder uanset, om de er vedtaget under blå eller røde regeringer. Og bindingen har været størst, når man – som denne gang – samtidig har villet skaffe flere penge i statskassen.

Finansministerens socialdemokratiske forgængere har givetvis også ønsket sig at opnå samme mål, som Wammen nu stræber efter. De har blot været underkastet samme begrænsninger, som han nu står over for.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Del denne side

    Forfatter(e):