Nogle af anklagerne mod IT-giganterne rummer deres egen ironi. Hvis de virkelig var i stand til at manipulere den offentlige mening efter forgodtbefindende, hvorfor er de så så upopulære?
De amerikanske IT-giganter som Google, Facebook og Amazon er på kort tid gået fra at være darlinger til hadeobjekter. For få år siden var politikerne ved at falde over hinanden for at byde deres datacentre velkommenne i Danmark. Nu søger man popularitet ved at kræve hårdhændet regulering og særskatter af dem. Måske er det populært, men det er uklogt og kan koste den danske statskasse dyrt.
En del af forklaringen på modvinden er en række bemærkelsesværdigt dårlige sager. Facebooks utilstrækkelige håndtering af brugernes data vakte stor opsigt. Eftergivenhed over for uacceptabelt pres fra regimerne i Kina og Rusland og den tyske regering er andre eksempler.
På venstrefløjen verserer konspirationsteorier om, at Trumps valg nærmest kun skyldes russisk manipulation via sociale medier, mens den politisk korrekte ledelsesstil i f.eks. Google giver kritik fra den anden fløj. Facebooks hovedløse forsøg på at regulere det indhold, brugerne lægger op, har bragt mediet ud i en sump, hvor den blotte omtale af en indvandrerkritisk aktivist er forbudt.
Nogle af anklagerne mod IT-giganterne rummer deres egen ironi. Hvis de virkelig var i stand til at manipulere den offentlige mening efter forgodtbefindende, hvorfor er de så så upopulære? Og samtidig med, at de sociale medier kritiseres for at piske folkestemninger op, er der som sagt pisket en politisk stemning op mod dem selv.
Men uanset, hvor ringe IT-giganterne håndterer deres dårlige sager, er der grund til at spørge, om de politiske indgreb er berettiget. Og hvem de i sidste ende vil ramme.
I EU har både Kommissionen og en række enkeltlande som Frankrig foreslået særskatter på IT-giganterne. Et lignende forslag ligger på bordet i OECD. Begrundelsen er, at selskabernes elektroniske produkter – i modsætning til »mursten-og-mørtel-virksomheder« – ikke bliver beskattet nok i de lande, hvor deres omsætning ligger. Det kan lyde tilforladeligt, men i realiteten er der ikke så meget nyt i deres forretningsmodel. Selskaber, som i høj grad baserer sig på intellektuelle rettigheder (for IT-selskabernes vedkommende: En såkaldt »netværksrente«), betaler typisk – og med god grund – en stor del af deres skat i hjemlandet. Det gælder også for store danske selskaber, fx Novo, som i udpræget grad minder om IT-giganterne ved, at deres indtjening bygger på intellektuelle rettigheder. En gennemgang af Danmarks største børsnoterede selskaber viser, at de betaler 56 pct. af deres selskabsskat i Danmark, selv om kun 11 pct. af deres omsætning ligger her.
Særskatterne handler egentlig ikke om, hvor meget IT-selskaberne betaler i skat, men om hvor. De er i høj grad rettet mod den amerikanske statskasse. Hvis USA svarer igen, eller hvis EU-Kommissionen får held til generelt at fordele selskabsskatteprovenuet efter international omsætning, vil det kunne mærkes i den danske statskasse. Danmark skal passe på ikke at score et selvmål.
Der er foreløbig ikke er noget, som tyder på, at den amerikanske statskasse har berøvet os europæere skattegrundlag i mærkbart omfang. Som det fremgår af figuren, har selskabsskattegrundlaget været stagnerende i USA siden 1990, mens det er omtrent fordoblet i forhold til BNP i EU.
Men er IT-giganterne ikke noget, der ligner monopoler, som bør reguleres? Google sidder tungt på søgemaskinemarkedet og Facebook på de sociale medier. De er imidlertid ikke den type naturlige monopoler, der skaber et reguleringsbehov på grund af for høje forbrugerpriser. Tværtimod er de to produkter gratis at bruge. Det er på reklamemarkedet, der potentielt kunne være et problem, men her konkurrerer de både indbyrdes og imod f.eks. traditionelle medier.
Fra et konkurrenceperspektiv er det også interessant, at IT-giganterne er kommet af ingenting i løbet af få år – og kan blive fortrængt igen af nye virksomheder med endnu bedre produkter. Som forbrugere er vores interesse, at selskaberne først og fremmest er styret af vores valg og behov, snarere end af politisk regulering og særbeskatning – uanset hvor øretæveindbydende IT-giganterne måtte virke.
