Ved introforløbet på statskundskabsstudiet på Københavns Universitet har man i mange år inddelt de studerende i hold, som blev navngivet efter lande – hvilket gav anledning til den slags sjov, som ryster unge studerende sammen, men som også havde den relevans, at statskundskab er et studie, der handler om politisk at lede et land og om det politiske spil mellem lande.
Men i marts blev den tradition forbudt efter klager fra studerende, der følte sig krænket, fordi holdinddelingen førte til, at nationale kulturer blev karikeret. Nu har universitetsledelsen så besluttet helt at forbyde brugen af navne, så holdene i stedet vil blive tildelt numre. Hold 1, Hold 2, Hold 3.
Kommunikationschefen på det samfundsvidenskabelige fakultet, Rune Heiberg Hansen, begrunder forbuddet med, at universitetsledelsen skal »tage ansvar for de studerende«. Den tanke, at de studerende er voksne mennesker og muligvis kunne tage ansvar for sig selv i sådanne banale spørgsmål, synes ikke at falde universitetsledelsen ind. En passende retningslinje fra ledelsen (i det omfang, en sådan overhovedet er nødvendig) kunne have lydt: »Hey, hav det sjovt i introforløbet, og husk at være søde ved hinanden«.
Universitetsledelsens besynderlige ageren er ikke verdens største problem. Men den illustrerer noget bekymrende i tiden og uddannelsessystemet og er derfor værd at dvæle ved.
Universitetet siger, at det vil skabe et »inkluderende miljø«, men navneforbuddet har intet med inklusion at gøre. Samvær mellem mennesker er en balancegang mellem på den ene side at vise hensyn og på den anden ikke at være sart. Inklusion – og frisind – er evnen til at afbalancere de to ting. Det er hverken inkluderende eller frisindet at ville bandlyse ’Den danske sang’, fordi man ikke selv er blond.
I sin fremragende bog ’Selvbyggerbørn’ undrer Merete Riisager sig over, at et foruroligende antal børn i dag er stressede eller på anden måde mistrives. Mange peger på høje præstationskrav som årsager. Men Riisager påpeger, at der i Danmark ikke er ret mange tests og eksaminer, og at der er adgang til skatteyderbetalte uddannelser med SU og uden adgangskrav.
Men hvad er så kilden til børns mistrivsel? Riisager påpeger, at vores uddannelsessystem i dag stiller store abstrakte krav til børn, som de kan have svært ved at forholde sig til og opfylde. For eksempel bliver de bedt om at tage ansvar for egen læring i en tidlig alder samt tage stilling til, hvad de selv kan gøre for at bekæmpe klimaforandringer eller opfylde FN’s verdensmål. Til gengæld stiller vi ret beskedne konkrete krav til børnene. Det er mindre vigtigt, at de lærer ting udenad eller kan binde deres snørebånd. Mængden af lektier bør være lille og laves på skolen i en lektiecafé.
Problemet med den tilgang er, at børn opbygger selvtillid og robusthed ved at lykkes med konkrete opgaver; at kunne noget, som de ikke kunne før, og dermed få en vished om, at de kan udrette ting.
De abstrakte krav kan derimod ikke opfyldes. De handler ikke om at præstere noget, men om at have de rette holdninger. Det handler ikke om, hvad man kan, men om, hvem man er. Man kan kun vise, hvem man er, ved at signalere dyd – for eksempel forargelse over, at nogen går med mexicanerhat. Eller at Japan-holdet i universitetets introuge fremstiller japanere på en stereotyp måde.
Anna Libak skriver i sin ligeledes fremragende bog ’Skyldig indtil det modsatte aldrig bliver bevist’ om forskellen på at ville være noget og at ville være nogen. Jo mere børnenes fokus flyttes fra konkrete præstationer i hverdagen til abstrakte og uopnåelige mål, des mere tilskynder man også til en ambition hos de unge om at være nogen i stedet for noget.
Men det er kun de færreste af os forundt at være nogen. Picassos mor skal engang have sagt til ham, at han kunne være blevet general eller præsident. »Og så blev jeg Picasso«, svarede han arrogant og selvhøjtideligt – men han havde dog noget at have det i. Vi andre må finde glæden i tilværelsen ved at være noget: blikkenslager, pædagog, far, mor. Og det er faktisk en bedrift. At leve et godt og almindeligt liv er svært. Og forudsætningen for vores velstående samfund.
Unge mennesker, hvis fokus er flyttet fra mestring af det konkrete til bekymring for det abstrakte, er unge mennesker, hvis fokus er flyttet fra at være noget til at være nogen. For sådanne unge mennesker er enhver afvigelse fra de abstrakte mål og idealer identitetstruende. De kan derfor ikke rumme, at nogle har andre mål og idealer. Og de kan ikke rumme humor, der gør grin med deres mål og idealer. De er identitetspolitiske krigere. Identitet handler netop om at være nogen i stedet for noget.
Måske er årsagen til, at Københavns Universitet behandler de studerende som skrøbelige og humorforladte eksistenser, at en del af dem – antagelig og forhåbentlig en lille del – faktisk er det.
