Netflix-filmen ’Don’t Look Up’ handler om to astronomer, som opdager en dræberkomet på vej mod Jorden, og om deres problemer med at overbevise myndigheder og beslutningstagere – ja, faktisk nogen som helst – om at tage truslen alvorligt og forsøge at forhindre klodens undergang.
Det er politisk satire – ifølge en af hovedrolleindehaverne, filmstjernen Leonardo DiCaprio, en kritik af verdenssamfundets manglende evne til at håndtere klimaudfordringer.
Filmen er underholdende og velspillet. Men mange føler også, at den sine steder er for langt ude, selv for en satire: Hvis to forskere rent faktisk fremlagde beviser for, at der var 99,97 procents sandsynlighed for, at Jorden ville gå under om seks måneder, ville folk lytte. De ville nok også gå i panik.
Problemet er, at den metafor, filmen anvender, ikke er velvalgt. Menneskeskabte klimaforandringer har faktisk ikke ret meget til fælles med filmens scenario.
For det første er det i filmen 99,97 procent sikkert, at kometen vil udrydde alt liv på Jorden. I kontrast hertil er det omtrent lige så sikkert, at klimaforandringer ikke vil udrydde livet på Jorden, endsige være en trussel imod menneskehedens overlevelse, eller sågar sænke menneskehedens trivsel i forhold til i dag.
Global opvarmning vil ske gradvis. Målt i rene økonomiske termer kan verdens borgere i år 2100 forvente at være mellem godt dobbelt så rige og godt otte gange rigere end os i gennemsnit. Der er forskellige estimater af, hvor meget klimaforandringer vil reducere den velstand.
Nobelpristageren William Nordhaus’ sammenfatning af klimaforskningen peger på, at en temperaturstigning på tre grader (hvilket er en sandsynlig stigning, hvis vi ikke gør mere for at bekæmpe klimaforandringer end allerede besluttet ved COP26) vil føre til et bnp-tab på 2 pct. mens Howard og Stern når frem til en negativ effekt på ca. 10 pct. af bnp.
Modsat konsekvenserne af at blive ramt af en dræberkomet er der altså betydelig usikkerhed, men det er ret sikkert, at den negative effekt overdøves markant af den generelle velstandsudvikling. Klima trækker ned (og skal derfor ikke ignoreres), men de generelle økonomiske og teknologiske fremskridt trækker langt mere op.
Hvis verden i 2100 er f.eks. fem gange rigere end i dag uden klimaforandringer, ville klimaomkostninger på 10 pct. reducere fremgangen fra fem til fire en halv gang rigere.
Dårligt nyt, men ikke en katastrofe. Og den negative effekt på 10 pct ville være fordelt over en periode på 80 år, altså godt 0,1 om året. Det kan ikke helt sammenlignes med at blive udslettet af en komet om seks måneder.
Metaforen holder altså ikke rigtig. Leonardo DiCaprio så sig da også nødsaget til i forbindelse med filmens premiere at udgive en video, hvor han forklarer, at filmen ’i virkeligheden’ handler om klimaforandringer.
På mange måder havde den fungeret bedre som en metafor for coronapandemien. Forskere har i mange år advaret imod, at en sådan pandemi en dag ville udspille sig. Og her har det været svært at få folk til at lytte – modsat klimaspørgsmålet.
Metaforen er også problematisk på den måde, at klimaforandringer som problemstilling adskiller sig markant fra en komet i videnskabelig forstand. At beregne en komets bane er ren matematik, og det er (antager jeg) muligt at nå den grad af præcision og vished, som astronomerne i filmen regner sig frem til. Effekterne af klimaforandringer er jf. ovenstående langt mere usikre.
Filmen antyder ved at anvende dræberkometen som metafor, at alle klimaspørgsmålet har en entydigt rigtig løsning i stil med at sprænge kometen i småstykker. I filmen får en afstumpet og ekstremt velhavende virksomhedsejer (selvfølgelig) overtalt den amerikanske regering til at fravælge den oplagte løsning til fordel for en langt mere risikabel løsning. Det er i filmen indlysende, at den risikable løsning ikke er at foretrække.
Men klimaspørgsmålet er mere kompliceret. Hvad der er det rette at gøre, afhænger i langt højere grad af vurderinger og afvejning af forskellige hensyn: Hvor meget skal man f.eks. reducere udledningen nu med eksisterende teknologi, og hvor meget skal man vente på bedre fremtidige teknologier? Hvilke fossilfri energiteknologier skal man satse på – atomkraft, vind, sol, vandkraft eller en kombination, og i givet fald i hvilket mix? Er indfangning af CO2 fra atmosfæren en mulighed (carbon capture)? Og så videre.
Mens ødelæggelsen af kometen kalder på en fælles central løsning, som er politisk koordineret, kalder klimaudfordringen på noget ganske andet: skabelsen af incitamenter til decentralt at udvikle millioner af løsninger, som tilsammen via iværksætteri og innovation skaber en fossilfri fremtid.
De fleste klimaøkonomer anbefaler ikke central planlægning med forbud, påbud og subsidier. De anbefaler en ensartet skat på CO2, som skaber et sådant incitament til at lade markedet udvikle klimaløsninger.
’Don’t Look Up’ rummer en selvmodsigelse, som er kernen i filmens tragiske plot. Filmen advokerer for kompetent politisk handlekraft – en kraftanstrengelse i stil med månelandingen, altså central planlægning.
Men dens budskab er samtidig, at man ikke kan forvente, at den demokratiske beslutningsproces og det politiske system er i stand til at frembringe en sådan kompetent handlekraft. Tværtimod tænker politikerne kun på én ting: at være så populære, at de kan vinde næste valg. Den demokratiske samtale er dysfunktionel og formår ikke at identificere de rette løsninger, end ikke de rette problemer. Og den politiske beslutningsproces bliver kidnappet af korrupte særinteresser.
Filmen står dermed i skærende kontrast til tidligere kometfilm som ’Armageddon’ og ’Deep Impact’, hvor kompetente myndigheder redder menneskeheden fra den visse undergang. Film fra 1990’ernes slutning.
En anden tid, hvor man troede på regeringers evne til at løse problemer. På den måde ligger der i ’Don’t Look Up’ et implicit nærmest liberalt budskab, eller i hvert fald kan den tolkes liberalt: Stol ikke på det politiske systems evne til at træffe de rette beslutninger.
Politikfejl er ofte værre end markedsfejl. Derfor er vi bedst tjent med, at problemer bliver løst nedefra af dem, der er tættest på, hvad enten det gælder drift af skoler og plejehjem eller omstilling til en fossilfri fremtid.
Men filmen selv kan ikke forestille sig et sådant alternativ til central politisk planlægning, og derfor ender den med at udtrykke en vrede, frustration og angst, som udfordrer komediegenren – det er ikke ret tit, man ler højt i ’Don’t Look Up’.
Filmens følelser ræsonnerer med Greta Thunbergs destruktive og nihilistiske primalskrig: »How dare you!« og »I want you to panic!«.
Der skal ikke peges på løsninger, der skal peges fingre ad. Menneskeheden er ofre for en korporatistisk sammensværgelse mellem eliterne inden for politik og erhvervsliv. Og verden går under på fredag.
Hvor får antivaxxere og andre konspirationsteoretikere dog deres ideer fra? Tja, ironisk nok måske blandt andet fra Hollywoods venstreorienterede og politisk korrekte filmmagere.
Selv om filmens plot er for urealistisk – selv for en satire – fungerer dens beskrivelse af mediernes overfladiske behandling af komplekse emner ganske godt, hvis man vel at mærke vender fortegnet.
Filmens budskab er, at det er nærmest umuligt at trænge igennem med bekymrende budskaber i medierne. Her burde manuskriptforfatterne have fulgt rådet i filmens titel. Enhver, der kigger op og betragter sin omverden, kan se, at det forholder sig omvendt.
Medier er enormt optaget af dårlige nyheder og historier om alt det, der bevæger sig i den forkerte retning og bør bekymre. Som den nu afdøde svenske professor og forfatter til den internationale bestseller ’Factfulness’ Hans Rosling har påvist, tror de fleste mennesker, at en lang række indikatorer for, hvordan det går menneskeheden – såsom fattigdom og børnedødelighed – bevæger sig den forkerte vej, mens det modsatte er tilfældet.
Det er der mange forklaringer på. En af dem er, at forbedringer typisk sker gradvis, i takt med at mennesker løser problemer med innovation og ny teknologi: Luftforureningen reduceres, velstanden stiger, biler bliver mere sikre osv.
Forværringer er derimod ofte pludselige, dramatiske og katastrofale: krig, ulykker, hungersnød. Gradvise forbedringer over årtier opfatter medier ikke som nyhedsegnede historier.
Siden 1990 er ca. 1,2 mia. mennesker undsluppet ekstrem fattigdom. Det er 100.000 om dagen. På sin vis burde det være dagens store nyhed hver dag. Men sådan fungerer medierne ikke. De gode nyheder underrapporteres. De dårlige overrapporteres.
Filmen havde været mere i pagt med virkeligheden, hvis helten havde været en moderne udgave af Hans Rosling, der i årtier desperat forsøger at få medierne og offentligheden til at forstå, at næsten alt i verden bliver bedre, ikke værre. Rosling måtte ty til spektakulære formidlingsmetoder for at trænge igennem, såsom exceptionelt lækre og pædagogiske grafiske animationer.
I tv-studiet slæbte han æbler og legoklodser med sig, og i en TED-talk slugte han en sabel for at tiltvinge sig opmærksomheden. Det virkede, men så meget skulle der til. Rosling døde i 2017, og hans budskaber er allerede ved at være glemt.
En af Roslings meningsfæller, økonomiprofessoren Julian Simon, skrev i 1996:
»Dette er min forudsigelse på langt sigt: De materielle livsbetingelser vil vedblive med at blive bedre for de fleste mennesker, i de fleste lande og det meste af tiden i al fremtid (…) Jeg forudser dog også, at mange mennesker vil fortsætte med at sige, at livsvilkårene bliver værre og værre« (min oversættelse).
Hidtil har begge forudsigelser holdt.
Så Hollywood får vendt logikken 180 grader i ’Don’t Look Up’. Det er der nok nogle ideologiske grunde til, men der er formentlig også nogle fortælletekniske. ’Dødens gab’ havde næppe været den samme succes, hvis den havde handlet om en mand, der desperat forsøgte at overbevise hajforskrækkede folk i en badeby om det faktum, at der ikke var en haj i farvandet. Vi vil se hajen.
De fleste fremtidsfilm er dystopiske, tænk på ’Blade Runner’, ’Robocop’, ’Mad Max’, ’Hunger Games’ eller ’Elysium’. Og når Hollywood beskæftiger sig med klimaforandringer, som i ’The Day After Tomorrow’, er der skruet helt op for dommedagsvolumeknappen.
Så Hollywood selv modsiger manuskriptet i ’Don’t Look Up’. Publikum er draget imod dystopien, katastrofen. Dommedagsprofetier sælger.
’Don’t Look Up’ bliver diskuteret som en film med et idealistisk budskab, men Netflix har investeret 75 mio. dollars i filmen, hvoraf DiCaprios honorar alene udgør 30 mio. dollars. Så set fra Netflix’ perspektiv er det nok vigtigere at tiltrække seere, som kan forrente den store investering, end at give et korrekt billede af verden.
Det er ikke noget nyt, at medierne og offentligheden har svært ved at finde balancen mellem godt og dårligt nyt og derfor tegner et urealistisk dystert billede af fremtiden. Sådan var det også, da jeg var ung i slut-70’erne og 80’erne. Vi frygtede blandt andet, at vi ville løbe tør for olie og andre naturressourcer, at vi ville blive kvalt i luftforurening, at skovene ville dø af syreregn, at hullet i ozonlaget ville sprede sig, og at Jorden ville blive overbefolket, så vi ikke kunne brødføde menneskeheden.
Alle disse bekymringer viste sig at være overdrevne. Det var ikke eksistentielle trusler, men udfordringer, som vi løste. Vi løb ikke tør for naturressourcer. Tværtimod er de kendte forekomster af olie, mineraler og metaller i dag generelt større end dengang, og priserne på ressourcer er generelt lavere.
Luftforeningen er blevet decimeret, skovene dør generelt ikke af syreregn, og verdens samlede skovareal vokser. Der er i dag markant færre, som sulter, og den absolutte fattigdom er blevet decimeret.
Hvordan løste vi disse problemer? Primært takket være økonomisk vækst og ny teknologi. Kun på få områder – hullet i ozonlaget og atomkrig – var politisk handling afgørende. Om end sunde politiske institutioner med en velfungerende retsstat og frie markeder er en vigtig forudsætning for vækst og innovation.
I dag er de unge primært bekymrede for menneskeskabte klimaforandringer. Og man må undre sig over, hvordan Leonardo DiCaprio & Co. har fået det indtryk, at medierne bagatelliserer det problem. Come on, Leonardo: Look up. Det forholder sig med klimaforandringer som med problemer generelt: Medierne fokuserer på det negative og bekymrende. De nyheder, der har svært ved at trænge igennem, er de positive og optimistiske.
Klimaforandringerne har allerede været i gang i et par århundreder. Den globale middeltemperatur er steget med mere end 1 grad. Den samme periode har budt på de største fremskridt i menneskehedens historie. Mens den globale opvarmning er taget til, er der på verdensplan sket markante fald i antallet af fattige og sultende samt i børnedødeligheden, og antallet, der dør af luftforening, mens velstanden per indbygger og antallet af børn, der går i skole, er steget.
Menneskehedens spektakulære fremskridt de seneste årtier har kunnet finde sted trods klimaforandringer. Og der er ikke grund til at tro, at de ikke også vil fortsætte i de kommende årtier. Klimaforandringer er en udfordring, som vi bør bekymre os om og håndtere.
Men det er ikke en eksistentiel trussel. Så sænk skuldrene, træk vejret dybt, og look up. Verden går ikke under på fredag. Eller om 80 år. I hvert fald ikke af klimaforandringer.
Det skal nok gå, især hvis vi går optimistisk og konstruktivt til opgaven med at skabe en (endnu) bedre verden, øger vores velstand og teknologiske formåen, så vi bliver bedre til at modstå både klimaforandringer og en mulig dræberkomet.
Som science fiction-forfatteren Douglas Adams har udtrykt det:
»Jeg tror, det er vigtigt at have et optimistisk syn på fremtiden. Hvis vi lader os hypnotisere af ’Blade Runner’-fremtidsvisionen, bliver det dén, vi får«.
Bragt i Politiken d. 28. januar 2022.
