Debatindlæg udgivet i Politiken 16/04/2019
Reelt burde Socialdemokratiet ærgre sig over, at sundhedsreformen ikke flytter flere offentligt finansierede patienter til privathospitalerne. For det giver flere behandlinger for skattekronerne. Men det gør de ikke.
Det er lidt for forudsigeligt: Når statsministeren nævner sundhedsreformen, fremhæver Socialdemokratiet overbetalingssagen.
I januar var det Mette Frederiksen, der i en partilederdebat spurgte Lars Løkke, om sundhedsreformen ville betyde overbetaling af privathospitalerne. Forleden beskyldte Morten Bødskov ham for det samme.
Men reformen handler ikke om privathospitalerne, der kun fremhæves en gang på dens 60 sider. Og det er, fordi regeringen vil give offentlige hospitaler pligt til at oplyse om andre behandlingssteder, hvis de ikke selv kan tilbyde behandling inden for 30 dage.
Regeringen understøtter blot en ret, vi i forvejen har. Det holder ikke Bødskov tilbage: »Da Lars Løkke Rasmussen var sundhedsminister sidst, der blev privathospitalerne overbetalt. Han brugte penge, der kunne være brugt i vores fælles offentlige sundhedsvæsen«, fremturer Bødskov og fortsætter: »Privathospitalerne jubler nu igen. Det gør de, fordi der er nye opgaver på vej med Løkke som statsminister«.
Han undlader at informere om, at privathospitalernes priser i dag er meget lave: Siden 2002 har borgere kunnet modtage offentligt finansierede behandlinger på private hospitaler, hvis ventetiden i det offentlige blev for lang.
Afregningen skete til forhandlede takster, som grundet regionernes forhandlingsstyrke og markedsposition i starten lå højt. Havde de – og i de to tilfælde med forlig, så Sundhedsministeriet – indgået dårlige aftaler? Det mente Rigsrevisionen. Kunne udbudsaftaler have givet markant bedre priser? Sandsynligvis, men den idé fik regionerne desværre først i slutningen af 2008.
Privathospitalernes priser toppede i 2007 og 2008, hvor prisen lå 5 til 10 procent over den gennemsnitlige offentlige takst.
Morten Bødskov mener, at pengene burde være brugt på de offentlige hospitaler. Men de offentlige hospitaler manglede jo netop kapacitet. Dét havde privathospitalerne.
På længere sigt er privathospitalernes priser faldet markant. Selv når man tager højde for forskelle i rammevilkår, er prisen så lav, at privathospitalerne har sparet det offentlige for op til 1,5 mia. kr. de seneste 10 år, selv om de kun udgør omkring 1,25 procent af al offentligt finansieret aktivitet.
Reelt burde Socialdemokratiet ærgre sig over, at sundhedsreformen ikke flytter flere offentligt finansierede patienter til privathospitalerne. For det giver flere behandlinger for skattekronerne. Men det gør de ikke. For de sætter ideologi over patienterne.
