Hvis et folketingsflertal er ufornuftigt nok til at uddele milliarder til offentlige lønninger, vil ånden være ude af flasken: Ingen offentlig faggruppe vil igen stemme ja til en overenskomst, der ikke er forsødet med ekstra penge fra Christiansborg.
Mette Frederiksen foreslog i valgkampen, at Folketinget skal tilføre tre milliarder ekstra lønkroner til udvalgte offentlige faggrupper oven i lønstigningerne ved de løbende overenskomstforhandlinger. Forslaget tilsidesætter to centrale elementer i den danske model, nemlig at den offentlige sektor ikke bliver lønførende, og at politikerne ikke skal indblandes i lønforhandlinger.
En sådan politisering af lønforhandlingerne kan få katastrofale konsekvenser. Fordi det private erhvervsliv konkurrerer med det offentlige om medarbejderne, kan resultatet blive et ekstra privat lønløft og en ekstraudgift på cirka 16 milliarder kroner for private virksomheder. Højere løn er et entydigt gode, hvis det skyldes stigende produktivitet. Skyldes det i stedet politisk indblanding i løndannelsen, fører det til stigende priser og forringet konkurrenceevne.
Socialdemokraternes forslag er mere indrettet til at købe så mange stemmer som muligt og mindre til at løse sundhedsvæsenets akutte problem, som er mangel på anæstesisygeplejersker og operationssygeplejersker. I det omfang, højere løn er løsningen, burde den målrettes disse grupper - ikke smøres tyndt ud over hundredtusinder af offentligt ansatte.
Der bør også ses på sygeplejerskernes utidssvarende overenskomst. Unge sygeplejersker skal oparbejde hele otte års anciennitet, før lønnen stiger nævneværdigt. Så får de til gengæld et lønhop på cirka 4.000 kroner om måneden. Det går ikke i 2022.
De offentlige overenskomster tilpasser sig ikke virkeligheden på samme måde, som de private gør. I en virksomhed udsat for konkurrence skal pengene tjenes. Før arbejdsgiverne kan give lønstigninger, skal produktiviteten pr. medarbejder stige, hvis ikke resultatet skal blive tab af konkurrenceevne og stigende arbejdsløshed. Derfor har de private fagforeninger interesse i fleksible og tidssvarende overenskomster.
Det offentlige er ikke udsat for konkurrence, hvorfor de offentlige fagforeninger ikke behøver bekymre sig for, om produktiviteten stiger sammen med lønnen. Regningen betales af skatteyderne. Det er endda en del af den danske arbejdsmarkedsmodel, at de offentlige lønninger følger de private. De offentlige fagforeninger behøver derfor ikke vise samme imødekommenhed, når det gælder at sikre en tidssvarende indretning af overenskomsterne, der fremmer produktivitet. Lønnen stiger under alle omstændigheder, når den private produktivitet stiger.
Derfor er det vanskelig at få de øvrige grupper af offentligt ansatte til at gå med til, at anæstesi- og operationssygeplejerskers løn skal stige mere end deres egen, selvom den manglende fleksibilitet kan få sygehusvæsenet til at gå i knæ. De ældre sygeplejersker vil heller ikke gå med til, at en større del af lønfremgangen skal gå til de yngre, selvom det kan føre til, at unge fravælger faget. Og så videre.
Derfor må forsøg på modernisering fremtvinges udefra. Moderniseringsstyrelsen er skabt ud fra den erkendelse. Men planøkonomisk innovation drevet oppefra i stedet for markedsdrevet innovation nedefra kan let føre til bureaukrati, detailstyring og fremmedgørelse af medarbejderne.
Vi har set en eskalerende konfrontation mellem offentlige fagforeninger og skiftende regeringer. Lærerforeningens modvilje mod modernisering førte til det politiske indgreb ved lærerkonflikten. Det ledte til en ny eskalering fra fagbevægelsen, musketereden. Så kom sygeplejerskekonflikten og Mette Frederiksens regeringsindgreb.
For at formilde de offentligt ansatte i den netop overståede valgkamp, valgte statsministeren uden forudgående analyse og uden at afvente rapporten fra den lønstrukturkomité, hun selv har nedsat, at smøre tre milliarder kroner tyndt ud over den offentlige sektor. Det kommer næppe til at formilde nogen særligt længe. Lønstigningen pr. medarbejder er beskeden og indfases over otte år. Hvis et folketingsflertal er ufornuftigt nok til at gå med til en sådan politisering af overenskomsterne, er ånden for altid ude af flasken. De offentligt ansatte har smagt blod. Og offeret er den danske arbejdsmarkedsmodel.
Der er kun én vej ud af denne misere, som nu ikke alene truer det offentlige men også det private arbejdsmarkeds funktionsduelighed: Sæt konkurrencen fri i den offentlige sektor, så de offentlige fagforeninger og arbejdsgivere møder de samme incitamenter som de private til at skabe innovation lokalt og nedefra. På den måde vil det offentlige arbejdsmarked kunne blive til en velfungerende del af den danske model.
Bragt i Berlingske d. 2. november 2022.
