Socialdemokratiets vækstpolitik er den mest uambitiøse, jeg har set fra en regering i årtier

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

ette Frederiksen er sammen med de tre andre røde partier – SF, Enhedslisten og Radikale Venstre – blevet enige om et forståelsespapir om de kommende års politik. Set fra et vækstperspektiv er der tale om det mest uambitiøse grundlag for en regering, jeg har set i flere årtier. Det skyldes bl.a., at der i forståelsespapiret ikke er et konkret mål om en betragtelig stigning i arbejdsudbuddet som følge af nye reformer.

Dette står i skærende kontrast til Thorning-regeringen, der havde som mål at øge arbejdsudbuddet med 55.000 personer via nye reformer. Det var en arbejdsudbudsmålsætning, der bandt Thorning-regeringen til at gennemføre reformer. Og som var guld værd for dansk økonomi. Thorning-regeringen gennemførte reformer, der øgede beskæftigelsen med 36.000 (bl.a. som følge af Mette Frederiksens kontanthjælpsreform, der sænkede kontanthjælpen for de unge under 30 år). Og der blev gennemført produktivitetsreformer, der løftede velstanden markant, f.eks. 3 procentpoint lavere selskabsskat finansieret af bl.a. lavere offentligt forbrug. Samlet blev samfundskagen løftet med 44 milliarder kroner som følge af Thornings reformer.

Det er ærgerligt, at den nye S-regering ikke har et konkret mål om øget arbejdsudbuddet, særligt når det erindres, at der er mangel på arbejdskraft i mange private virksomheder. Det betyder, at der ofte må takkes nej til ordrer, og det koster velstand.

Den nye S-regering skriver i sit forståelsespapir, at initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende. Dvs. ikke et konkret oplæg til reformer, der får flere med på arbejdsholdet, men i stedet et oplæg til en 'nulløsning'.

Det er ærgerligt, at den nye S-regering ikke har et konkret mål om øget arbejdsudbuddet, særligt når det erindres, at der er mangel på arbejdskraft i mange private virksomheder. Det betyder, at der ofte må takkes nej til ordrer, og det koster velstand

Mette Frederiksen vil i sit oplæg desuden skaffe 10 mia. kr. i øget råderum. Og man nævner højere skatter som en vej dertil. Specifikt vil man øge arveskatten for familieejede virksomheder. Det er et dårligt forslag, der indebærer, at de familieejede virksomheder drænes for kapital ved generationsskifter. Og så er der mindre kapital til investeringer, der kan skabe vækst. I stedet for at øge arveskatten for familieejede virksomheder, burde man fjerne arveskatten helt for familieejede virksomheder og for 'almindelige danskere'. Sådan har man gjort i Sverige og Norge.

Jeg undrer mig over, at de fire røde partier vil øge skattetrykket, når der er et frit råderum på 21,5 mia. kr. frem til 2025. Pengene kan frit bruges på højere offentlige udgifter eller lavere skatter. Råderummet skyldes primært Løkkes reformer af efterløn, pensionsalder og forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år.

Mette Frederiksen fremlagde før valgkampen 15 konkrete skattestigninger. I alt løber de op i 5 mia. kr. Blandt forslagene er højere aktieskat, fra 42 til 45 procent, højere renteskat, fra 42 til 52 procent, og en fordobling af arveskatten (for almindelige mennesker) fra 15 til 30 procent på formuer på over 3 mio. kr. Den højere aktieskat vil gøre det sværere for små og mellemstore virksomheder at tiltrække kapital til nye investeringer.

Det er mit håb, at S vil droppe bl.a. disse skattestigninger, men målet om at skaffe 10 mia. kr. i råderum taler selvfølgelig imod det. Desuden har de tre andre røde partier før valget lagt op til højere skatter. Radikale Venstre vil øge skattetrykket med 2 mia. kr., SF med 17 mia. kr. og Enhedslisten med 37 mia. kr.

Jeg undrer mig grundlæggende over, at den nye S-regering ikke vil prioritere at sænke skatten for danske lønmodtagere. Det vil give danske lønmodtagere mere privat velfærd i form af flere private forbrugsmuligheder, og det vil løfte beskæftigelsen. Det er underligt, at Mette Frederiksen ikke kan unde danske lønmodtagere at beholde nogle flere af deres egne hårdt tjent penge.

Som nævnt er der et frit råderum på 21,5 mia. kr. frem til 2025. Heraf vil de fire partier bruge 20,5 mia. kr. til 'det demografiske træk'. Dermed er der op til 11 mia. kr. at gøre godt med til den nye regerings prioriteringer (1 mia. kr. fra råderummet og 10 mia. kr. i ekstra råderum fra bl.a. højere skat).

Ser man på ønskerne i forståelsespapiret, er det ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt. S-regeringen har nemlig en ambition om, at det offentlige forbrug skal vokse mere end det, der umiddelbart følger af udviklingen i antallet af brugere i den offentlige sektor. Bl.a. ønsker man at indføre minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Desuden er partierne blevet enige om i 2030 at ville reducere drivhusgasserne med 70 procent i forhold til niveauet i 1990. Et reduktionsmål på 70 procent skønnes ifølge en Cepos-analyse med usikkerhed at indebære en samfundsøkonomisk omkostning på 26 mia. kr. om året i 2030. Det skyldes, at det bliver dyrere og dyrere at reducere drivhusgasudslippet, jo mere ambitiøst målet er. Og jo hurtigere reduktionen skal ske, desto mindre glæde vil vi få at eventuelle teknologiske fremskridt. Som partierne selv skriver i forståelsespapiret, skal der tages virkemidler i brug, som slet ikke er kendt i dag.

Målet om 70 procent reduktion i klimagasserne kan dårligt undgå at indebære en betydelig svækkelse af de offentlige finanser – f.eks. hvis man vælger at forcere omstillingen til grønne biler, som er dyre for bilisterne, men giver færre indtægter til statskassen. Derfor kan finansieringsbehovet overstige de 11 mia. kr., der er til rådighed.

Den nye regering vil forhøje børnechecken med 60 procent for familier, som er på integrationsydelse eller berørt af kontanthjælpsloftet. Ifølge Danmarks statistiks 1-årige fattigdomsdefinition er der ca. 65.000 fattige børn i Danmark. Som følge af forslaget vil 6-7.000 børn blive løftet over Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse.

Jeg mener, at man skal passe på med at lade dansk politik styre efter en fattigdomsgrænse, der definerer folk som 'relativt fattige', hvis man bare i et år har haft en lav indkomst. Lav indkomst i et enkelt år bør ikke være et problem, og heldigvis er det sådan, at der er en markant mobilitet ud af lavindkomstgruppen. Efter et år har halvdelen typisk så høj en indkomst igen, at de er over grænsen.

Og det er ikke entydigt, at det gavner børnene, at ydelserne øges. Forhøjelsen af ydelserne vil nemlig også betyde, at flere mødre og fædre vil gå fra beskæftigelse til kontanthjælp. Den økonomiske videnskab dokumenterer, at når ydelser sættes op, indebærer det, at flere vil være på overførselsindkomst.

Min opfattelse er, at det er vigtigt for børn, at de har en rollemodel i en mor og far, der går på arbejde hver dag. Ser man således på børn, der vokser op i lavindkomstfamilier, hvor far og mor er på overførselsindkomst, er der stor risiko for, at børnene selv får en lav indkomst. Ser man på børn, der vokser op i lavindkomstfamilier, hvor far og mor er i job, er der stor sandsynlighed for, at børnene bryder den sociale arv og får en højere indkomst end forældrene.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mads Lundby Hansen

    Cheføkonom og vicedirektør

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mads Lundby Hansen

    Cheføkonom og vicedirektør