»Først smed vi provinsen ud, da de kom kørende ind til København. Så smed vi jyderne ud, da de kom kørende ind til København,« men litauerne »det er kollegaer« forsikrede formanden for stilladsarbejderne, Thomas Strømsholt, i et interview med 3F under det moralske oprydningsarbejde efter det væltede stillads i Lundtoftegade i sidste uge og fortsatte: »Vi har intet mod konkurrence, det skal bare foregå under ordnede vilkår.«
Konkurrence under ordnede vilkår er vist én ting, demonstrationer en anden. For det væltede stillads, som var kulminationen på stilladsarbejdernes demonstration mod social dumping og lønkonkurrence, var på ingen måde kendetegnet af ordentlighed. Det var et udfald af protektionisme. Stilladsarbejderne ønskede at skærme sig mod konkurrence udefra. Og på samme måde, som Donald Trump bygger en mur mod Mexico, bygger fagbevægelsen via regulering og klausuler mure om vores arbejdsmarked.
Og det er tankevækkende. For aversionen mod lønkonkurrence kunne jeg sådan set respektere, hvis stilladsarbejderne var konsekvente. Men det er de vist ikke. Fra overvågningsbillederne af de demonstrerende stilladsarbejdere var der ikke noget nævneværdigt danskproduceret over deres kanvasbukser og hættetrøjer. Mest sandsynligt var det syet i Kina. Hvorfor?
Fordi lønningerne er lavere. Og da de kom hjem, kunne de med al sandsynlighed gense deres happening på deres sydkoreanske fladskærms-TV. Hvorfor? Fordi lønningerne er lavere i Sydkorea. Men løntrykkende litauere er ikke velkommen her.
Jeg er fortaler for, at vi høster de gevinster, der er ved samhandel. For ligegyldigt om der er tale om den østeuropæiske stilladsarbejder, det sydkoreanske fladskærms-TV eller kinesisk produceret tøj, har vi som samfund fordel af at købe det. For når vi køber billigt, sparer vi ressourcer, som igen kan anvendes andre steder i økonomien. Alt i alt skaber samhandlen vækst og velstand.
Dette er særligt tydeligt i historisk perspektiv. I 1870 havde gennemsnitsdanskeren 20.000 nutidskroner per år. Det svarer til en femtedel af den nu afskaffede fattigdomsgrænse. I dag får gennemsnitsdanskeren godt 16 gange mere svarende til knap 330.000 kr. pr. år. Men den slags fremskridt bliver sjældent belyst. For medierne har fokus på det stillads, der vælter en mandag. Ikke det økonomiske fremskridt der sker på 150 år.
Jeg anerkender selvfølgelig, at konkurrence kan bevirke, at nogle mister deres job, og at det kan have stor betydning for den enkelte. Men de fleste, der bliver ledige, finder hurtigt et nyt job. For der er ikke en fast mængde af jobs i økonomien. Siden 1966 er beskæftigelsen fx øget fra 2,3 til 2,8 mio. personer. Og hele tiden har mennesker skullet omstille sig og finde nye måder at bidrage på.
Desuden er der videnskabelige studier, der peger på, at indvandrere og flygtninge ikke påvirker de ufaglærte og lavtuddannede danskeres arbejdsløshedsgrad og i øvrigt har positive effekter på deres løn. Blandt andet fordi danskerne bevæger sig op i værdikæden i retningen af jobs med mere komplekse opgaver og væk fra de manuelle opgaver. Dette understøttes af, at vi efter EU-østudvidelsen i 2004 har set en reallønsfremgang i relevante brancher. Måske det samme kunne gøre sig gældende i tilfældet med stilladsarbejderne og litauerne?
Endelig har arbejdskraftens frie bevægelighed stor betydning for dem, der kommer hertil. Arbejdsløsheden i lande som Litauen og Polen rasler ned og velstanden stiger, bl.a., fordi de får jobs i udlandet. For dem er der ikke tale om social dumping. For dem er der tale om social jumping.
