Stop klynk for at få flere penge gennem udligningsordning

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

De uendelige klynk for at få flere penge fra fortalerne af skærpet kommunal udligning er meningsløse. Anvend i stedet andre midler til at understøtte udkantsområderne.

Den seneste tilbundsgående gennemlysning af det kommunale finansieringssystem fik vi i 2012 med den mere end 700 siders store betænkning fra Social- og Indenrigsministeriets kommunale finansieringsudvalg.

Her blev de principielle muligheder for udligning af midler mellem kommunerne gennemgået. Det er sund læsning.

Basalt set kan man opgøre kommunernes behov ud fra to grundprincipper. Man kan fastlægge, hvad det konkret må koste at drive en kommune med bestemte kendetegn.

Det afvises imidlertid som metode, ikke mindst af praktiske grunde.

Tilbage er at tage udgangspunkt i kommunernes faktiske udgiftsmønster, som da kortlægges ved hjælp af regressionsanalyser.

Den tilgang har da også været anvendt siden 1970, men den er nu under angreb fra særinteresser, uden at duelige alternativer er blevet anvist.

Anbefaler ikke opgørelsesmetode
2012-betænkningen siger, at man enten kan lave regressionsanalyser på de samlede kommunale udgifter under ét, som det gøres i dag, eller på de kommunale udgifter område for område.

Det sidste anbefales ikke. Især fordi det reelt vil afskaffe kommunale prioriteringer og dermed kommunalt selvstyre.

Dermed er den saglige konklusion, at der højst findes dårlige alternativer til den tilgang, som nu anvendes.
I 2012-betænkningen vises resultaterne af en række gennemførte regressionsanalyser. Der opstilles statistiske modeller til forklaring af kommunernes faktiske udgiftsmønster med en særdeles stærk statistisk forklaringsevne.

Klare grænser for vægttildeling
Omkring tre fjerdedele af udgiftsvariationerne mellem kommunerne lader sig her forklare af de anvendte udgiftsbehovsfaktorer. Det er enestående meget.

Dette bør ikke efterlade megen usikkerhed omkring udformningen af finansieringssystemet.

Det er dog praksis, at der er et politisk rum for fastlæggelse af de vægte, som de enkelte kriterier i systemet bliver tillagt, således at der her kan inddrages et politisk moment i den regionale økonomiske fordeling.

Medmindre systemet skal drives til det absurde, er der imidlertid klare grænser for, hvor meget vægttildelingen kan afvige fra den statistisk kortlagte virkelighed.

Flere midler omfordeles gennem alternativer
Disse års regionale udvikling kan meget vel problematiseres, fordi den er kendetegnet af en tydelig centralisering af befolkning og økonomi, og det er helt legitimt, at Folketinget forholder sig til det.

Det er imidlertid af flere grunde en fejltagelse at gøre dette ved at justere det kommunale tilskuds- og udligningssystem:

Der bliver nok omfordelt penge mellem kommunerne via det kommunale tilskuds- og udligningssystem, men det er ingenlunde den største mellemkommunale omfordeling, som foregår ad denne kanal.

Der bliver omfordelt mere betydelige midler gennem andre kanaler, herunder først og fremmest gennem det ordinære skattesystem og gennem finansieringen af de offentlige overførsler.

I forhold hertil er det aldeles marginalt, hvad der yderligere kan bedrives af omfordeling mellem kommunerne via udligningsreformer, uden at udligningssystemet forvrides i absurd og ødelæggende grad.

 

Stiller modtagende kommuner værre
Hertil kommer, at det er usundt at sætte kommuner på støtten.

Det tyder på, at de senere års opskruede omfordeling er anvendt i de modtagende kommuner til at betale for at undgå strukturmodernisering og tilpasning til samfundsforandringerne i virkelighedens verden.

På sigt bliver de modtagende kommuner derfor stillet værre. De betalende kommuner tvinges derimod til struktureffektivisering, og de bliver derfor fremtidens vindere.

Ligeledes har den stadig øgede mellemkommunale omfordeling tilskyndet kommuner til at indse, at den mest direkte vej til bedring af lokalsamfundets situation går gennem politisk lobbyisme.

Stop de uendelige klynk
Borgmestre lokkes til at anvende deres tid på Christiansborgs gange for at tale for deres syge moster frem for at bevæge sig ud i deres lokalsamfund og mobilisere udvikling. De straffes blot med forringet udligning.

Der findes ikke meningsfulde alternativer til det nuværende udgiftsbehovssystem, og der er kun mulighed for begrænsede justeringer i dette system.

De uendelige klynk for at få flere penge fra fortalerne af yderligere skærpet kommunal udligning er meningsløse og bør stoppe. Der må anvendes andre midler til at understøtte udkantsområderne.

Bedre infrastruktur, bedre muligheder for at drive frie grundskoler og mange andre midler.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Henrik Christoffersen

    Forskningschef

    +45 25 38 30 00

    henrikc@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Henrik Christoffersen

    Forskningschef

    +45 25 38 30 00

    henrikc@cepos.dk