Mange Trump-tilhængere har de seneste fire år argumenteret for, at man ikke skulle tage sig af, at Donald Trump sagde ting, der ikke var sande og overskred grænser for, hvad man normalt tillader sig. Det var bare hans facon og forfriskende og politisk ukorrekt.
Senest onsdag aften må alle kunne indse, at ord kan være lige så undergravende for demokratiet som handlinger. Det er Trump, der har opildnet til det angreb på demokratiet, som udspillede sig i Washington onsdag. Og det er ikke overraskende, at det er endt her.
Donald Trump har fra før han gik ind i politik – bevidst eller ubevidst – arbejdet på at undergrave de demokratiske institutioners legitimitet. Det startede med, at han stod i spidsen for birther-bevægelsen, som hævdede, at Barack Obama var født i Kenya og derfor ikke havde ret til at være amerikansk præsident, fordi præsidenter skal være født i USA. Til sidst måtte Obama fremlægge sin fødselsattest for at bevise, at Trumps påstand ikke var korrekt.
Trump har nu to gange angrebet demokratiets kerne: Valghandlingen med påstande om snyd. Allerede inden han blev valgt i 2016, lod Trump sine støtter forstå, at valghandlingen ikke var legitim, og ikke ville blive anerkendt af ham, medmindre han vandt. Efter valget påstod han gentagne gange, at det alene skyldtes omfattende valgsvindel, at Hillary Clinton fik flere stemmer end han. Dengang var der heller intet belæg for påstandene.
I de seneste uger efter hans valgnederlag i november har Trump igen og igen påstået, at han i virkeligheden vandt valget, men at demokraterne har snydt. Det er blevet undersøgt af en række domstole og genoptællinger og forbliver helt udokumenteret.
I februar 2017, kort efter Trumps indsættelse som præsident, skrev jeg i en kronik: ”Donald Trump er en trussel mod den liberale samfundsorden. Han og hans administration repræsenterer en autoritær populisme. Hvis den får lov til at folde sig ud, vil den nedbryde de bærende samfundsinstitutioners legitimitet og dermed det liberale demokrati.”
Vi må desværre konstatere, at Donald Trump i al for høj grad har fået lov til at udfolde sin antidemokratiske tendenser. Polariseringen af amerikanerne var i gang, da han blev præsident, og han bærer derfor selvfølgelig ikke alene ansvaret for den. Men han har båret ved til bålet igennem fire år. Han har opildnet både sine tilhængere og modstandere til nye højder af had til hinanden, udspyet hadefuld retorik og et væld af løgnehistorier. Han har brudt normer for god opførsel og demokratisk adfærd.
Det hele kulminerede onsdag, hvor Trump i en tale til sine tilhængere foran Det Hvide Hus lod forstå, at han ikke ville acceptere valghandlingen og lagde pres på sin egen vicepræsident Mike Pence for ikke at acceptere valget udfald i senatet – hvilket ville være forsøg på statskup, hvis Pence havde fulgt hans anvisning, hvilket Pence dog ikke gjorde. Herefter opfordrede han deltagerne til at marchere til kongressen for at indgyde de folkevalgte mod, som han udtrykte det.
Og med denne opfordring bærer USA’s præsident en tung del af ansvaret for, hvad der herefter skete. Demonstranterne – overbevist af Trump’s løgne om, at Demokraterne har svindlet sig til valgsejren – stormede rasende kongressen.
Trump lod det ske og så passivt til, at pøblen overtog bygningen. Ifølge CNN prøvede rådgivere at overtale ham til at kalde sin tilhængere til orden, men angiveligt nægtede Trump. Det er i skrivende stund ubekræftet, men faktum er, at Trump passivt så til. Først efter, at Joe Biden offentligt havde talt til amerikanerne, stillede Trump op og opfordrede demonstranterne til at gå hjem. Men selv i dette øjeblik talte Trump med to tunger. Han sagde, at han forstod deres vrede, og at valgsejren var blevet stjålet fra dem af Demokraterne. Det var uværdigt og – som sædvanlig med Trump – undergravende.
Donald Trumps eget parti, Republikanerne, bærer en stor del af ansvaret for, at det er nået hertil. Alt for få har modsagt og protesteret, når Trump overtrådte spilleregler og normer. Næsten ingen står tilbage med æren i behold. Det er sørgeligt og bekymrende.
Man må håbe, at denne skamfulde afslutning på Trumps præsidentskab også bringer en ende på hans centrale position i partiet. Men det er der desværre ingen garanti for på nuværende tidspunkt, selvom det burde være det indlysende udfald.
(Bragt i Jyllands-Posten 7. januar 2021)
