I en kronik her i avisen hævdede sundhedsøkonom Jes Søgaard, at regeringens coronapolitik har været proportional og har sparet både liv og økonomi.
Man kan (og bør) diskutere, om det for eksempel er proportionalt at stramme forsamlingsforbuddet til fem personer udendørs på et tidspunkt, hvor smitten er faldende, og samtidig fastholde det i månedsvis, selvom antallet af indlagte falder og falder, uden at der er evidens for, at det har en gavnlig effekt på smittespredningen.
Mit formål her er dog primært at vende Søgaards regnestykke. Søgaard tager udgangspunkt i en analyse, som antager, at forskellen i døde og BNP-udvikling i Danmark og Sverige kan tilskrives forskellen i nedlukningsstrategierne. På den baggrund viser analysen, at nedlukningen var en dyr måde at redde liv på. Jeg lavede tidligt i pandemien analyser med lignende antagelser og konklusioner (jeg brugte dog konkrete estimater for omkostningerne ved nedlukningen frem for at sammenligne med Sveriges BNP-udvikling).
Søgaard påpeger, at vi i dag ved, at Danmarks og Sveriges BNP er faldet lige meget. Og konkluderer derfor at nedlukningen har været en succes.
Men man kan ikke bare sammenligne to landes BNP og konkludere, at forskellen skyldes forskelle i nedlukninger. Adskillige faktorer driver forskellene. For eksempel steg Danmarks BNP i 2019 – før nogen havde tænkt på nedlukninger – dobbelt så hurtigt som Sveriges. Forskellene i BNP-væksten er altså mere subtile end blot forskelle i nedlukninger.
I dag ved vi desuden, at forskellen i antallet af covid-19-døde langt fra alene skyldes forskelle i nedlukninger. To studier viser for eksempel, at mindst hvert femte covid-19-dødsfald i Sverige i foråret kan forklares ved, at vinterferien i store dele af Sverige tilfældigvis ligger i uge 9, hvor smitteudbruddet slog igennem på skisportsstederne i Alperne.
Og generelt har forskerne svært ved at dokumentere en mærkbar effekt af nedlukningerne. Et nyligt review af mere end 80 studier konkluderer, at effekten af nedlukningerne i bedste fald er marginal. Og der er da heller ingen klar sammenhæng mellem, hvor hårdt et land lukker ned og dødeligheden i landet (husk: Sverige har lidt færre døde end gennemsnittet i EU og havde præcis samme forløb under decemberbølgen som Tyskland). Intet tyder altså på, at nedlukningerne i Danmark har reddet de mange liv, Søgaards regnestykke forudsætter.
Samlet set har coronapandemien kostet os godt fire pct. af BNP svarende til rundt regnet 90 milliarder kroner. Selv hvis nedlukningen havde forhindret svenske tilstande med 3.700 ekstra døde, ville det svare til en pris pr. kvalitetsjusteret leveår, der er tre-seks gange højere end det, vi normalt er villige til at betale.
Så selv hvis man regner som Søgaard, kan coronapolitikken næppe beskrives som proportional. Og reelt er regnestykket langt værre, fordi nedlukningerne har en relativt lille effekt på smittespredningen. Samtidig er helt elementære frihedsrettigheder – uden evidens for effekten – taget fra danskerne.
I mine øjne er det ude af proportioner.
(Bragt i Berlingske 26. april)
