Politikere, som gerne vil maksimere deres vælgertilslutning ved det kommende valg, ønsker ikke at give markant større lønstigninger til sygehussektoren, da det uden tvivl vil give utilfredshed blandt de øvrige grupper af offentligt ansatte, der udgør en langt større vælgergruppe end de ansatte på sygehusene. Af de i alt ca. 750.000 offentligt ansatte er det således kun ca. 114.000, der arbejder i sygehussektoren.
Ser man på den interne fordeling af lønmidlerne i de forskellige faggrupper i sygehussektoren, har den højproduktive medarbejder heller ikke udsigt til at blive særligt belønnet sammenlignet med sine kolleger med lavere produktivitet. Det ville nemlig kræve en mere decentral løndannelse, hvor de lokale ledere har bedre mulighed for at fastsætte individuel aflønning på baggrund af medarbejderens produktivitet. Lønnen skulle således i langt højere grad fastsættes ved forhandling mellem den enkelte medarbejder og den lokale ledelse, hvilket ville reducere de offentlige fagforeningernes magt og relevans på samme måde, som det har været tilfældet i den private sektor, hvor andelen af organiserede arbejdere er faldet til et langt lavere niveau end i den offentlige sektor. Det vil de offentlige fagforeninger ikke risikere. Derfor udmøntes hovedparten af lønstigningerne i sygehussektoren efter kriterier, der kan observeres på overordnet niveau og dermed anvendes i centrale lønforhandlinger – f.eks. specialiseret videreuddannelse og anciennitet. Disse kriterier for højere løn hænger ikke nødvendigvis sammen med medarbejderens produktivitet.
Sygeplejersker og andet sygehuspersonale har således ingen udsigt til at blive særligt belønnet for en særlig produktiv indsats. Det kan undre, at man på trods af dette tidligere har kunnet opnå markante produktivitetsstigninger. Her er de mest nærliggende forklaringer, at sundhedsuddannede ud over løn naturligvis også er motiveret af at levere gode ydelser til patienterne, og at man i første omgang har høstet de lavest hængende frugter, som kun i relativt begrænset omfang har udfordret medarbejderne. Det vil således blive langt vanskeligere at opnå yderligere effektiviseringer uden en tættere sammenhæng mellem løn og produktivitet.
Man kan i den forbindelse bl.a. ønske sig, at den private sygehussektor var langt større i Danmark, hvor den i dag er en af de mindste i Europa. Konkurrenceudsættelse af de nuværende offentlige de facto sygehusmonopoler ville være godt for både patienterne og sygehuspersonalet, da det ville presse politikerne og fagforeningerne til at træffe de ubehagelige beslutninger, der er nødvendig for løsningen af udfordringerne på sygehusene.
Bragt i Jyllands-Posten den 3. Februar 2023
