I den seneste tid er det kommet frem, at det kommunale plejehjem Kongsgården har begået pleje- og omsorgssvigt overfor mindst én beboer, og at det statslige luftfartsselskab SAS ser ud til at have forsøgt at snyde passagerer for kompensation for aflyste rejser.
Tænk hvis Kongsgården havde været et privat plejehjem, og SAS et privat luftfartsselskab. Venstrefløjen ville højlydt have udråbt disse sager som det endegyldige bevis for kapitalismens umenneskelighed og det private erhvervslivs uhæderlighed og grådighed. Politikere fra SF og Enhedslisten – og nok også et par socialdemokrater – ville påpege, at sagerne klart viser, hvor uegnede private virksomheder er til at drive plejehjem og luftfart.
Hvad man til gengæld ikke ser i denne tid, er liberale og konservative, som udnytter disse sager til at argumentere for det modsatte: at sagerne viser, at det offentlige ikke kan drive plejehjem, og at SAS bør privatiseres.
Årsagen er den enkle, at liberale og konservative godt ved, at så enkel er verden ikke. Der findes faktisk velfungerende offentligt ejede plejehjem, og SAS snyder ikke sine kunder, fordi selskabet er ejet af staten. Der er gode argumenter for flere private plejehjem og for at privatisere SAS, men disse sager er netop blot sager, som ikke kan anvendes til at generalisere.
Det ville være en velsignelse, hvis venstrefløjen formåede at se de samme nuancer. Men at dømme efter den offentlige debat er det et mindretal, der er i stand til det. At nogle private hjemmehjælpsfirmaer går konkurs, ser mange på venstrefløjen for eksempel som et bevis for, at private ikke hører til i den sektor. Men der er jo også private tømrere, landmænd og frisører, som går konkurs. Skal de fag også nationaliseres? Det er faktisk netop et af kendetegnene ved private virksomheder, at de kan gå konkurs. Det er den måde, hvorpå markedet (og kunderne) slipper af med de virksomheder, hvis ledelse ikke er dygtige nok til at klare sig i konkurrencen.
Der vil altid være nogle, der enten er udygtige eller uhæderlige. Det gælder både i det offentlige og i det private. Det er derfor uundgåeligt, at der en gang imellem opstår sager og skandaler. Det er vigtigt, at vi drager den rette lære af disse sager.
Sagen om Kongsgården i Aarhus viser ikke, at kommuner ikke bør drive plejehjem. Men den viser, at der ikke er nogen garanti for, at kommuner er gode til det i alle konkrete tilfælde. Hvad kan man gøre ved det? Man kan selvfølgelig øge kontrollen og tilsynet. Men sædvanligvis er der bred enighed om, at der er for meget kontrol og bureaukrati (læs mere om hvorfor det er sådan her og her). Skal man nu til at gå den modsatte vej og indføre endnu mere? Der er allerede omfattende kontrol og tilsyn i ældreplejen, og det er nok begrænset, hvad der kan opnås ved at skærpe det yderligere.
En større grad af frit valg for borgerne bør være en væsentlige del af løsningen. De ældre og deres pårørende bør få langt bedre mulighed for tidligere i et sådant forløb at vælge et andet plejehjem – offentligt eller privat. De gode plejehjem skal have mulighed for at tage imod de ældre ved at udvide deres kapacitet samt åbne nye plejehjem under samme ledelse. Derved vil de gode plejehjem vokse, og de dårlige i sidste ende enten oppe sig eller lukke.
Hvad sagen imidlertid ikke viser, er at der generelt er brug for højere normeringer i ældreplejen. Der er stor forskel i normeringerne fra kommune til kommune. Aarhus har normeringer i ældreplejen, som omtrent svarer til landsgennemsnittet. De fleste med de samme eller dårligere normeringer, begår ikke den form for omsorgssvigt, som vi så på Kongsgården. Da Else blev flyttet til et andet plejehjem i Århus, forsvandt problemerne, og hun fik hun det bedre. Det er altså ikke plejesektoren som sådan – eller mængden af ressourcer i sektoren – der er problemet. Problemerne var specifikke for Kongsgården.
Både det offentlige og det private kan levere god pleje, omsorg, sundhed og uddannelse. Det væsentlige er, at borgerne har et frit valg, og at der er konkurrence om dem som kunder i velfærdsstaten. Så gør alle sig umage.
