Meget af velfærdsstaten er ved at sande til i bureaukrati og uhensigtsmæssig organisering, og samtidig har væksten i dansk økonomi været skuffende i mange år. Det kalder på reformer, hvilket mange borgerlige forestiller sig bedst opnås i et samarbejde over midten.
Men hvad nu hvis den største chance for reformer tværtimod opnås i konkurrencen mellem forskellige visioner for samfundets udvikling?
Professor Peter Kurrild-Klitgaard skrev for nylig på disse sider, at Venstre og De Konservative i årtier har set det som deres rolle at forhindre politik, der bevægede Danmark 20 procent i den forkerte retning ved at gå med i aftaler med socialdemokraterne, der kun rykkede tingene ti procent den forkerte retning og udråbe resultatet til en stor borgerlig sejr.
De borgerlige både accepterede og forsvarede en udvikling, der gik den gale vej. Det ændrede opfattelsen af, hvad det vil sige at være borgerlig. Både hos vælgerne og i egen selvforståelse. Man opgav sin borgerlige identitet.
Henrik Dahl beskriver i sin fremragende seneste bog »Ved voksenbordet – Om den kvælende midte i dansk politik« den værdi, der er ved ikke at være med i forlig. Står man udenfor, kan man formulere et alternativ, afprøve ny politik og nye måder at kommunikere den til vælgerne. Man får mindre indflydelse lige nu, men mulighed for meget større índflydelse i fremtiden ved at stå for et reelt alternativ.
At sidde med ved bordet og indgå brede forlig er en vigtig del af dansk demokrati, men der er ikke kun fordele ved brede forlig. Der er også ulemper.
Mange borgerlige politikere overvurderer fordele og undervurderer ulemper. Derfor bør man sjældnere indgå forlig. Og nogle gamle forlig, der udgør en barriere for ønskelig forandring, bør opsiges. Derved bliver mere grundlæggende forandring og nytænkning muligt.
I min podcast, »Samfundstanker«, påpegede Henrik Dahl for nylig, at der blandt mange borgerlige politikere er en angst for »ørkenvandringen« – en lang periode udenfor indflydelse. Det er tankevækkende, at den oprindelige ørkenvandring befriede jøderne fra slaveri og tyranni og gav dem frihed, de ti bud og til sidst deres eget land.
Ørkenvandringer kan altså noget og er til tider bedre end alternativet. Perioder i opposition med ringe indflydelse er værdifulde, hvis de vel at mærke bruges produktivt til at udvikle ny politik, der kan styrke partiernes politiske identitet og relevans. Det forsømte Venstre i de seneste oppositionsperioder fra 2011 til 2015 og fra 2019 til 2022. Og inden 2011 sad partiet ti år i regering, hvor politikudviklingen sker på embedsværkets præmisser, hvilket i længden udvander et partis politiske identitet.
Venstre har nu helt fravalgt en periode i opposition, og det på det tidspunkt i partiets nyere historie, hvor det havde mest brug den. Venstre gik ind i valgkampen 2022 stort set uden politik med et klart liberalt islæt – ud over en meget lille lettelse af skatten på lave indkomster. Venstre havde lagt sig så langt ind på midten, at Mette Frederiksen i valgkampen kunne udmanøvrere Jakob Ellemann ved at deklarere, at Socialdemokratiet da også ville lette skatten for lave indkomster med omtrent samme beløb. Forskellen på de to partier var dermed stort set udvisket.
Venstre har nu valgt at fortsætte bevægelsen imod en de facto fusion med socialdemokraterne ved at gå i regering med dem uden at få nævneværdige borgerlige aftryk i regeringsgrundlaget.
Hvis stort set alle vigtige beslutninger i det danske samfund træffes i brede forlig – eller sågar nu i en regering over midten – forsvinder det borgerlige alternativ. Demokratiets fundamentale præmis er, at vælgerne har en reel mulighed for at sætte en ny retning for Danmark ved at skifte ét hold magthavere ud med nogle andre. Denne mulighed er igennem årtier blevet stadig mere teoretisk.
Så længe Venstre ikke vil stå i spidsen for formuleringen af et borgerligt alternativ, må andre tage over. Liberal Alliance er den mest oplagte kandidat lige nu. I de seneste meningsmålinger er LA større end Venstre, og ved folketingsvalget fik Vanopslagh flere personlige stemmer end Ellemann.
Folkevalgte politikere har en naturlig tilskyndelse til at gå efter den kortsigtede gevinst ved at søge indflydelse nu til gavn for deres egen karriere. Den langsigtede gevinst ved at udvikle et borgerligt alternativ kommer de måske ikke engang til selv at høste. Moses døde, inden jøderne nåede Kanaans land. Men uden ham og ørkenvandringen var de slet ikke nået frem.
Bragt i Berlingske den 28. december 2022
