Regeringen har droppet planerne om at spare på de frie grundskoler på trods af, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ikke mener, at »idéen« er, at frie grundskoler har overskud til f.eks. at finansiere fremtidige renoveringer. Det er vel heller ikke »idéen« som sådan.
Jeg troede f.eks., at »idéen« var at give børnene så god en skole som muligt. Her er ministeren åbenbart uenig. Ministerens »idé« er, at skolerne skal drives og finansieres på en bestemt måde — og absolut ikke ud fra et profitmotiv.
Det er faktisk forbudt at tjene penge på at drive grundskoler. Men hvad, hvis det var lovligt? Hvis skolerne måtte give et afkast (»profit«) til ejerne. Hvad ville problemet være i det?
Fremsynede ejere af profitskoler kan maksimere deres langsigtede overskud ved at udvikle succesrige skoler.
Non-profitskoler har ikke samme økonomiske incitament til at udvikle skolerne, men til gengæld kan idealismen danne grundlaget for en konkurrencedygtig skole. Vi ved ikke på forhånd, hvilken type skole der vil være bedst. Men hvis profitskolen er så god, at forældre foretrækker den frem for non-profitskolen, er det så ikke fint? Det vigtige er vel kvaliteten af skolen?
Man kan selvfølgelig fantasere om at gøre profitskolen endnu bedre ved at tvinge den til at bruge profitten på børnene. Men profit er først og fremmest forrentning af den investerede kapital. Hvis ikke ejerne kan få et afkast af deres investering, skaber de slet ikke profitskolen, og så går forældrene glip af en potentielt bedre skole.
I Sverige introducerede man »skolpeng« i 1992, så alle grundskoler — både de offentlige, non-profit og for-profit — får betaling alene baseret på antal elever. Skolpeng betød, at andelen af elever på frie grundskoler steg fra knap én pct. til næsten 11 pct. i 2009. Ifølge et forskningsprojekt fra 2015 har skolpeng efter en tilpasningsperiode medført bedre grundskoler — særligt i de områder, hvor andelen af frie grundskoler steg mest.
Projektet viser også, at den øgede kvalitet skyldes konkurrencen om eleverne, som forbedrer både de frie og de offentlige skoler. Resultaterne understreger betydningen af fri- og privatskoler i Danmark, som ved deres blotte tilstedeværelse er med til at forbedre folkeskolen. Det understreger, at det er et problem, at de bedste friskoler ikke har incitament til at løbe en risiko og åbne nye skoler i andre egne af landet. For hvorfor skulle de påtage sig en risiko, når der ikke er nogen potentiel gevinst (læs: profit)?
»Skolpeng« kan desuden give forældrene mulighed for at vælge netop den løsning, der passer deres børn bedst (f.eks. en løsning uden nationale tests), hvis reguleringen holdes til helt basale krav (f.eks. at børnene skal lære noget fagligt).
Hvis ministeren ønsker det bedste for skolebørnene, bør hun fjerne begrænsninger — bl.a. forbuddet mod profit — der forhindrer forældrene i at vælge den bedst mulige skole for deres børn.
For det handler jo om børnene, og ikke vi voksnes ideologiske kampe.
