”Cepos er efterhånden de eneste, der siger noget liberalt. Er den liberale ideologi på tilbagetog,” spurgte en studievært mig fornyeligt 25 sekunder før vi gik i luften.
Jeg fik aldrig svaret, men grundlæggende mener jeg ikke, at det liberale er på tilbagetog. Og den borgerlige regering tabte ikke valget på grund af manglende opbakning til det borgerlige-liberale arvegods, men fordi de havde mistet viljen og evnen til at udvikle og formidle borgerlig politik.
Og i stedet var begyndt at tale til mennesket som et ’homo socialdemokratus’ med fokus på tryghed og velfærdsstat. Hvis det blå Danmark skal rejse sig igen, skal vi tale det liberale frem i mennesker. Foran os har vi tre afgørende kultur- og værdikampe, vi skal vinde.
Det første slag: Vind godheden tilbage
Uanset om vi er højreorienterede eller venstreorienterede ønsker vi det samme: At skabe det bedst mulige samfund for alle.
Men som påpeget af den tyske sociolog og økonom Franz Oppenheimer (1864-1943), er et af de træk, der adskiller de højreorienterede fra de venstreorienterede, at de højreorienterede foretrækker en verden drevet frem af ’økonomiske midler’, hvor man på markedet udveksler eget arbejde for andres arbejde, mens de venstreorienterede foretrækker en verden styret af ’politiske midler’, som er baseret på en ugengældt tilegnelse af andres arbejdskraft (dvs. beskatning og omfordeling).
Et af Karl Marx’ (1818-1883) største kunstgreb var at forveksle de borgerliges middel (profit) med deres mål (det gode samfund). Og stadigt i dag kæmper vi liberale og konservative med karikaturen af det borgerlige menneske, som et grisk og egoistisk væsen af Gordon Gekko-varianten, som alene er motiveret af en snæver økonomisk egeninteresse.
Sådan er der dog så godt som ingen borgerlige tænkere, der har defineret mennesket. Den skotske økonom og filosof Adam Smith (1723-1790), som ofte får skudt ovenstående karakteristik i skoene, mente for eksempel, at mennesket grundlæggende er et sympatisk væsen.
Og at denne sympati manifesterede sig i tre dyder: Godhed, retfærdighed og egeninteresse, som altid er tilstede i alle mennesker. Denne forståelse af mennesket er dog gået tabt og venstrefløjen har vundet patent på godheden. Højrefløjens opgave er at vinde godheden tilbage.
Det andet slag: Forstå markedet og økonomien som et plussumsspil
Som påpeget af den amerikanske økonomiprofessor Deirdre McCloskey (f. 1942) kan mange dele af vores liv bedst beskrives som et nulsumsspil, det vil sige den situation hvor det, som én måtte vinde, altid er tabt af en anden.
Sådan forholder det sig for eksempel i sportshallen eller i familien. Hvis lillesøster eksempelvis får et ekstra stykke kage, er der mindre til storesøster. Nulsumsprincippet er den default-tænkning, som er indlejret i os alle. Og den udmærker sig ved, at den står stærkest i vækstløse miljøer.
På markedet er nulsumstænkningen derfor ofte meningsløs. Dette var netop en af økonomen David Ricardos (1772-1823) pointer med teorien om komparative fordele: Vi har alle fordel af at handle med hinanden. For samhandel bygger på et princip om frivillighed, hvorfor begge parter vinder ved handlen. Var dette ikke tilfældet, ville handlen gå tabt.
Hermed ikke sagt, at der ikke findes tabere på markedet, og at det kan have store omkostninger for den enkelte. Men et velfungerende marked vil skabe incitamenter til, at dem, der tabte enten ’opper’ sig eller flytter marked. Samhandlen driver verden fremad og gør hver generation rigere end den forrige.
Forståelsen af markedet er et vækstbaseret plussumsspil skal genlære til hver generation. Gør vi ikke det vil vælgerne fortsat søge tryghed i fordelingspolitikken.
Det tredje slag: Retfærdighed skal sikre friheden
Et af oplysningstidens centrale projekter var at sikre friheden. Den franske revolution er et godt eksempel. Det var ikke arbejdernes eller bøndernes revolution, men borgerskabets opgør med kongens og adlens magt og privilegier. Det ’borger-lige’ bestod i at sikre alle (okay, næsten alle!) universelle frihedsrettigheder.
Det borgerlige begreb om retfærdighed, forstået som frihed eller mulighed, kan stadigt genfindes i dag, for eksempel i idéen om ’lighed for loven’. Men et andet retfærdighedsbegreb har vundet fem, nemlig ideen om resultatlighed. Den bygger på den venstreorienterede idé om, at hvis vi udligner forskelle mellem mennesker, fører det automatisk til mere frihed. Men det er en misforståelse. For som påpeget af den franske filosof Alexis de Tocqueville (1805-1859) trækker frihed og lighed i hver sin retning.
Tvinger vi alle gennem politisk kontrol og statslig ensretning til at være lige sunde liv, med identiske behov og en udlignet personlig indkomst, er det på bekostning af friheden. Hermed ikke sagt, at mennesker med behov ikke skal hjælpes. Selvfølgeligt skal de det. Men vi skal fremme frihed, ikke udligne flid og færdigheder, for det nedbryder det personlige ansvar.
Skal vi genrejse det borgerlige Danmark skal vi tilbage til forståelsen af, hvad det vil sige at være borgerlig. Vi skal finde det, som venstrefløjen ikke kan tage fra os uden selv at blive borgerlige. Det kan virke storladent, men vi genrejser ikke det borgerlige projekt gennem fortsatte diskussioner af statens husholdningsbudget
