Både forventet levealder og indkomsterne over livsforløbet vokser. Heldigvis. De gør det naturligt at forberede sig på at få mest muligt ud af ”den tredje alder”. Vi har allerede etableret et betydeligt omfang af pensionsopsparing siden 1980’erne, og nu er der kommet fokus på også at spare op til ældrepleje. Heldigvis.
Selv om der er politisk optøning i bl.a. Socialdemokratiet, så er ideen om opsparing til ældrepleje blevet mødt med den indvending, at det vil øge uligheden. Det er en virkelig besynderlig og fejlagtig indvending.
Uanset om man er tilhænger eller modstander af fordelingspolitik, er det svært at se argumentet imod opsparing til ældrepleje. Det siger sig selv, at personer med en højere indkomst over livsforløbet vil kunne spare mere op.
Men det er et resultat af, at højere indkomst generelt muliggør et større forbrug. Man gør ikke folk mere lige af at tvinge dem til at have samme forbrug på lige netop ét område - f.eks. ældrepleje. De vil i så fald have penge til overs at bruge på andre ting, hvor uligheden i forbrug vil være så meget større.
Hvis man politisk endelig vil omfordele forbrugsmuligheder, bør det være i form af indkomst. At omfordele ved at styre folks forbrug, skaber ikke mere lighed - tværtimod kan det øge den reelle ulighed, når man tager højde for, at vi alle sammen har forskellige præferencer.
Det vil være dem med præferencer tættest på det politisk bestemte forbrug, som bliver bedst stillet.
At styre forbruget er i øvrigt langt mere indgribende, velfærdsforringende og paternalistisk end traditionel omfordeling af indkomst, hvor folk trods alt bevarer det frie forbrugsvalg.
Man kan selvfølgelig have det politiske synspunkt, at der skal være et minimum for det acceptable niveau for ældrepleje. Men i så fald er det et argument for f.eks. at opretholde den offentlige pleje (ligesom vi stadig har folkepension) eller gøre en del af opsparingen til ældrepleje obligatorisk. Det er ikke en god begrundelse for at indføre en standardløsning for alle.
Men valget af ældrepleje bør ikke kun handle om den samlede pris - altså hvordan vi prioriterer ældrepleje i forhold til andre goder i livet. Det bør også handle om, hvordan plejeydelsen på et givent prisniveau ser ud. Også her er vi forskellige, og der er et velfærdsøkonomisk tab ved at tvinge den mere eller mindre samme ydelse ned over hovedet på alle.
Der er i virkeligheden intet specielt ved ældrepleje, som taler for, at det bør være en politisk bestemt standardydelse. Og meget tyder på, at fremtidens ældre ikke vil lade sig spise af med sådan én.
Bragt i Finans d. 27. juli 2023.
