Hensigten med regeringens nye trivselskommission er nobel. Men der er grund til at frygte, hvad den vil føre til i praksis.
En ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser en stigning i antallet af unge, som mistrives. Det har affødt en debat om årsagerne, selvom rapporten slår fast med syvtommersøm, at dét kan den ikke sige noget om. Alle finder naturligvis årsagerne i noget, de ikke bryder sig om. 19 gymnasierektorer har her i Berlingske kastet skylden på »uddannelsessystem, som lige nu presser de pressede unge med tests, målstyring, fremdrift, øgede karakterkrav« - og så naturligvis den gamle traver: For få ressourcer i uddannelsessystemet. Andre bryder sig ikke om mobiltelefoner og sociale medier og giver dem skylden.
Sandheden er, at vi ikke ved ret meget om, hvorfor der er en stigning i børns og unges mistrivsel. Og inden politikerne kaster sig ud i at udvise handlekraft på dette område, bør de erkende den sandhed. Ellers risikerer de at sætte ting i gang uden virkning eller i værste fald at gøre mere skade end gavn.
Regeringen har nedsat en trivselskommission. Selvom hensigten med en sådan kommission er nobel - hvem ønsker ikke, at børn og unge trives? - kan jeg godt frygte for, hvad den i praksis kan føre til. Kommissionen bør lægge sit hovedfokus på at skaffe evidens for årsager til mistrivsel. Det bekymrer mig, at den er blevet pålagt at komme med anbefalinger. Det kan presse kommissionen til at postulere en viden, som ikke findes - dels om årsager til mistrivsel og dels om, hvorvidt der overhovedet er evidens for, at anbefalingerne er den rette medicin.
Det bekymrer mig også, at forældrene slet ikke er nævnt i kommissoriet. Familien er kun nævnt som én »arena« blandt mange i børns og unges liv - nævnt på linje med dagtilbud, skole, socialområdet og sundhedspleje. Kommissionen forsynes i kommissoriet kun med én afgrænsning: Dens forslag må ikke koste statskassen mere, end hvad rimeligt er. Kommissoriet burde også have slået fast, at målet ikke helliger midlerne. Børn er først og fremmest forældrenes, ikke statens. Også forældre bør huske dette: Det er først og fremmest vores ansvar, at vores børn trives.
Regeringens ambition om at frisætte den offentlige sektor og borgerne er heller ikke nævnt med et ord i kommissoriet, og man kunne godt frygte, at trivselskommissionen kommer til at stille en række forslag, der trækker den modsatte vej.
Der er også en overhængende fare for, at en urealistisk ambition om at velfærdsstaten skal skabe trivsel, vil føre til endeløst og dyrt projektmageri uden nogen egentlig værdi for borgerne. Velfærdsstatens mange aktører er altid på udkig efter nye muligheder for at sikre sig flere midler fra statskassen. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtalte i forbindelse med nedsættelse af kommissionen, at kulturen »i den grad« kan bidrage med at skabe mere trivsel hos børn og unge. Det er jeg helt enig med ham i. Men vi skal ikke have en statslig kommission til at indrette kulturlivet, så det maksimerer unges trivsel. Det er en instrumentalisering af kulturen, som i øvrigt ikke er fremmed for denne regering. SVM-regeringens regeringsgrundlag indeholder blandt andet et forslag om at indføre et råd, der skal sikre, at kunst og kultur kan »bidrage til at løse tidens store kriser« - herunder klima.
Det er et problematisk kunstsyn. Kunsten har en værdi i sig selv. Den skal ikke begrundes i sin evne til at løse samfundets problemer. Hvad kunsten gør for den enkelte, der nyder kunsten, er en privat sag, og det behøver ikke at føre til noget, der er til gavn for andre end kunstnyderen eller for den sags skyld noget, der overhovedet kan analyseres eller sættes ord på.
Hvis staten gør det til et formål med kulturen, at den skal øge unges trivsel, ligger det lige for, at nogen skal afgøre, om konkrete kulturtilbud gør dette. Hvis de ikke gør, skal de så overhovedet støttes af staten? Skal staten kun støtte opbyggelig kultur, og hvem skal afgøre, hvad der er opbyggeligt? Skal staten ligefrem forbyde kultur, der ikke øger borgernes trivsel? Hvem skal i øvrigt afgøre hvilken kunst, der er trivselsskabende?
Trods de gode intentioner, er der grund til at råbe vagt i gevær over for elementer af dette trivselsprojekt, som risikerer at forrykke balancen længere i retning af velfærdsstaten på bekostning af familien, borgeren og civilsamfundet. Det er urealistisk at forestille sig, at staten kan give os trivsel. Statsmagten skal selvfølgelig overveje, om den står i vejen for borgernes trivsel, og hvis den gør, flytte sig. Men det er en farlig tanke, at staten har ansvaret for, at borgerne trives. Det ansvar ligger hos os selv.
Martin Ågerup er direktør i tænketanken CEPOS og medlem af bestyrelsen for Den Berlingske Fond
"Det bekymrer mig også, at forældrene slet ikke er nævnt i kommissoriet. Familien er kun nævnt som én »arena« blandt mange i børns og unges liv"
Bragt i Berlingske den 23. august 2023
