Den grønne omstilling vil medføre permanent højere priser på energi, og det er et problem, vi i højere grad bør fokusere på end de midlertidige prishop på el og gas, vi ser i øjeblikket, skriver Otte Brøns-Petersen.
Energipriserne er på himmelflugt, fordi vi er løbet ind i en række flaskehalse internationalt. Det skyldes ikke primært eller direkte den grønne omstilling. Men hvor mange af flaskehalsene kun er midlertidige, så vil den grønne omstilling medføre permanent højere priser på eksempelvis energi. Det er et væsentligt større problem. Og den grønne omstilling kan også gøre os mere sårbare over for nye flaskehalse.
De aktuelle flaskehalse skyldes flere ting.
I Europa har vi været gennem en periode med mindre vind og nedbør end normalt. Det medfører blandt andet mindre vand i de norske magasiner, som driver vandkraften. Norge er Nordens batteri, som aftager ellers overflødig vindenergi og omdanner den til vand i magasinerne, og som leverer den tilbage igen, når vinden ikke slår til.
Men nu er der altså lavvande i magasinerne. I Asien har det været mere varmt end normalt og krævet ekstra energi til køling. Især gasproduktionen har svært ved at følge med efterspørgslen globalt. I Danmark ligger gasproduktionen underdrejet af tekniske årsager i øjeblikket, og den grønne omstilling i EU har generelt sænket gasproduktionskapaciteten.
Grøn energi er dyrere end fossil energi
Mange økonomier er kommet hurtigt i gang efter nedlukningerne under coronaepidemien.
Det var egentlig forventeligt, fordi der var tale om en udbudskrise. Men de store centralbanker har samtidig gennemført enorme lempelser. På sigt vil produktionen normaliseres, og de pengepolitiske lempelser vil sætte sig i et generelt højere prisniveau. Men i en overgangsperiode vil der i de situationer opstå særlige flaskehalse.
”Forsyningskrisen” og nu energiprisstigningerne er udtryk for, at vi er inde i et sådant inflationært pres.
Flaskehalsene er altså ikke forårsaget af den grønne omstilling, men omstillingen har mindsket energisystemets evne til at håndtere dem.
Udfordringen ved den grønne omstilling er, at grøn energi er dyrere end fossil energi. Derfor er mere end 80 procent af verdens energiproduktion fortsat fossil. Vi kan - som i Danmark - vælge at sænke CO2-udledningen ved at erstatte fossil energi med vedvarende samt indskrænke produktionen og gøre den mindre energiintensiv. Men ikke uden betydelige ekstraomkostninger.
De kan ytre sig ved højere priser på energi, men det kan også være i form af, at andre ting bliver dyrere. El er eksempelvis mindre effektivt i transporten og kan blandt andet kræve dyrere transportmidler som for eksempel elbiler. Regningen kan også havne hos skatteyderne til at betale de subsidier, der bruges på VE-udbygning. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at grøn strøm bliver dyrere, når den kommer ud af kontakten, men sådan at den samlede regning bliver højere.
Grøn omstilling giver færre midler til fordelingspolitik
En af omkostningerne ved grøn omstilling er, at vi bliver mere sårbare over for flaskehalse i energisystemerne, fordi VE-produktionen ikke er nem at skrue op og ned for, men tværtimod kan svinge tilfældigt med vejrliget. Den kræver omfattende back-up-systemer og i sidste ende lagring, som også er dyr.
Omkostningerne ved den grønne omstilling indebærer, at der er mindre til overs til andre ting. Der er for eksempel mindre til overs til at føre fordelingspolitik med. Politikerne kan naturligvis vælge at skærpe fordelingspolitikken yderligere, så eksempelvis lavindkomsterne kompenseres for deres del af regningen.
Men så bliver der endnu mindre til de resterende ting: Økonomisk vækst, offentligt forbrug og så videre.
I sidste ende er der en afvejning mellem de forskellige politiske mål, og bruger man mere på klimapolitik, er der mindre til andre områder. Derfor er det forkert at hævde, at grøn omstilling ikke udfordrer fordelingspolitikken.
Nedsæt afgifter, der ikke er miljømæssigt begrundet
Der er mindre grund til at bekymre sig for virkningerne af kortsigtede udsving i energipriserne. Men panikken er begyndt at brede sig i mange lande, hvor vælgerne er utilfredse.
Noget af det mest kontraproduktive, regeringer kan gøre, er imidlertid at gennemføre midlertidige sænkninger af energiafgifterne eller give subsidier til energi. Priserne stiger for at løse flaskehalsproblemerne. Hvis alle sænker afgifterne med videre, vil priserne skulle stige endnu mere for at få udbud og efterspørgsel til at balancere.
Derimod er der en rigtig god grund til permanente nedsættelser af afgifter, som ikke er miljømæssigt begrundet.
Det er for eksempel den danske elafgift på forbrugerne. Den er uhensigtsmæssig, uanset forsyningssituationen, og bør minimeres mest muligt. Registreringsafgiften på biler kan heller ikke begrundes og bør fjernes, men altså ikke fordi benzinen er dyr i øjeblikket.
