Meget er glemt eller overset i debatten om øremærket barsel. Det er f. eks. ikke sådan, at de nuværende regler er neutrale, og at det først er med øremærkningen, at staten "blander sig". Statslige subsidier til forældres barsel er på ca. 11,5 mia. kr. om året. Det indebærer, at forældre tager mere barsel, end de ville have gjort, hvis de selv skulle spare op eller forsikre sig. Hvis vi ikke synes, at staten skal blande sig, bør vi afskaffe skatteyderfinansierede subsidier.
Der er heller ingen tvivl om, at subsidierne medfører, at det især er kvinder, der holder mere barsel, end de ellers ville have gjort. Politikernes indblanding i familieforholdene er dermed ikke kønsneutralt. Det medfører, at kvinder satser mindre på karriere og mere på at passe børn. Hvis man synes, at det er en god indblanding, svækkes argumentet for, at øremærkning af en del af barslen til mænd er en dårlig indblanding fra politikerne.
Et stort flertal af danskerne mener, ifølge en meningsmåling i Berlingske den 24/ 7, at beslutningen om barslens fordeling mellem forældrene bedst træffes af den enkelte familie. Det bør ganske rigtigt være princippet i et frit samfund. I debatten har der været fremført flere modargumenter. Et af dem er, at nogle mænd føler sig presset af deres arbejdsgiver til ikke at tage barsel, og at øremærkning kan bidrage til, at normerne på arbejdspladserne ændrer sig, og at længere barsel til mandlige medarbejdere dermed bliver mere acceptabelt.
Det er formentlig korrekt, og det taler isoleret set for en øremærkning. Omvendt må man i et frit samfund også forvente, at borgerne tager ansvar for deres eget liv. Når unge mænd i stigende grad ønsker at tage barsel, og arbejdsgivere er i konkurrence om at ansætte dem, kan de stille krav til deres arbejdsgivere. Vi har da også set, at faderens andel af barslen er tæt ved fordoblet de seneste 16 år, fra 2,7 uger i 2003 til 4,9 uger i 2019.
Universitetsøkonomerne Jakob Søgaard og Thomas Jørgensen estimerer - blandt andet på basis af erfaringer fra Norge med øremærket barsel - at de ekstra ugers øremærket barsel vil øge fars barsel med godt og vel en uge i gennemsnit. Set i forhold til den historiske udvikling, svarer det til at fremskynde stigningen i fædrenes brug af barsel med godt syv år. Det er for mig at se et åbent spørgsmål, om vi ikke havde været bedre tjent med at lade udviklingen fortsætte sit naturlige forløb.De utålmodige burde måske acceptere, at afgørende ændringer i familiemønstre bør have lov til at tage den tid, de nu tager.
Øremærkning kan måske hjælpe nogle familier til at få en for dem bedre fordeling af barsel mellem mor og far, men for andre familier vil det virke modsat. Samlet set forventer Jakob Søgaard og Thomas Jørgensen, at mors barsel reduceres med godt tre uger som følge af øremærkningen, mens fars barsel som nævnt kun forventes at stige med godt en uge. Med andre ord forventes den samlede barselsperiode i gennemsnit at falde med godt to uger. Det kan tolkes sådan, at øremærkningen samlet set gør indretningen af barselsorloven mindre attraktiv for hele gruppen af nybagte mødre og fædre. Det er en omkostning ved at forcere udviklingen med social ingeniørkunst. Men omvendt indførte Anders Fogh Rasmussen i 2002 som et lyn fra en klar himmel en fordobling af barselsorloven fra seks til 12 måneder. Dette var også social ingeniørkunst, en politisk indblanding i familielivet. Desværre glider den slags let ned hos vælgerne, når der er tale om milde gaver. Dem, der nu begræder, at politikerne øremærker barsel, bør overveje, hvad politikerne (og skatteyderne) overhovedet skal blandes ind i spørgsmålet om barsel for.
Hvis argumentet er, at børn er et gode for hele samfundet og derfor bør subsidieres, burde man gøre det ved at udbetale et beløb til forældre - det gør vi faktisk i forvejen i form af børnechecken. Det er den mindst indgribende og mindst formynderiske måde at støtte forældreskabet på. Så kan forældre selv beslutte, om man vil bruge pengene på at tage barsel, hyre hjælp udefra eller noget helt tredje, man har behov for i den enkelte familie. En supplerende fordel er, at man kommer ud over, at barselssubsidier bliver hijacket til andre formål end at tilskynde forældreskab og sikre barnet en god barndom såsom at fremme kvinders karriere. Vi har i Danmark tradition for, at løn-og arbejdsvilkår fastlægges i forhandling mellem arbejdsgiver og arbejdstager, enten via overenskomst suppleret med lokale og individuelle forhandlinger eller via helt individuelle forhandlinger. Fordelene ved denne decentrale tilgang er, at man kan tilpasse sig forholdene i de enkelte brancher og virksomheder og tage hensyn til den enkelte medarbejders ønsker og behov.
Det er overset i debatten om øremærket barsel, at store dele af udgifterne til barsel slet ikke dækkes af skatteyderne, men af virksomhederne og borgerne selv, og ikke er reguleret af politikerne, men af overenskomster eller individuelle aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Barselsdagpengene svarer til dagpengesatsen, som er på 19.300 kr. i 2021 og skattepligtig. De fleste har højere løn end det. I det omfang, en virksomhed betaler fuld eller delvis løn under barsel, får virksomhederne refunderet de 19.300 kr., men ikke resten. Hvem der er berettiget til hvor meget i barselsbetaling, afhænger altså i høj grad af aftaler indgået mellem arbejdsgivere og arbejdstagere - enten kollektive eller individuelle.
Øremærket barsel kunne derfor have været forhandlet decentralt mellem parterne, hvis en eller flere af dem havde ønsket det, og der kunne have været taget decentrale hensyn, som vi har tradition for på det danske arbejdsmarked. Sådan blev det ikke, og det skyldes primært, at den øremærkede barsel kræves gennemført af et EUdirektiv. Der har ikke været meget debat om det rimelige i, at EU blander sig i den slags. Et stort flertal af befolkningen ønsker end ikke, at deres nationale folkevalgte politikere skal blande sig. Gud ved, hvor mange der finder, at det er et EU-anliggende? Det kunne være værd at undersøge i en ny meningsmåling. EU bør være stærkt og træffe beslutninger på de områder, hvor fælles regler er påkrævet. Det gælder f. eks. det indre marked. Derimod bør medlemslandene sige fra, når EU blander sig unødigt.
Der er blevet affyret påstande i denne debat, som var det salver fra et maskingevær. Det har knebet mere med dokumentationen. Man kunne bestemt forestille sig, at det er godt for små børn at være mere sammen med en far på barsel. Men man kunne også forestille sig, at det er godt for børn at være sammen med den forælder, der har mest lyst til at være på barsel. Så vidt jeg som lægmand kan vurdere, er vores viden om dette begrænset. Det taler for, at vi overlader disse beslutninger til familierne.
Generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, sagde i P1-programmet "Bagklog" lørdag den 25/ 9, at mænd, der ikke "gider" at gå på barsel, skal lade være med at få børn. Andre har i debatten fremført lignende intolerante synspunkter. Fædre er angiveligt dårlige forældre, hvis de ikke vil tage barsel. Jeg har svært ved at se forskel på disse meldinger og på at udskamme karrierekvinder for at være dårlige mødre. Et liberalt demokrati med frie borgere fordrer, at vi som udgangspunkt har tillid til hinanden og dermed også til hinanden som forældre: at forældre vil deres børn det bedste og har bedre forudsætninger end alle andre til at vurdere, hvad der er godt for lige præcis deres børn - både forældre og børn er faktisk alle forskellige.
Øremærkning kan måske hjælpe nogle familier til at få en for dem bedre fordeling af barsel mellem mor og far, men for andre familier vil det virke modsat.
(Bragt i Jyllands-Posten d. 29. september 2021)
