EU-Kommissionen ønsker at udvande statsstøttereglerne yderligere. Det er Danmark og andre nordeuropæiske lande traditionelt imod, men fordi det gøres til et spørgsmål om grøn omstilling, satser man på mindre modstand.
Landene har dog modtaget forslaget med større skepsis, end Kommissionen nok havde regnet med – og også end den danske regering først lagde op til.
Der er dog samtidig kommet stærk opbakning fra virksomheder med udsigt til støtte, blandt andet brintbranchen.
De begrunder det med, at den omfattende statsstøtte til grøn industri, som Biden har fået gennemført, vil suge investeringer til grøn omstilling ud af Europa, og at ”lige konkurrence” kræver, at EU matcher den amerikanske støtte. Det er bare ikke rigtigt.
Grøn energi på amerikanernes regning
For det første er der ikke en bestemt mængde kapital i verden til grøn omstilling, vi skal konkurrere om. Jo mere grøn omstilling, desto større andel af de globale investeringer vil området tiltrække. I årevis har vi i EU kritiseret blandt andet USA for at gøre for lidt for grøn omstilling, men nu skal de altså kritiseres for at gøre mere og ”stjæle” af vores omstilling.
Argumentet for at støtte grøn omstilling i Danmark har hidtil været at gå foran og inspirere andre gennem at afholde nogle af udviklingsomkostningerne. Men her vendes det på hovedet. Det eneste konstante er ønsket om statsstøtte.
For det andet er der intet ved amerikansk statsstøtte, som kræver et modsvar. For andre former for handelspolitik kan det i teorien diskuteres, men ikke ved statsstøtte. Ulempen ved USA’s statsstøtte er, at det gør den grønne omstilling dyrere end nødvendigt for amerikanerne, men til gengæld gør den det billigere i udlandet, hvor vi kan importere grøn teknologi og energi delvist på amerikanernes regning.
Det er essentielt det samme, som danske politikere har fremhævet som fordelen for omverdenen ved, at vi gennem støtte til grøn teknologi baner vejen for andre lande ved at gøre deres omstilling billigere.
Naturligvis er der en udfordring for nogle europæiske virksomheder, som må omstille noget af deres produktion som følge af den amerikanske politik. Det er også herfra det kraftigste krav om ”gensvar” kommer.
Men for det danske samfund som helhed er det en gevinst, at de amerikanske skatteydere betaler. En del af fordelen er, at pengene i Europa rækker til mere grøn omstilling – ikke mindre.
For det tredje er statsstøtte til udvalgte formål og industrier ikke en omkostningseffektiv måde til grøn omstilling. Langt de fleste økonomer er enige om, at omstillingen bør drives af en høj, ensartet pris på drivhusgasser, blandt andet i form af afgift.
Det er også essensen i den grønne skattereform fra sidste år. Prissætning af drivhusgasser giver en indirekte tilskyndelse til alle teknologier, som sænker drivhusudledningen og sikrer, at vi vælger de billigste.
De argumenter, der fremføres for at støtte eksempelvis brint, er præcis det modsatte: At det er en dyr teknologi, som derfor har ekstra brug for støtte. Men at støtte de dyreste løsninger giver mindre omstilling. Derfor er det vigtigt, at prisen på drivhusgasser får lov at stå alene. Ellers er det ikke længere omkostningseffektivt.
Omfordeling fra lønmodtagere til kapitalejere
Storpolitisk er det – udover unødige subsidier – særdeles skadeligt med en transatlantisk handelskonflikt netop nu, hvor Vesten er i konflikter med regimer som Rusland og Kina. Der er snarere brug for mere sammenhold. Vi er afhængige af fortsat velvilje i den amerikanske befolkning over for at sende militært udstyr til Ukraine og bidrage til en konflikt i EU's baghave.
I sidste ende afhænger Vestens sikkerhed og evne til at håndtere problemer som klima og energi af vores velstand. Og det afhænger igen af en fri, dynamisk markedsøkonomi. Protektionisme og statsstøtte tærer på den velstand, som er vores ultimative ressource.
Det er en høj velstand, der har gjort det muligt eksempelvis at fylde naturgaslagrene op under energikrisen, at sikre befolkningerne hurtig adgang til vacciner under pandemien og at presse Rusland økonomisk og militært.
Der er måske nogen på venstrefløjen, som hilser statsstøtten og protektionismen velkommen, fordi den er ”antikapitalistisk”. Men det er ikke en ”antikapitalisme”, som tilgodeser traditionelle venstrefløjssynspunkter.
Som udgangspunkt er statsstøtte en omfordeling fra lønmodtagerne til udvalgte kapitalejere, og selv om nogle af pengene kan ende hos lønmodtagerne igen, er der et samlet tab, fordi produktivitet og løn bliver lavere.
Kapitalejere, der er dygtige til lobbyisme, vil derimod kunne opnå en varig gevinst. Der er den samme effekt af andre former for ”aktiv industripolitik”, som er kommet på mode i Bruxelles.
En del af statsstøtten vil blive finansieret med fælles EU-låntagning – heldigvis har der i denne omgang dog været modstand mod yderligere låntagning. Fælles låntagning indebærer omfordeling mellem EU-landene og vil let fortrænge den interne fordelingspolitik i rigere lande som for eksempel Danmark.
Derfor bør det især være venstrefløjen i disse lande, som bør modsætte sig yderligere omfordeling mellem EU-landene – eksempelvis med udspring i fælles lånoptagelse, større EU-budgetter og flere flertalsafgørelser.
Bragt i Altinget den 11. februar 2023.
