Vi skal ikke bruge vores rigdom på velfærd

Det går godt derude i det økonomiske sommerland. Velstanden er høj, arbejdsløsheden lav, formuen stor og de offentlige finanser er stærke.

Vi er det sjette mest velstående land i OECD. Ikke fordi vi arbejder meget. Puha nej, der ligger vi nummer 29 i OECD. Men fordi vi er produktive. Her ligger vi nummer fire.

Grunden til, at Danmark har opnået dette høje velstandsniveau, er reformer. Det er skattereformerne de sidste fire årtier, arbejdsmarkedsreformerne de sidste tre årtier. Det er budgetloven, velfærdsaftalen, selskabsskattereduktion og efterlønsreformer.

Alligevel er der problemer med den danske vækstmotor. »Hvorfor?,« tænker du måske, »går det ikke meget godt?«. Og jo, på kort sigt er den økonomiske vækst ikke under pres. I 2024 forventes den at lande på 2,7 procent (1,6 procent uden Novo Nordisk og råstofindvinding). Men i et større perspektiv. Hold nu fast.

I det 20. århundrede lå BNP-væksten i gennemsnit på knap tre procent om året. Siden 1986 har den økonomiske vækst i gennemsnit været 1,7 procent om året, hvoraf 0,5 procentpoint kan henføres til reformer. Det giver en underlæggende vækst på 1,2 procent per år.

En afgørende årsag til denne økonomiske afmatning er, at produktivitetsvæksten nærmest er i frit fald. I 1970erne lå den i gennemsnit på fire procent om året. De seneste seks år har den ligget på en procent. Hvorfor den er faldet, er omdiskuteret. Men bureaukrati og en stor offentlig sektor er ikke just befordrende for produktivitetsvæksten. Og selvom regeringen de seneste uger har lanceret både iværksætterpakke og en pakke for generationsskifte samt forskning og udvikling, så er effekterne så små, at de knapt nok kan måles.

Nu sidder du måske og tænker: Hvorfor egentligt al den fokus på vækst? Det kan være svært at se værdien af vækst fra dag til dag. Men fra et helikopterperspektiv bliver det tydeligt. Forestil dig, at vi havde haft den samme diskussion i 1870. Havde vi

dengang stoppet alt vækst og omfordelt alle midler, ville en gennemsnitsdansker i dag kun have 20.000 nutidskroner hver at leve for årligt.

Samtidigt skulle vi leve med det sundhedsvæsen og det sociale sikkerhedsnet, som man havde dengang. Læg hertil alle de videnskabelige landvindinger indenfor for eksempel sundhedsområdet, som du ville gå glip af. Og forestil dig, hvordan det rent socialt vil være at leve i en verden, hvor det, der er vundet af en person, altid er tabt af en anden. Misundelsen trives der, hvor væksten er lav. Når vi får muligheden, bør vi derfor lave skatte- og arbejdsmarkedsreformer, så vi også fremadrettet kan have vækst.

Og det bringer os tilbage til spørgsmålet: Hvordan får vi en årlig vækst på tre procent igen? Der findes en række grydeklare reformforslag, som vil trække væksten op.

For eksempel kunne man afskaffe Arne-pensionen og efterlønnen, sætte folkepensionsalderen op med et år, reducere dimittendsatsen til SU-niveau, afskaffe de forhøjede dagpenge de første tre måneder, og forkorte dagpengeperioden med et halvt år, afskaffe de mest væksthæmmende indkomstskatter (dvs. mellem-, top- og top-topskat), nedsætte selskabsskatten fra 22 til 12 procent, og sikre en flad kapitalskat på 25 procent.

Men det interessante er, at selv når vi gør alt dette og mere til, så giver det et årligt vækstbidrag på 0,7 procentpoint frem mod 2030 og dermed en samlet vækst på 1,9 procent (1,2 + 0,7), hvilket ikke er nok, hvis vi ønsker at løfte væksten til det niveau, som den har været i det 20. århundrede. Der skal mere til.

Hvis vi skal nå en vækst på tre procent, skal vi hente yderligere 1,1 procentpoint fra såkaldte andengenerationsreformer, for eksempel gennem deregulering og effektivisering af den offentlige sektor.

Heldigvis byder den mulighed sig relativt ofte. Lige nu ligger det økonomiske råderum på 58 milliarder kroner Heraf er 26 milliarder kroner reserveret af politikerne til forsvar, grønt råderum, demografisk træk og kommune- og regionsaftaler. Dette giver et sammenlagt frit råderum på cirka 31 milliarder kroner Det er mange penge. Og det er endda selv, hvis man ligger til grund, at der ikke er produktivitetsvækst i det offentlige, og at det offentlige forbrug skal følge udviklingen i demografien.

For 31. milliarder kroner kunne politikerne for eksempel afskaffe mellem-, top- og top-top-skat samtidigt med, at de afskaffer elafgiften og arveafgiften og nedsætter selskabsskatten med 4,5 procentpoint til 17,5 procent.

Det er dog ikke den vej, som vinden blæser i det økonomiske sommerland. Det meste af råderummet vil blive brugt på mere velfærd og omfordeling. Og det er ærgerligt. Vi burde skabe mere rigdom frem for at fordele den rigdom, vi allerede har.

Bragt i Berlingske den 2. august 2024