I eventyret ”Kejserens nye klæder” minder H.C. Andersen os om, at man ikke skal stole blindt på autoriteter. Men på den anden side kræver vores teknologisk avancerede samfund, at vi har tillid til andres ekspertise.
Undersøgelser af forskellige faggruppers troværdighed viser, at eksperter og forskere har tårnhøj troværdighed – i hvert fald når folk bliver bedt om at vurdere dem generelt.
Fornemmelsen af, at der alligevel er sket en udvikling i retning af øget skepsis over for eksperter, tror jeg bedst kan forstås ved at skelne mellem ekspertviden anvendt henholdsvis uden for og inden for det politiske rum.
Uden for det politiske rum kan vi ofte nære en mild skepsis over for eksperter, blandt andet fordi de selv kan have økonomiske interesser i sagen.
Tømreren og tandlægen tjener penge på at anbefale et nyt tag eller en tandkrone. Men de har begge både deres faglige stolthed og navn og rygte at tænke på. De ved også, at du som kunde har en stærk egeninteresse i at komme til bunds i sagen. Måske indhenter du flere tilbud eller en second opinion.
Som aktører uden for det politiske rum er vi altså tilbøjelige til at anvende den tilgængelige viden på en forholdsvis rationel måde. Vores loyalitet over for et bestemt mærke – Braun over for Philips eller iOS over for Android – rækker sjældent længere end, at ekspertviden om et bedre eller billigere alternativ får os til at skifte.
Det samme gælder diagnosen fra lægen eller rådgivning fra eksperter i forbindelse med vores arbejde. Uden for det politiske rum lytter vi i det store og hele til eksperter, fordi det går ud over os selv, hvis vi ikke gør.
Med politik forholder det sig omvendt. Her har folk ofte meget stærke følelser for og imod bestemte ideologier og synspunkter, og det er stort set gratis for den enkelte at ignorere information fra eksperter, der siger en imod. Hvis du uden for det politiske rum vælger et forkert produkt, koster det dig dyrt. Der er ikke andre til at betale end dig. Men støtter din nabo en irrationel politik, bliver omkostningen spredt ud over mange – ofte alle skatteydere eller sågar hele befolkningen. Endvidere ved din nabo godt, at sandsynligheden for, at vedkommendes stemme afgør valget, er stort set nul. Omkostningen ved at ignorere eksperter er nul i det politiske rum, og gevinsten kan være den varme følelse, det giver at blive bekræftet i sine fordomme.
Politik spiller en stadig større rolle i vores samfund. De offentlige udgifters andel af bnp er cirka fordoblet siden 1960 og ligger stabilt på omkring 50 procent. Siden 1987 er omfanget af love og regler tredoblet – og regelmængden vokser stadig.
Det politiske rum udvider sig altså og opsluger stadig mere ekspertviden. I det øjeblik, ekspertise bliver politisk, sker det ofte, at den ophører med at blive opfattet som ekspertise. Det er nu bare påstande, og det er pludselig omkostningsfrit at ignorere denne viden.
Økonomer er for længst blevet opslugt af det politiske rum, fordi staten fylder og regulerer så meget. Derfor er der i dag i nogle kredse – især på den politiske venstrefløj – en tendens til at afvise ”økonomisk tænkning” ret generelt.
Det seneste eksempel er kravet om at politisere Finansministeriets regnemodeller, så de når frem til det politisk opportune for venstrefløjen i stedet for det, økonomerne vurderer er det fagligt korrekte skøn.
Hvis vi gerne vil styrke borgerne som informationssøgende, vidende og rationelle individer, skal vi derfor rulle statsmagten og den politiske regulering af borgernes liv tilbage.
Ansvarliggørelse gør klog.
