Vi skal undgå, at forsvaret arver klimapolitikkens problemer

Forsvarspolitikerne bør tage et grundigt syn på den aftale om ”deludmøntning af den grønne fond”, klima- og miljøpolitikerne indgik sidste uge. Den bør tjene til skræk og advarsel om de faldgruber, der er, når politikken på et område er præget af målsætninger om at bruge en bestemt mængde penge for at opnå mere eller mindre tilfældigt fastsatte mål.

På forsvarsområdet er der gradvis blevet skruet op for ambitionerne om at afholde udgifter. Skæringsdatoen for at nå op på NATO-målet om at bruge 2 pct. af BNP er blevet fremrykket ad flere omgange, og det skal nu nås uden at medregne den heldigvis gavmilde danske støtte til Ukraine. Det kan alt sammen være velbegrundet i lyset af den forværrede sikkerhedspolitiske situation i Europa og risikoen for et mindre amerikansk engagement på denne side Atlanten. 

Men netop derfor er det vigtigt, at pengene bruges så effektivt som muligt. Jo mere vi får for pengene, desto bedre sikkerhed. Desværre følger der store risici med at erklære et mål om at bruge penge. Det tiltrækker nogle, der har interesse i at få del i dem uden nødvendigvis at levere mest muligt til gengæld. Politikerne kan fremstå handlekraftige og samtidig tilgodese interesser i baglandet.

At det ikke er en helt hypotetisk risiko, kan man som sagt få vished om, ved at se på udmøntningen af den grønne fond. Anledningen er en ret tilfældigt valgt klimamålsætning for 2025, klistret oven på det i forvejen tilfældige 2030-klimamål. Det har ført til, at man justerer i afgifterne på dieselkøretøjer. Samtidig drysses penge fra den politisk aftalte ”grønne fond” med let hånd ud over politisk favoriserede formål - i flere tilfælde uden nøjere overvejelser om den konkrete anvendelse. 

Sigtet om at begrænse klimaforandringerne så omkostningseffektivt som muligt fortaber sig i horisonten. Det til trods for at de fleste er klar over, at den mest effektive klimapolitik går ud på at prissætte drivhusgasudledningerne ensartet, helst svarende til skadevirkningen eller til internationalt fastsatte mål, og ikke i diverse offentlige støtteordninger.

På forsvarsområdet kan det være vanskeligere at gennemskue, hvordan midlerne anvendes bedst muligt. Derfor bør politikerne binde sig til dels et princip om mest mulig forsvar for pengene, dels at skal foreligge et grundig analytisk beslutningsgrundlag. Det vil måske endda gøre nemmere at sige nej til skuffede særinteresser, at man følger nogle klare principper. Også her kan man lære af erfaringerne fra klimaområdet. 

Bragt i JP Finans den 23. april 2024