Har demokratiet ret til at forsvare sig selv med antidemokratiske midler?
Men hvordan skal vi egentlig forholde os til vores demokrati, når det kæmper for sin egen overlevelse med ikkedemokratiske midler?
Udgivet d.
22. november 2019 - 07:56
Debat
Demokrati
Det er min erfaring fra en menneskealder i centraladministrationen, at de fleste politikere er bedre end deres rygte.
Her er et paradoks: Vi har langt mindre respekt for politikerne, end de fleste fortjener. Men vi har overdreven tiltro til politik.
Politikerne havner gerne i den laveste ende, når man spørger folk om deres respekt for forskellige faggrupper. Ifølge forskningsprojektet Danske valg er andelen af vælgere med tillid til politikerne endda faldet drastisk i løbet af de seneste ti år.
Det er min erfaring fra en menneskealder i centraladministrationen, at de fleste politikere er bedre end deres rygte. De er ofte gået ind i politik ud fra en dyb overbevisning og et oprigtigt ønske om at gøre samfundet bedre. De er gennemgående saglige og engagerede.
Det er derimod begrænset, hvad det politiske system kan udrette. Det er der systemiske årsager til. Politisk styring er ikke en god måde at løse de fleste problemer på. Det skyldes dels problemer med at opsamle tilstrækkelig information centralt, dels politikernes incitament til at blive genvalgt.
Det er svært at bebrejde politikerne at reagere på incitamenterne. Gør de ikke det, bliver de selekteret fra til fordel for nogen, der gør. Lige som virksomheder bliver tvunget af konkurrencen til at levere de produkter, forbrugerne ønsker, så effektivt som muligt, bliver politikere i høj grad tvunget til at træffe de beslutninger, der giver valg.
Desværre belønner vi ofte erklærede intentioner, snarere end faktiske resultater. Det driver politikerne i retning af symbolpolitik og at demonstrere handlekraft ved at afsætte bevillinger. Venstres netop fremsatte finanslovsforslag giver 500 mio.kr. mere end regeringens til grøn omstilling – uden at man kan svare på til hvad.
Vælgerne er naturligt nok mere villige til at give politikerne magt, hvis samfundet står over for en stor fare. Det er derfor et gammelt kneb at tale truslerne op. Desværre synes Mette Frederiksen at være tiltrukket: »Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov eller lyst til«, erklærede hun for nylig.
Når politikerne føler sig tiltrukket af at vise den slags handlekraft, er det, fordi de tror, det i sidste ende bliver belønnet. De er måske også påvirket af, hvordan vælgere i udlandet ud fra faldende respekt for etablerede politikere og tilsyneladende stigende naivitet om, hvad politik kan udrette, har givet populistiske bevægelser vind i sejlene.
Vi vælgere bør respektere politikerne mere, men forvente mindre af politik.
Men hvordan skal vi egentlig forholde os til vores demokrati, når det kæmper for sin egen overlevelse med ikkedemokratiske midler?
Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat.