Der er en overhængende risiko for energipolitiske fejlgreb, som kan påføre os store omkostninger i mange år. Sidste uge bød på flere nyheder, som tilsammen bør få alarmklokkerne til at ringe.
EU-Kommissionen fremlagde sin plan for uafhængighed af russisk gas. Planen er svag i forhold til den egentlige udfordring: Risikoen for et snarligt afbræk af de russiske gasforsyninger, der i dag står for en tiendedel af EU’s energiforbrug.
Til gengæld blev der skruet op for de langsigtede planer for vedvarende energi. Planen blev annonceret i Esbjerg, hvor der også blev fremlagt en aftale mellem Danmark, Tyskland, Belgien og Holland om at udbygge Nordsø-vindkapaciteten til mere end det tidobbelte. Den kom i forlængelse af den danske regerings ”Danmark kan mere II”, som ligeledes annoncerede massiv vindudbygning.
Mere vindenergi i Nordsøen kan udmærket være en del af navnlig fortrængningen af drivhusgas på længere sigt. Men det kræver, at det sker fuldstændig på markedsvilkår, og uden anden statsstøtte end den prissætning af drivhusgas, som sker gennem kvotesystemet og CO2-afgifter.
Det kræver også et tarifsystem, hvor producenterne bærer de fulde omkostninger, herunder de store omkostninger ved at belaste elnettet med ujævn elforsyning. Og det kræver, at der ikke ydes statsstøtte til lagring eller at omdanne elektriciteten til brændstoffer.
Derfor var ugens anden nyhed ildevarslende.
Vindmølleindustriens tungeste lobbykanoner, herunder det statsejede selskab Ørsteds, blev kørt i stilling med krav om, at de danske vindudbud ikke skal fokusere på pris. Ellers vil dansk produktion blive fortrængt af mere konkurrencedygtige udenlandske producenter.
Med andre ord forlanger repræsentanterne for det såkaldte ”vindmølleeventyr”, at skatteydere og forbrugere skal betale mere for strømmen end nødvendigt for at gøre forretningen konkurrencedygtig. Det vil trække i den stik modsatte retning af at gøre vindudbygningen markedsbaseret.
Det bør regeringen sige nej til. Og EU, der har det som en kerneopgave at forhindre statsstøtte og protektionisme, burde rasle med sablen.
Men når politikerne først har forlovet sig med en bestemt teknologi, og når der er opstillet svulstige målsætninger, bliver man uvilkårligt gidsler af dem. EU-Kommissionens troværdighed kan efterhånden ligge på et meget lille sted.
Politikfejl på energiområdet kan koste dyrt langt ind i fremtiden. Energisystemer er langsigtede investeringer. Danmark og EU har brug for energipolitikere, der tænker langsigtet. Dem har vi alt for få af.
Bragt i Finans d. 30. maj 2022.
