Jobopslag: CEPOS søger studentermedhjælper
Udgivet d. 17. september 2024 - 11.08
Interesserer du dig for spændingsfeltet mellem politik, regulering og økonomi? Er du en af de bedste studerende på din årgang? Og vil du lære af nogle af Danmarks dygtigste økonomer?
Hvis ja, så er det dig, vi leder efter!
CEPOS søger en dygtig student til at bistå med at udarbejde analyser af højt fagligt niveau, der vil præge den økonomiske dagsorden i Danmark.
CEPOS er en uafhængig borgerlig-liberal tænketank, der gennem analyser af samfundsindretningen søger at påvirke nutidens og fremtidens beslutningstagere. Vi kan tilbyde dig et meget fagligt miljø, hvor du i praksis får mulighed for at bruge de værktøjer, du lærer på studiet.
Om stillingen:
- Du kommer til at arbejde med analyser af den offentlige sektor herunder de økonomiske konsekvenser og effekterne på samfundsniveau.
- Du får mulighed for at udnytte din faglige viden inden for bl.a. mikroøkonomi og økonometri. Desuden vil du få rig mulighed for at specialisere dig i fx Excel, R eller Python.
- Du vil få trænet din analyseevner i forhold til at forstå konsekvenserne af politik og regulering.
Hos CEPOS vil du komme til at indgå i et team af studenter, som arbejder tæt sammen med vores økonomer. Her vil du skulle indsamle og strukturere information samt udarbejde mindre, selvstændige analyser. Du vil arbejde med samfundsrelevante problemstillinger, og opgaverne er meget varierede. Du vil opleve et godt og socialt studentermiljø og få mulighed for at opbygge et enestående og værdifuldt netværk.
Generelt om din profil:
- Du er stud.polit, stud.scient.pol, stud.mat-øk eller lignende. Du er mindst ét år inde i studiet og er mindst 1½ år fra kandidateksamen
- Du er god til at tænke som en økonom
- Du har en skarp analytisk sans og evner inden for talbehandling og eventuelt særlig interesse for økonometri.
- Du har evnen til og ønsket om at dygtiggøre dig og engagere dig i dine opgaver.
- Du har flair for kommunikation, da du vil skulle assistere med udformning af analyser, der vil sætte dagsordenen i landsdækkende aviser.
- Du er ambitiøs, ansvarsfuld, pligtopfyldende, social og altid klar til at give en hjælpende hånd, når der er brug for det.
Arbejdstiden er i gennemsnit 15 timer om ugen, men vi er meget fleksible i forhold til undervisning og eksamener.
Ønsker du et stærkt fagligt fokus kombineret med et unikt politisk miljø, så send os en ansøgning. Vedlæg CV, eksamenskarakterer og relevante bilag.
Deadline for ansøgning er hurtigst muligt. Vi venter gerne på den rette, men du kan starte, så snart det passer dig. Du skal sende ansøgningen elektronisk til [email protected]. Ansøgningen skal indeholde en kort motivering, CV og karakterblad. Du kan finde mere information om CEPOS på www.cepos.dk. For eventuelle spørgsmål kan du ringe til Karsten Bo Larsen på 41 22 04 76.