CEPOS' Minerva-Netværket, et samlingspunkt for borgerlige kvinder i alderen 20 til 35 år, der engagerer sig i politik, samfund og kultur. Vores formål er at skabe et forum, hvor ligesindede kvinder med et højt ambitionsniveau har mulighed for at dele erfaringer, skabe nye relationer og udvikle sig både fagligt og professionelt.
Som medlem af netværket vil du have eksklusiv adgang til en række arrangementer og aktiviteter hos CEPOS, herunder debatter, workshops, netværksmøder og sociale begivenheder. Vi mødes årligt til fire faglige arrangementer, der består af fyraftensmøder af 1,5-2 timers varighed med fokus på enten aktuelle emner eller din professionelle udvikling. Udover netværkets faglige arrangementer inviteres du også til to årlige sociale arrangementer. Medlemskab og deltagelse i netværkets faglige arrangementer er gratis. Der er i øjeblikket lukket for optag af nye medlemmer.
Vi forventer, at du deltager aktivt og prioriterer din deltagelse i netværkets faglige arrangementer. Du skal være indstillet på at engagere dig i din egen, såvel som de andre netværksmedlemmers, faglige og professionelle udvikling. Det er ikke en forudsætning for optagelse, at du i forvejen er politisk aktiv eller medlem af et politisk parti. Vi forventer dog, at du interesserer dig aktivt for politik og samfundstendenser - og ønsker at arbejde for et friere og rigere samfund med individet i centrum.
Vi har valgt at navngive vores kvindenetværk efter gudinden Minerva, der i romersk mytologi var beskytter for visdom, retfærdighed, kunst, handel og håndværk. I slutningen af 1700-tallet var Minerva også navnet på et populært tidsskrift, udgivet af borgerligt sindede medlemmer af litteraturselskabet Drejers Klub. Navnet Minerva er i en dansk historisk kontekst synonymt med oplysningstidens friheds- og reformtanker samt ønsket om at samle borgerlige til samtale, idéudvikling, venskab og debat.