Bag Om Nyhederne
I Bag Om Nyhederne fører ekspertpanelet dig hver uge dybere ned i substansen af de vigtigste aktuelle dagsordner i medierne. Programmet sætter fokus på vinkler der har været glemt, underbelyst eller misforstået, og slutter hver uge med den prestigefyldte kåring af ’Ugens Lyspunkt’ samt den mindre prangende ’Ugens Skævert’. Bag Om Nyhedernes CEPOS-ekspertpanel består af direktør Jes Brinchmann, cheføkonom Mia Amalie Holstein, analysechef Otto Brøns-Petersen og forskningschef Karsten Bo Larsen.
Jes & Friheden
Er danskerne i færd med at veksle deres frihed til fordel for velfærdsstatens løfter om krisehåndtering og tryghed – så længe vi indordner os efter systemets logikker? Det er omdrejningspunktet for CEPOS-podcasten Jes & Friheden. Hvert afsnit er en samtale med en gæst, som sammen med Jes reflekterer over betydningen af frihed og dens værdi for vores livsførelse, relationer og fællesskaber. Ambitionen er at give modspil til tidsåndens katastrofetænkning med fremtidstro og eksempler på, hvorfor frihed under ansvar ikke er en straf, men kilden til en meningsfuld tilværelse.