Politikere har travlt med at overbyde hinanden med nye familiepolitiske initiativer i håbet om, at fødselsraten mirakuløst stiger.
At vise omsorg for pressede børnefamilier er med god grund blevet tidens mantra.
For mange forældre er det en daglig kamp at få hverdagen til at hænge sammen med arbejde, børn, fritidsinteresser og kvalitetstid. Udfordringen er tydelig, og behovet for et pusterum er ikke til at tage fejl af. Men er det et nyt problem?
Spørgsmålet er, om tidens familiepolitik rent faktisk både er en barmhjertig håndsrækning og vil virke efter hensigten. Tag for eksempel Socialistisk Folkepartis forslag om fem barn-syge-dage eller Dansk Folkepartis økonomiske »bonus« til forældre, der får mere end to børn. Dagsordenen er klar: »Vi skal have nogle flere børn,« som Lars Løkke Rasmussen sagde ved Moderaternes årsmøde tidligere i år.
Man forsøger at vende kursen på et globalt fænomen, hvor befolkninger i velstående lande ganske enkelt får færre børn. Men er økonomiske gulerødder og snuptagsløsninger en løsning på ønsket ændret adfærd?
Er der virkelig nogen, der vælger at stifte familie, fordi de får et par ekstra sygedage, eller udvider familien med et tredje barn, fordi de modtager en check i postkassen? Det virker usandsynligt.
Hvorfor skal familielivet overhovedet være genstand for et politisk puslespil, hvor staten forsøger at skubbe brikkerne på plads? Er det ikke mere rimeligt at tro på, at danskerne selv er i stand til at afgøre, hvornår og hvor mange børn de ønsker sig?
Politikernes nervøsitet over de faldende fødselsrater er på mange måder et fatamorgana. Der er ingen entydig evidens for, at lande med faldende befolkningstal ikke kan opleve både vækst og velstand - tværtimod. Nu er også spørgsmålet om at få børn blevet en politisk kampplads helt ind i hjemmet hos danskerne med formynderiske tilskyndelser.
Dette er desværre udtryk for en bekymrende tendens, hvor borgerne ikke ses som mål i sig selv, men som midler til at holde velfærdsstatens maskineri kørende. Danskerne bliver bedt om at »stå lidt længere ved samlebåndet« og hente deres børn som de sidste i børnehaven - og de skal ovenikøbet være stolte af det. Alt dette for at opretholde et velfærdssystem, hvor omkostninger for at opretholde systemet tager fart - Baumols syge - uden det giver en bedre oplevet velfærd for pengene.
I stedet for at hælde borgernes penge i et umætteligt system, burde vi spørge os selv: Hvad har familierne egentlig brug for?
Svaret er frihed. Frihed til selv at vælge, hvordan deres liv skal indrettes. Og det er ikke politikerne, der skal svare på det spørgsmål - det er familierne selv.
En af de mest effektive måder at give familierne denne frihed på er at lade dem beholde en større andel af den løn, de selv tjener. En lavere skat på arbejde giver familierne bedre muligheder for selv at bestemme, hvad der er bedst for dem - om det er mere fritid, børnepasning, rengøringshjælp eller en madkasseordning.
Den bedste måde at få forældrene til at sænke skuldrene på er ved at lette en af verdens tungeste skattebyrder. Familierne fortjener friheden til at vælge deres egne løsninger, til at tilpasse deres hverdag efter egne behov og værdier og til at finde deres egen balance mellem arbejde og familieliv. Det kan godt være, at fornyet overskud fra et større husholdningsbudget giver danskerne lyst til at stifte familie eller få flere børn - men det bør kun være deres beslutning, ikke statens.
Bragt i Berlingske den 27. august 2024
