Reformer der øger vækst og beskæftigelse øger også uligheden

Når man ser på de konkrete reformer, der er gennemført i Danmark de seneste 2 årtier, så er der en klar positiv sammenhæng mellem reformernes effekt på beskæftigelse og ulighed. Dvs. reformer, der øger beskæftigelsen, øger også uligheden, jf. figur og tabel herunder. 

Eksempelvis løfter Thornings skattereform fra 2012 beskæftigelsen med ca. 16.000 personer i 2025, blandt andet gennem en forhøjelse af topskattegrænsen finansieret af mindreregulering af overførselsindkomster. Det øger incitamentet til at komme i job samt til at arbejde ekstra. Men det øger også indkomstforskellene, fordi overførselsmodtagere har relativt lave indkomster, mens topskatteydere har relativt høje indkomster.  

Tilsvarende løfter S-R-SF-regeringens kontanthjælpsreform fra 2013 beskæftigelsen med 6.000 personer i 2025. Det skyldes blandt andet at unge under 30 år uden uddannelse får nedsat ydelsen til SU-niveau. Det øger incitamentet til at finde et arbejde eller gå i gang med en uddannelse. Samtidig indebærer de lavere ydelser øget ulighed. 

Sammenhængen mellem beskæftigelse og ulighed indebærer et klart trade-off. Hvis man ønsker at øge vækst og beskæftigelse, så må man acceptere en mindre stigning i uligheden. En mindre stigning i uligheden burde også være acceptabel i lyset af, at Danmark er blandt de mest lige lande i OECD.  

Og omvendt, hvis man politisk ikke ønsker at øge uligheden, så betyder det, at der er begrænsede muligheder i forhold til at øge beskæftigelsen gennem reformer.