I Danmark følger overførselsindkomster lønudviklingen i den private sektor gennem satsreguleringen. Derfor vil de højere lønninger også slå igennem på overførselsindkomsterne. En dagpengemodtager vil derfor få en stigning på 2.000 kr. årligt før skat, mens en folkepensionist vil opleve en stigning på 1.600 kr. årligt. Samtidig vil offentligt ansatte også opleve en lønstigning, fordi de gennem den såkaldte reguleringsordning opnår omtrent samme lønstigning som ansatte i den private sektor.
En reduktion i selskabsskatten på 5 point vil desuden øge BNP med 14 mia. kr. ifølge Finansministeriet, primært gennem øget produktivitet. Beskæftigelseseffekten vil være på ca. 1.500 personer. Provenutabet efter tilbageløb og adfærd er på 6 mia. kr. Dette provenutab kan finansieres af råderummet på de offentlige finanser.
Der er naturligvis usikkerhed om ovenstående skøn for løneffekter af lavere selskabsskat, men der er tale om Finansministeriets bedste skøn. Usikkerheden trækker i begge retninger, og indebærer at effekterne kan være enten større eller mindre end Finansministeriets skøn.