200.000 personer ekstra i beskæftigelse ved stop for efterløn og forhøjelse af pensionsalder
Udgivet d.
8. januar 2008 - 00:00
Analyse
Beskæftigelse
Den økonomiske vækst bremses i de kommende år af mangel på arbejdskraft. Regeringen forventer således, at den årlige vækst i dansk økonomi vil udgøre 1,3 pct. frem mod 2015, mens de økonomiske vismænd forventer en vækst på 1,1 pct. Dette er omkring halvdelen af den vækst, vi har været vant til de seneste årtier.
Hvis væksten skal øges til en normalvækst på omkring 2 pct. årligt, kan det fx ske ved at øge beskæftigelsen med omkring 200.000 personer. Også finanspolitikken er afhængig af, at den strukturelle beskæftigelse øges. Ifølge den seneste vismandsrapport er finanspolitikken uholdbar svarende til, at der skal strammes med 1,4 pct. af BNP. I den forbindelse er det relevant at overveje et stop for tilgangen til efterløn. Beskæftigelsesfrekvensen blandt de 60-64 årige ligger med 41 pct. i midterfeltet i OECD (15. højeste beskæftigelsesgrad i OECD), og dermed lavere end i lande, vi normalt sammenligner os med, herunder Sverige, Norge, Schweiz og Island. Dette viser, at der er et beskæftigelsespotentiale i aldersgruppen 60-64 årige.
Såfremt tilgangen til efterløn standses i år, vil beskæftigelsen vokse med 12.000 personer i 2008, og i 2012, hvor efterlønnen er udfaset, er beskæftigelsen øget med ca. 100.000 personer. Dermed ville beskæftigelsesgraden for 60-64 årige stige fra 41 til 71 pct. (den 2. højeste i OECD). Væksten i beskæftigelsen og de færre personer på overførsler forbedrer holdbarheden på de offentlige finanser med 0,7 pct. af BNP eller ca. 12 mia.kr. Det fremgår af beregninger, som DREAM har udført for CEPOS.
Beregningerne viser også, at såfremt pensionsalderen i 2013 øges fra 65 til 66 år, vil beskæftigelsen blive forøget med ca. 150.000 personer i 2013 (inklusiv effekten af bortfald af efterløn). Såfremt pensions-alderen yderlige øges til 67 år i 2014, vil beskæftigelsen øges med ca. 200.000 personer i 2014 (i forhold til det nuværende regelsæt). I dette scenarie forbedres holdbarheden på de offentlige finanser med 1,1 pct. af BNP eller ca. 19 mia.kr. Løftet i beskæftigelsen vil øge den gennemsnitlige årlige vækst i perioden 2008-2015 fra 1,3 til 2,2 pct.
Enlige forsørgere rammes af lavindkomstfælder
Enlige forsørgere har lille gevinst ved lavtlønsjob og høj marginalskat. Nænsom boligstøttereform kan reducere disse udfordringer, samtidig med at der sikres et rimeligt forsørgelsesgrundlag, viser ny CEPOS-analyse.