CEPOS logo

Arne-pensionen er en fuser – og det er en god nyhed

Udgivet d.

24. september 2024 - 13:12

Debat

Beskæftigelse

Pension

Af Jørgen Sloth – bragt i Dagbladet Børsen den 24. september 2024

Da Mette Frederiksen kom med sin pensionsmelding for lidt over en måned siden, udtalte hun: “For fire år siden lavede vi Arne-pensionen som den første beskyttelsesring. Nu er tiden kommet til, at vi laver den næste”.

Og i sidste uge gentog hun budskabet. Derfor er det nærliggende at se på, hvor stærk en beskyttelsesring Arne-pensionen har været.

Da man aftalte Arne-pensionen tilbage i oktober 2020, forventede man, at 32.000 ville bruge den i 2024. Det seneste tal viser, at knap 13.000 bruger Arne-pension i 2024. Altså hele 60 pct. færre, end man forventede, da man indgik aftalen for under fire år siden.

Antallet på ordningen har ligget stort set fladt det seneste år, og Finansministeriet forventer da heller ikke, at der kommer flere på ordningen frem til 2030.

Virkeløs beskyttelsesring

Men faktisk er det en klar overvurdering af, hvor mange der reelt har haft mulighed for at trække sig tidligere tilbage som følge af Arne-pensionen. For Arne-pensionen er indrettet sådan, at der for mange er en økonomisk fordel ved at bytte efterløn ud med Arne-pensionen.

Det var et smart træk af Mette Frederiksen til at få det til at se ud, som om at mange ville få bedre mulighed for tidlig tilbagetrækning pga. Arne-pensionen. Selv Arne var faktisk berettiget til efterløn.

Men en analyse har undersøgt, hvor mange der reelt er kommet på Arne-pension, når man renser for, hvor mange der er kommet fra f.eks. efterløn. Det korte svar er, at den samlede nettoeffekt på beskæftigelsen er 0.

Arne-pension har altså indtil videre netto ikke sendt flere på tidlig tilbagetrækning. Forfatterne understreger, at de forventer en effekt på længere sigt, og at vi ikke endeligt kan konkludere på effekterne. Men det er alligevel tankevækkende, at der her og nu slet ikke er nogen effekt af Arne-pensionen, ifølge undersøgelsen.

Så når Mette Frederiksen taler om Arne som en beskyttelsesring, så har det hidtil været en tæt på virkningsløs beskyttelsesring.

En undersøgelse har derudover vist, at kun to ud af ti på Arne-pension i høj eller meget høj grad føler sig fysisk nedslidt. TV2 fulgte op med en historie om en hockeyspillende Arne-pensionist.

Det er ikke overraskende, for nedslidning er slet ikke et kriterie i Arne-pensionen. Det kunne Mette Frederiksen have sat som kriterie, men det valgte hun ikke at gøre.

Mette Frederiksen rejste ellers rundt med en historie om, at der var behov for en ordning, hvor folk kunne trække sig tilbage, inden de for alvor var nedslidte til sokkeholderne.

Naturligvis kan man få raske mennesker til at trække sig tidligere tilbage, hvis blot ydelsen er høj nok. Men det ser altså ud til, at behovet for Arne-pensionen mildest talt har været begrænset.

Mon ikke det i høj grad skyldes, at førtidspension og seniorpension tager hånd om de personer, som er nedslidte? Og at de øvrige danske seniorer i høj grad er sundere og raskere, end Mette Frederiksen går og tror. Og det er jo faktisk en succeshistorie.

Relateret artikel

Hvad tjener man i forskellige jobs?

11. oktober 2024

Hvad tjener man egentligt i forskellige typer af job? Det kan du finde svar på her.

Relateret artikel

Danmark har næstflest offentligt ansatte pr. indbygger blandt OECD-lande

10. oktober 2024

Danmark har næstflest offentligt ansatte pr. indbygger blandt OECD-lande.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed