At danskerne bruger færre penge på mad, er en civilisatorisk sejr – ikke en krise

Bragt i Information d. 21. september 2026

Skrevet af Jes Brinchmann

Lytter man til den politiske debat, skulle man tro, at danskerne ikke længere har råd til mad, og at vi befinder os i en nødsituation, når mere end to millioner ’nødlidende’ borgere modtager en fødevarecheck af staten.

Det er en velkommen politisk bestræbelse at ville forbedre danskernes hverdagsøkonomi, men meget af debatten rammer ved siden af. For ser man nøgternt på udviklingen, er det svært at få øje på nogen egentlig dansk madkrise. Tværtimod peger tallene på noget andet: Danmark er et samfund, hvor de fleste er blevet markant rigere, og hvor mad fylder mindre i privatøkonomien end tidligere.

Det er ikke et problem. Det er et fremskridt.

Historisk har fødevarer udgjort en langt større del af husholdningernes samlede forbrug, end de gør i dag. Efter Anden Verdenskrig gik 38,5 procent af privatforbruget til mad, mens andelen i 2007 var faldet til 14,2 procent. De seneste tal viser, at fødevarer og ikkealkoholiske drikkevarer i 2024 udgjorde 11,1 procent af husstandenes gennemsnitlige forbrug. Det er i virkeligheden en klassisk konsekvens af økonomisk udvikling.

Når mennesker bliver rigere, stiger deres forbrugsmuligheder generelt – men ikke i samme grad deres behov for mad. Som økonomen Ernst Engel har påvist, spiser vi ikke dobbelt så meget, fordi vores indkomst fordobles. Derfor vil mad fylde relativt mindre i budgettet, efterhånden som velstanden vokser.

At fødevarer udgør en mindre del af husholdningernes økonomi, er således ikke et udtryk for afsavn, men for fremskridt. Det betyder, at en mindre del af familiernes ressourcer skal bruges på at dække de mest basale behov. Dermed frigøres penge til at prioritere andre goder: bedre boliger, ferier, kultur og friheden til selv at vælge. Kort sagt giver velstand ikke blot større forbrugsmuligheder. Den giver mere at vælge mellem.

Madpolitik bør bygge på frihed

Det er her, den politiske debat ofte kommer galt fra start. For den behandler madvaner som et problem, der skal statsstyres. Men i et frit samfund bør udgangspunktet være det modsatte: Staten skal ikke definere det gode liv for borgerne, eller om den enkelte dansker vælger økologisk gris eller grøntsager. Den skal beskytte deres frihed til selv at vælge.

Den liberale tænker Isaiah Berlin skelnede mellem positiv og negativ frihed. Positiv frihed handler om, at nogen – ofte staten – vil gøre mennesker ’frie’ ved at lede dem i den rigtige retning. Negativ frihed handler derimod om frihed fra tvang, formynderi og indblanding. Det er den sidste tradition, som den danske madpolitik bør tage afsæt i.

For det er rigtigt, at fødevarepriserne er steget markant i de senere år. Men prisstigningerne er ikke et særligt dansk fænomen. Fødevaremarkeder er globale og påvirkes af blandt andet krig, energipriser, høstår, forsyningskæder og efterspørgsel. Når prisen på for eksempel kakao eller korn stiger, er det et tegn på, at udbud og efterspørgsel ikke længere mødes.

Selvfølgelig påvirker det især husholdninger med lave indkomster. Men prissignalerne er afgørende for velfungerende markeder. Heldigvis er Danmark fortsat et rigt samfund med høj beskæftigelse, stigende indkomster over tid og stigende købekraft.

Den politiske refleks er alt for ofte at gribe ind i velfungerende markedsmekanismer. Politisk foreslås det at fjerne moms på frugt og grønt, halvere moms på fødevarer og fødevarecheck. Fælles for forslagene er ønsket om at gøre noget godt for danskerne. Men løsningerne er upræcise, administrativt tunge og formynderiske.

Differentieret moms gør skattesystemet mere komplekst og åbner for særregler, gråzoner og nye undtagelser. Skatteministeriets analyse viser, at lavere moms på frugt og grønt vil koste staten et milliardbeløb, påføre erhvervslivet administrative omkostninger og skabe vanskelige afgrænsningsproblemer. Er en smoothie for eksempel en frugt eller en dessert? Er en færdigret med grøntsager sund nok? Hvad med juice, frosne grøntsager med sauce eller plantebaserede færdigprodukter?

Jo mere staten forsøger at styre borgernes valg, desto mere detaljeret må den definere, hvilke valg der er de rigtige. Dermed flyttes beslutninger fra borgernes egen hverdag til politiske og administrative systemer. Det er netop overgangen fra negativ til positiv frihed: fra friheden til selv at vælge og til statens idé om, hvad borgerne burde vælge.

Indkøbskurven må ikke blive en moralsk eksamen

Mad er noget af det mest nære i et menneskes liv. Det handler ikke kun om kalorier, priser og varegrupper, men om hverdage, børn, ansvar, kærlighed og overskud. Derfor bør politikerne også være varsomme med at gøre mad til endnu et område, hvor staten skal definere det rigtige valg. For når staten begynder at blande sig i indkøbskurven, blander den sig ikke kun i økonomien. Den blander sig i familiernes hverdag.

Så hvis målet er at styrke husholdningernes økonomi, er det langt mere hensigtsmæssigt at øge deres disponible indkomst generelt gennem lavere skat. Momsforslaget er vurderet til at koste cirka 17,4 milliarder kroner. Det er mange penge, som mere fornuftigt kunne være blevet hos borgerne frem for først at blive opkrævet af staten og siden tilbageført som checks.

På den måde får familierne selv frihed til at prioritere, hvad pengene skal bruges på, i stedet for at forbruget styres af statens præferencer.

Ingen børnefamilie har brug for at få gjort indkøbskurven til en moralsk eksamen. Den far, der køber færdiglavede kødboller en tirsdag aften, fordi han skal hente børn, nå vasketøjet og smøre madpakker til næste dag, har ikke brug for en politisk løftet pegefinger. Han har brug for tid, råderum og respekt for, at hverdagen ikke altid kan leves efter en ministeriel kostpyramide.

Og det samme gælder for lærlingen, SOSU-medarbejderen og den studerende.

Der er ikke nogen madkrise i Danmark

For det første skal vi acceptere, at billig mad er en del af civilisationens triumf. Målet bør ikke være at gøre mad dyrere, men at gøre bedre mad billigere. Det kræver konkurrence, handel, produktivitet og innovation – ikke flere afgifter, særregler (differentieret moms) og administrative byrder.

For det andet skal vi give familierne mere økonomisk frihed. Lavere skat giver mennesker lov til at beholde en større del af de værdier, de skaber. Det er mere respektfuldt end at sende pengene omkring staten og tilbage igen som målrettede tilskud med politiske betingelser.

For det tredje skal markedet have bedre mulighed for at udvikle de løsninger, der faktisk passer til moderne hverdagsliv: sundere færdigretter, bedre convenience-produkter, billigere grønne alternativer og mindre madspild. Ikke et nyt emballagegebyr. Den grønne og sunde madkultur lykkes, når valg bliver inspirerende.

For det fjerde bør politikerne være mere ydmyge over for, hvad de kan styre. Staten bør oplyse og fjerne barrierer. Men den skal ikke overtage ansvaret for den enkelte families madvaner. I et frit samfund må der være plads til, at mennesker træffer forskellige valg – også når andre ville have valgt anderledes.

Der er ikke nogen madkrise i Danmark. Vi har adgang til mere, end tidligere generationer kunne drømme om, men vi diskuterer stadig, om staten skal beskytte os mod vores egne valg. Det bør den ikke.

Billig mad er en civilisatorisk sejr. Vi skal bygge videre på triumfen ved at sikre, at stigende velstand gør det sunde, grønne og velsmagende valg mere attraktivt. Hvis politikerne virkelig vil gøre en forskel for de familier, der mærker de stigende fødevarepriser, bør de opkræve mindre og sikre større frihed til selv at prioritere – uden tvang, uden moralisering og uden, at politikerne sætter sig for bordenden i danskernes køkkener.