Dansk økonomi kan ikke leve af Europas industripolitiske ønsketænkning

Bragt i Altinget, d. 11. maj 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Med den gode fart, der har været på dansk økonomi de senere år, kan det være let at overse den realitet, vi befinder os i. Den er, at vi med Lars Løkkes frase er ”en vindernation i en taberregion”.

I væsentlige dele af EU går væksten meget langsomt. Tyskland har ligefrem stået i stampe i flere år.

Men realiteten er også, at den pæne danske vækst – på omkring tre procent om året de seneste par år – ikke har udsigt til at blive mere end en kortere fase.

Set i et længere tilbageblik har væksten heller ikke været imponerende herhjemme, men har dog været hjulpet på vej af økonomiske strukturreformer. Uden fortsatte reformer tegner der sig en vækst på kun godt en procent om året i et længere perspektiv.

Spørgsmålet er, hvad vi og resten af EU stiller op med vores udfordrede ”konkurrenceevne” (som det hedder på Draghi-sprog, når han taler om vækstudsigterne).

Det er et problem, der ikke er blevet mindre efter forhøjede amerikanske toldsatser og fornyet pres på den europæiske energiforsyning.

Draghis anbefalinger er stærkest funderede, når de handler om at fjerne barrierer, der langt hen ad vejen er selvskabte plager – ikke mindst den massive reguleringsbyrde, som også Cepos-analyser har dokumenteret.

Der er imidlertid også forslag på bordet, som risikerer at gøre vækstproblemerne værre. Desværre er mange af disse ofte mere fristende for politikerne end den mere ydmyge barrierereduktion.

De mest tillokkende er dem, der postuleres at løse mange andre problemer uden at byde på svære umiddelbare politiske omkostninger. Der er dog ikke tale om nye ideer, men gamle travere i ny indhylning.

Frihandel er fundamentet for vores velstand

Den måske alvorligste af disse trusler er forestillingen om at forbedre konkurrenceevnen gennem ”industripolitik”. Industripolitik handler typisk om at svække markedets allokeringsmekanisme til fordel for politisk udvælgelse og medfinansiering af erhvervsaktivitet gennem statsstøtte.

Problemet med industripolitik er velkendt. Politiske myndigheder har ringere incitamenter til at udvælge de mest produktive virksomheder, projekter og sektorer, og profit-tabsmekanismens disciplinerende funktion bliver svækket.

Derfor er industripolitik i øvrigt ikke nødvendigvis upopulær blandt erhvervsledere, der da ikke i så høj grad behøver løbende at demonstrere virksomhedernes værd. Det er en måde at beskytte sig mod forbrugernes og investorernes stadige domfældelse på markedet. Men den samfundsøkonomiske konsekvens er dårligere ressourceudnyttelse og lavere vækst.

En særlig grel misforståelse knytter sig til forestillinger om, at EU kan forbedre sin konkurrenceevne i kraft af negative hændelser: At problemløsende ”missioner” ligefrem kan øge velstanden.

Det kan sagtens være nødvendigt at bekæmpe problemer som global opvarmning og mere sårbare forsyningskæder, men det gør os ikke rigere, end vi ville have været uden disse behov. Og unødvendige omkostninger – eksempelvis ikke-omkostningseffektiv energi- og klimapolitik – gør os entydigt fattigere.

Klimapolitik bør føres af klimapolitiske hensyn, ikke erhvervspolitiske. Det samme gælder sikkerheds- og forsvarspolitik.

Der er som sagt ikke noget nyt og epokegørende ved industripolitik, og både økonomisk teori og empiri taler trods den politiske ønsketænkning sit tydelige sprog (for nyere forskning, se her og her).

Danmark som lille land i særdeleshed, men også EU, kan takke international handel for en stor del af vores velstand. En hjørnesten i EU-projektet er netop det indre marked.

Men som Draghi påpeger, er der selv på det indre marked forsat massive barrierer, og der er langt fra frihandel med resten af verden. EU fortjener ros for at afstå fra at svare igen på Trumps (mest selvskadelige) toldforhøjelser og i stedet intensivere frihandelsforhandlingerne med tredjelande, men tempoet lader meget tilbage at ønske.

Samtidig har EU ikke opgivet sin deltagelse i statsstøttekapløbet, selv om statsstøtte skader os selv. Tværtimod er statsstøttereglerne, som burde være en grundpille i EU, blevet stadigt udvandet.

Danmark skal holde linjen

En grund til, at statsstøtte og industripolitik er blevet mere tillokkende, er, at mange EU-lande er overforgældede og ikke overholder de fælles finanspolitiske regler. Problemet har et omfang, så en truende gældskrise kan få negative konsekvenser også for finanspolitisk sunde lande som os.

Men med Kommissionens udgiftskrævende ambitioner kan det være lettere at få den til at se igennem fingrene med overtrædelserne, hvad da også er sket i stor stil.

Hvis EU skal lukke vækstgabet, handler det primært om at forbedre grundlæggende rammebetingelser, som dog kan være politisk vanskelige nok at forbedre: Deregulering og færre administrative byrder, lavere marginalskat på arbejde, opsparing og investering, frie og fleksible markeder, finanspolitisk konsolidering og åben handel.

Lakmustesten for, om andre politiske tiltag kan være hjælpsomme, er, om de stemmer godt overens med disse rammebetingelser. Det gør eksempelvis industripolitik ikke.

Det er også værd at bemærke, at en del af disse rammebetingelser primært skal forbedres af nationalstaterne selv.

I Danmark er det oplagt at fortsætte linjen med fortsatte strukturreformer, eksempelvis lavere selskabsskat, og at modstå fristelsen til at rulle reformer af eksempelvis tilbagetrækning tilbage.