CEPOS logo

Politi­kerne efterlader få alterna­tiver til togkaos

Udgivet d.

6. maj 2026 - 10:22

Debat

Bragt i Børsen d. 4. maj 2026

Skrevet af Line Andersen Wendland

I april blev togtrafikken på Sjælland stort set lagt ned. Årsagen var en nedrevet køreledning. Uheld sker, men hændelsen afslører, hvor sårbart det danske transportsystem er. Og det er i høj grad et politisk ansvar, da man ikke har været bleg for at begrænse konkurrencen på området.

Når konkurrencen begrænses, reduceres samtidig de alternativer, der ellers kan træde til, når en aktør svigter. Derimod vil mere konkurrence øge forbrugsmulighederne, højne kvaliteten og medføre lavere priser.

Mindst 10.000 mennesker blev berørt af togproblemerne. Til at begynde med meldte DSB ud, at der ikke ville blive indsat togbusser til og fra København, og generelt blev rejsende opfordret til at søge alternative rejsemuligheder.

Men hvilke alternativer? Den private bil er oplagt, men det nytter kun, hvis man har adgang til den. I togkaosset tidligere i april var muligheden for mange reelt blot at vente.

Det er nemlig begrænset, hvor mange alternative transportformer der er.

Et helt oplagt alternativ til tog er fjernbusser, som Flixbus og Kombardo Expressen. Her udbydes dog meget få ruter på Sjælland. Og det er ikke tilfældigt.

Det er forbudt for fjernbusser at tilbyde rejser, der er kortere end 75 km Eksempelvis kan du med Kombardo Expressen rejse fra København til Aarhus. Du kan også komme fra Roskilde til Aarhus, men du kan ikke komme fra København til Roskilde, selvom det ikke er usandsynligt, at det er den samme bus, der stopper i de to byer. Mellem stoppene i København og Roskilde er der 35 km

Reglerne begrænser konkurrencen på transportområdet. Og det er ikke til gavn for forbrugerne, men nærmere for de eksisterende aktører.

Erfaringerne med at øge konkurrencen er ellers positive. Da afstandskravet for fjernbusser blev reduceret i 2019, gav det ikke kun billige busrejser, men også billigere togbilletter. Liberaliseringen medførte både flere transportmuligheder og lavere priser.

Bustransport er ikke det eneste område, hvor politikerne begrænser konkurrencen og dermed forbrugernes muligheder. Uber er i sin oprindelige form de facto forbudt, hvilket i høj grad beskytter den eksisterende taxabranche.

Begrænser fleksibilitet

Uber er ellers en service, der tilbyder høj grad af fleksibilitet for både kunder og chauffører.

Politisk har man dog udelukket en fleksibel aktør, der ellers kan træde til, når efterspørgslen pludselig stiger, som det var tilfældet under togkaosset.

Politikerne har da også indset, at de stramme regler for taxikørsel begrænser forbrugernes muligheder. De senere år har alle ikke brofaste øer – undtagen Bornholm – haft mulighed for at søge undtagelse fra taxiloven, og dermed kan taxaområdet i praksis liberaliseres lokalt.

Konkurrence medfører store gevinster for samfundet, herunder forskellige muligheder for forbrugerne.

Hændelsen i april illustrerer konsekvenserne af politisk begrænsning af konkurrencen på transportområdet. Når en aktør svigter, er der kun få andre til at tage over. Og det går ud over forbrugerne.

Relateret artikel

Velstand målt ved BNI pr. indbygger – Danmark er på en 6. plads blandt OECD-lande

1. maj 2026

ABCepos: Velstand målt ved BNI pr. indbygger – Danmark er på en 6. plads blandt OECD-lande.

Relateret artikel

Mette Frederiksen trækker tæppet væk under Danmarks velstand: Her er fem fejltrin

28. april 2026

Når produktiviteten er den vigtigste drivkraft bag velstand, bliver det sværere at finansiere både velfærd og fælles ambitioner, hvis Mette Frederiksen ligefrem trækker produktivitet ud af samfundet.

Hjælp os med at rykke Danmark i en borgerlig-liberal retning

I CEPOS kæmper vi for individets frihed, det private initiativ, lavere skat og en begrænset statsmagt. Vi arbejder for, at de offentlige finanser bruges fornuftigt, og råderummet omsættes til reformer, der styrker Danmarks fremtid.

100 kr.