Den borgerlige krise: 20 år med for mange fokusgrupper og for lidt politisk nytænkning

På intet tidspunkt siden i 2001 har de borgerlige partier haft svagere opbakning blandt vælgerne end under coronakrisen, skriver Berlingske.

Jeg vil over en række blogs i den kommende tid undersøge årsagerne til den krise, det borgerlige Danmark befinder sig i. Jeg vil se tilbage på de seneste godt to årtiers borgerlige politik for at finde ud af, hvad vi kan lære af forløbet. Og jeg vil give et bud på, hvordan det borgerlige Danmark kan genrejse sig i de kommende år.

Jeg kan allerede nu afsløre, at kimen til den borgerlige krise efter min mening blev lagt allerede i 1999. Her startede en udvikling, som førte til en borgerlig idékrise. Den har udviklet sig gradvist over perioden. Det vi er vidner til nu, er den vælgermæssige manifestation af idékrisen. Det kaotiske forløb under Løkke-regeringerne fra 2015 til 2019 var den parlamentariske manifestation af idékrisen.

En succesfuld langsigtet politisk strategi skal balancere mellem to modsatrettede behov. Det ene er behovet for at placere det borgerlige Danmark, hvor et (lille) flertal af vælgerne befinder sig. Det andet er behovet for at flytte vælgernes holdninger i en borgerlig-liberal retning ved at udvikle og fremlægge politik, som vælgerne ikke umiddelbart efterspørger men skal overbevises om.

En metafor fra erhvervslivet bruges til at illustrere, hvad jeg mener.

Iværksætteri og politisk iværksætteri

En privat, konkurrenceudsat virksomhed kan på den ene side risikere at gå konkurs, hvis den løber risici. Paradokset er, at den løber en endnu større risiko for at gå konkurs ved ikke at løbe risici. Langsigtet overlevelse kræver, at der løbende udvikles nye produkter, som virksomheden ikke på forhånd har garanti for, at kunderne vil tage til sig, og at der foretages investeringer uden garanti for afkast.

Business-litteraturen om erfaringerne med innovation og disruption viser klart, at virksomheder ikke kan bedrive innovation på grundlag af fokusgrupper med deres kunder. Nye innovative produkter og ydelser som iphone, Netflix og AirBnB var ikke efterspurgt af kunderne, da de blev udviklet. Frembringelsen af produkterne skabte efterspørgslen efter dem.

Politik er også et slags marked, hvor partierne tilbyder deres produkter i konkurrence med hinanden om vælgerne. Vælgerne køber produkterne med deres stemme. Også i politik er det nødvendigt at løbe risici, hvis man vil bevare sine vælgerandele på langt sigt. Det skyldes flere forhold:

1. Partierne påvirker hinanden. Hvis et parti har succes med et ”produkt”, vil andre partier kopiere det og dermed tiltrække vælgere. Det skaber et krav om løbende politisk innovation.
2. Andre partier udvikler ny politik, som kan tiltrække vælgere, som ellers ville have stemt på ens eget parti.
3. Partierne påvirker vælgerne med deres meldinger. Partier kan ikke blot flytte sig derhen, hvor vælgerne er, uden at det kan medføre, at vælgerne så flytter sig yderligere.
4. Forandringer i samfundet (teknologi, geopolitik, værdier og normer etc.) skaber nye muligheder, trusler og behov for politik, hvor vælgerne ikke på forhånd har politiske svar og præferencer.

Heller ikke i politik kan man bedrive innovation alene på grundlag af fokusgrupper med vælgerne eller ved på anden vis at flytte sig derhen, hvor vælgerne er. Man må til tider frembringe nye løsninger, som kan flytte nye vælgere til partiet. Der er risici forbundet med dette, idet man skal kommunikere politisk nytænkning til vælgerne, som disse ikke på forhånd har en positiv holdning til. Ligesom meget iværksætteri slår fejl på markedet, kan iværksætteri også slå fejl i politik.

Derfor må politiske partier – ligesom virksomheder – løbe kalkulerede risici, altså risici, som vurderes at have en langsigtet mulighed for gevinst, der står mål med den kortsigtede risiko for tab. De må udvikle ny politik, som vælgerne ikke i udgangspunktet efterspørger, samt markedsføringsstrategier, der gradvist overbeviser vælgerne om den nye politiks værdi. Kun derved kan et partiet opbygge og fastholde en klar profil og identitet – finde sin sjæl, om man vil.

Den nuværende borgerlige krise har rod i en lang række forhold og begivenheder, men den bagved liggende årsag, som overskygger og bidrager til de andre fortrædeligheder, er at de borgerlige partier – med Venstre i spidsen – i 20 års har haft for lidt politisk nytænkning, hvor man har løbet kalkulerede risici med det formål at trække vælgerne i borgerlig-liberal retning.

Denne forsømmelse og konsekvenserne af den, vil jeg se nærmere på i den næste blog.

__

Dette er første blog i en sommerserie på otte blogs om den borgerlige krise og veje ud af den. Læs mere her: 

1: Den borgerlige krise: 20 år med for mange fokusgrupper og for lidt politisk nytænkning

2: Den borgerlige krise: Foghs transformation af Venstre var unødvendig og svækkede det borgerlige Danmark på langt sigt

3: Den borgerlige krise: Kulturkampen, som ikke blev ført, og kontraktpolitikkens udtørring af den borgerlige nytænkning

4: Lars Løkke: Flotte resultater i 2009-11. Men 2015-19 udstiller tabt evne til at argumentere for borgerlig politik som andet end krisehåndtering

5: Ny Alliance var et liberalt oprør, der satte skub i den liberale reformdagsorden

6: Partiet Venstre har gjort de borgerlige vælgere mere venstreorienterede

7: Dansk Folkepartis og Liberal Alliances rolle i den parlamentariske krise for det borgerlige Danmark 2015-19.

8: De borgerlige har ikke længere indvandring som trumfkort og må derfor udvikle nye blå trumfkort på velfærd, skat og klima

Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 1. juli 2020.