USA’s grundlæggere er også vores

Bragt i Jyllands-Posten d. 27. juli 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Fejringen af 250-året for USA’s uafhængighedserklæring den 4. juli blev en halvhjertet omgang – både i og uden for landet.

USA er for politisk splittet og dysfunktionelt til en helhjertet fælles fejring, og uden for USA skinner byen på bakketoppen ikke så klart i øjeblikket.

Vi overser imidlertid, at uafhængigheden ikke kun var en amerikansk begivenhed, men fik afgørende betydning for alle os andre, som i dag lever i et liberalt demokrati med magtdeling, politisk repræsentation og frihedsrettigheder.

Grundlæggelsen af USA handlede ikke om nationalitet eller geografi, men om en idé. Grundlæggerne anså sig som en del af det britiske rige, som kongen havde forbrudt sig imod. Det var derfor, de afsatte ham.

Uafhængighedserklæringen var først og fremmest en opremsning af de konkrete krænkelser af deres »selvindlysende rettigheder«.

Men problemet var derefter dette: Hvordan kunne grundlæggerne forhindre, at de selv ville gentage krænkelserne, når de overtog den politiske magt fra den afsatte konge?

Svaret faldt i to tempi. I uafhængighedserklæringen fra 1776, hovedforfattet af Thomas Jefferson, er det ved at fastlægge ukrænkelige, individuelle frihedsrettigheder, som alle og især staten selv skal respektere. Regeringen tildeles tilsvarende en begrænset rolle, som netop består i at opretholde frihedsrettighederne.

Den anden del af svaret kom med forfatningen godt 10 år senere, hovedforfattet af James Madison. Den søgte at løse problemet med, hvordan det kan sikres, at staten ikke alligevel ender med at overtræde sine grænser og de frihedsrettigheder, den er sat til at vogte. Altså det klassiske spørgsmål: Hvem vogter vogterne? Politik er drevet af stærke interesser og kræfter, og et stykke papir er ikke i sig selv nogen effektiv bremse.

Jefferson og Madison så ikke helt ens på løsningen af problemet. For Jefferson var befolkningen og dens ret til oprør mod en tyrannisk regering central. På samme måde som kolonisterne selv havde gjort oprør, måtte fremtidige generationer kunne gøre det samme, hvis det blev nødvendigt.

Madison derimod forudså, at befolkningen sjældent ville være et hele, men splittet af interesser, og at den vindende gruppe ville være drivkraften bag rettighedskrænkelserne.

Hans løsning var en forfatning med ”checks-and-balances” indbygget til at holde de politiske magthavere i skak og fremtvinge kompromiser.

Politikerne må ifølge forfatningen ikke foretage sig noget, de ikke har eksplicit hjemmel til – modsat borgerne, der som udgangspunkt har frihed til at handle, medmindre der udtrykkeligt gælder noget andet.

Samtidig er statens magt fordelt på flere til dels konkurrerende institutioner. Magten er fordelt geografisk mellem det føderale center og de enkelte delstater. Den er på føderalt niveau fordelt mellem Kongressens to kamre, præsidenten og højesteret. Vogterne er ikke et hierarki, men vogter på hinanden.

Den amerikanske uafhængighed kom til at inspirere først Den Franske Revolution 13 år senere og siden en hel stribe af liberale demokratier baseret på forfatninger med folkestyre, magtdeling og frihedsrettigheder, inklusive vor egen grundlov fra 1849. Vi kan altså også regne ”the Founding Fathers” som vores. Vi lever i en verden, de har været med til at skabe.

En af de første følger af den amerikanske revolution var den franske i 1789. Den kom dog til at forløbe noget anderledes og endte med det berygtede blodbad og enevældens tilbagekomst med kejser Napoleon.

En del af forklaringen er, at den amerikanske revolution var domineret af idéer om at ændre de politiske institutioner, mens den radikale fløj, som ønskede at omskabe hele samfundet, var betydeligt stærkere i Frankrig.

Faktisk argumenterede de amerikanske oprørere for, at de blot baserede sig på den angelsaksiske tradition for at begrænse den politiske magt, som går tilbage til den engelske Glorværdige Revolution fra 1688 og endda helt tilbage til Magna Carta fra 1215.

Den vigtigste politiske tænker bag den amerikanske revolution var den britiske filosof John Locke med dennes naturret (1689), men også de samtidige skotske filosoffer Adam Smith og David Hume spillede en vigtig rolle.

I den skotske tænkning ses samfundet som evolutionært frembragt. Den Franske Revolution var derimod langt mere præget af forestillinger om, at ikke bare statens indretning, men mennesket og samfundet kunne omskabes.

Det var derfor, den britiske konservative politiske tænker Edmund Burke støttede den amerikanske revolution, men kritiserede den franske. En kilde til idéen om at omskabe samfundet og mennesket var den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1762). Rousseau forestillede sig, at det perfekte politiske system kunne realisere »folkeviljen«, en kollektiv sammensmeltning af individuelle viljer og ønsker.

Det var i stærk kontrast til Madisons forventning om den uundgåelige tendens til, at politiske magthavere vil forsøge at gennemtrumfe deres interesser på andres bekostning.

En nøgle til at forstå den vigtige begrænsning i det amerikanske politiske projekt kan måske findes i uafhængighedserklæringens formulering om den selvindlysende ret til liv, frihed og at efterstræbe lykken. Staten kan og skal ikke skabe lykken. Den kan kun skabe rammerne for, at den enkelte selv kan stræbe efter lykken.

Derfor var de menneskelige rettigheder, amerikanerne havde i tankerne, hvad vi i dag kalder ”negative”. Det er frihedsrettigheder, som angiver, hvad staten skal afholde sig fra at gøre ved den enkelte.

Det står i modsætning til såkaldt ”positive” rettigheder, som er goder, staten skal stille til rådighed for den enkelte – goder, der kræver ressourcer, den kun kan tilvejebringe fra andre borgere. ”Positive” rettigheder er således fordelingspolitiske, mens ”negative” rettigheder skaber en sfære omkring den enkelte, som ikke må overskrides mod ens vilje.

Hvordan skal vi gøre status efter de første 250 år?

Bemærkelsesværdigt nok blev den største nyskabelse også den mest robuste succes: Madisons konstitutionelle projekt med eksplicitte checks-and-balances.

I USA og resten af Vesten bliver, hvad man kunne kalde det liberale demokratis procedurale garantier, stort set overholdt: regelmæssige valg, uafhængige domstole, retsstaten og magtdeling. Det betyder ikke, at magtdelingen ikke udfordres tilbagevendende, senest og spektakulært af Donald Trump, men det var som sagt også Madisons forventning.

De liberale demokratier har generelt også været gode til at beskytte borgerne – deres liv, frihed og ejendomsret – imod hinanden. Til gengæld er staten vokset i størrelse og økonomisk vægt, og demokratisk politik er, som Madison frygtede, i høj grad kommet til at handle om fordeling. Jeffersons og Lockes negative frihedsrettigheder har derfor haft en mere betinget succes.

Trods statens ekspansion har borgernes privatforbrug også kunnet stige. Det skyldes, at de sidste 200 år har været præget af en hidtil uset økonomisk vækst i kølvandet på den industrielle revolution.

At denne revolution brød igennem i Storbritannien og hurtigt forplantede sig til USA, er en anden, men relateret historie: Den industrielle revolution brød igennem, hvor ejendomsret, kontrakter, markeder og begrænset politisk magt stod stærkere end de fleste andre steder.

Byen på bakketoppen forvaltes ikke altid lige godt, og nogle af bygningerne kunne have været stærkere. Men den ligger der altså endnu. Og den bør vurderes på sin grundstruktur og bestandighed, på sine grundlæggeres motiver og resultater og ikke kun på dens aktuelle forvalter.