Den usunde bagside af rekordfå tvangs­auk­tioner

Bragt i Børsen d. 14. april 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

I første kvartal var der 179 tvangsauktioner over almindelige ejerboliger. Det er det laveste antal registreret i de små 50 år, Statistikbanken.dk dækker. Den faldende tendens har stået på længe. Da antallet toppede i første kvartal 1990, var der mere end 4000 tvangsauktioner.

Det er i udgangspunktet en god nyhed, der afspejler, at dansk økonomi er ganske stærk. Men antallet kan godt blive for lavt og være tegn på noget usundt. Meget få tvangsauktioner kan indikere, at lånereglerne er for stramme. De eksisterer jo for at beskytte långiverne mod tab, som kan sprede sig med negative konsekvenser for det finansielle system.

Hvis der stort set ingen tab er, kan det tyde på overregulering.

En overforsigtig politik har ikke kun en positiv side i form af færre tab, men også omkostninger i form af mindre aktivitet. Mennesker, der bliver forhindret i at låne penge, de egentlig godt kunne betale tilbage.

Usund regulering

En hypotese om usund regulering bliver skærpet, når man ser på den geografiske fordeling af tvangsauktioner. De ligger ekstra lavt i København og omegn, som er “vækstområder” med ekstra stramme låneregler.

Udkanten er derimod overrepræsenteret. Sidste år havde f.eks. Hjørring og Frederikshavn sammenlagt flere tvangsauktioner end hele København og omegn!

Derfor er det yderligere et usundt tegn, at politikernes fokus især er på de områder, hvor tabene er flest.

Venstre foreslog i valgkampens hede, at institutterne skal tvinges til at yde mindst 60 pct. i lån i disse områder, og der skal endda oprettes et særligt landdistriktskontor i Finanstilsynet med lempeligere praksis.

Reguleringen og det politiske fokus er altså den omvendte verden i forhold til, hvor tabene reelt forekommer. Der kan være god samfundsøkonomisk grund til at lempe reguleringen, men mest dér, hvor den er hårdest.

Tvangsauktionsstatistikken bør måske også få os til at slå koldt vand i blodet, når det gælder bekymringen for de fortsat stigende boligpriser netop i og omkring hovedstaden.

Naturligvis kan en boble, hvis der måtte opstå én, vende op og ned på mønstret i tvangsauktionerne, men altså fra et ekstremt lavt udgangspunkt.

Dæmp bobleangsten

Det bør også dæmpe den ellers letantændelige bobleangst, at priserne stiger under indtryk af et meget lille udbud og en meget lille omsætning.

Det tyder på, at det mere er begrænset udbud end uforsigtig købelyst, som driver priserne. At udbuddet er så lille, kan hænge sammen med den nye boligbeskatning, som skabte en stærk tilskyndelse til at få handlet inden 2024 for at få glæde af skatterabatten.

Rabatordningen er udformet, så den kun gælder for boliger anskaffet før 2024, så derfor vil den komme til at trække et spor af lave udbud og lav mobilitet efter sig.

Sammen med en lempelse, navnlig af de stramme udlånsregler i “vækstområder”, burde politikerne overveje at ændre rabatordningen, så den ikke stavnsbinder en masse boligejere de kommende år.