Der findes ingen økonomisk eller politisk fornuft i fælles EU-gæld

Skrevet af Jes Brinchmann

Bragt i Berlingske den 14. januar 2025

Europa vil smuldre, må vi forstå på statsministeren. Det lyder dramatisk, men hvor er det empiriske grundlag for en så vidtgående påstand? Blot fordi et udsagn gentages mange gange, bliver det ikke mere sandt.

Fælles EU-gæld er ikke vejen frem, og der eksisterer ingen gode grunde eller valide argumenter for, at EU skal optage fælles lån til hverken øget forsvarsinvestering eller forsøg på forbedring af konkurrenceevnen gennem statsstøtte.

Før vi overhovedet diskuterer en sådan ordning, må vi stille et simpelt, men helt afgørende spørgsmål:

Hvorfor kan statsministeren ikke se andre veje end fælles gæld ?

Hvis svaret er, at visse EU-lande ikke har de økonomiske muskler til at investere i erhvervslivet eller forsvaret, så må det være en opfordring til, at disse lande gennemfører nødvendige reformer.

Realiteten er, at de fleste EU-lande teknisk set har uholdbare offentlige finanser – Danmark er en sjælden undtagelse. I mange lande er der indført velfærdsordninger uden at sikre den langsigtede finansiering. Som befolkningssammensætningen ændrer sig, og flere forlader arbejdsmarkedet, øges byrden på kommende generationer, uden der er givet svar på, hvor de flere penge skal komme fra. Dette har resulteret i høje og strukturelt stigende gældskvoter.

Ifølge Europa-Kommissionen overskred 14 medlemslande i 2023 traktatens gældsgrænse på 60 procent af BNP. Og reglerne om maksimalt tre procent budgetunderskud er gentagne gange blevet ignoreret.

Hvorfor skal Danmark, der har fået styr på egne finanser, være med til at finansiere andre landes uansvarlige overforbrug og mangel på reformer? Argumentet om, at fælles gæld vil styrke konkurrenceevnen gennem investeringer og statsstøtte, holder ganske enkelt ikke.

Investeringer skal primært afholdes af private aktører, som dermed handler på markedets prismekanismer. Og statsstøtte er ikke en vej til vækst, men en opskrift på ineffektivitet og forvridning.

De afgørende skridt mod fælles EU-gæld blev taget under pandemien med genopretningspakken . Det var reelt en klar overskridelse af de traktatmæssige grænser for fælles hæftelse. Men allerede inden da havde Den Europæiske Centralbank (ECB) fundet kreative måder at omgå reglerne på. ECB finansierer i dag indirekte en tredjedel af Italiens statsgæld og udligner renteforskelle mellem eurolandene. Disse tiltag øger risikoen for, at ansvaret for uansvarlige økonomier skubbes over på andre medlemslande.

Danmark bør sige klart nej til at indgå i et fælles gældsprojekt. Hvis Italien, Frankrig eller andre højgældslande vil styrke deres økonomier, må de først og fremmest rydde op i egne finanser. Det er ikke Danmarks ansvar at finansiere andres manglende ansvar.

En sådan ordning vil belønne dårlig økonomisk ledelse og skabe en farlig præcedens. Danmark kunne, som en skrev til mig på LinkedIn, starte med at kræve to ting, før Mette Frederiksen ikke ser andre veje end fælles gæld : et velfærdsforlig med stigende tilbagetrækningsalder i takt med, befolkninger bliver ældre. Og en tvungen arbejdsmarkedspension.

Der findes ingen økonomisk eller politisk fornuft i fælles EU-gæld. Danmark skal insistere på reformer og ansvarlighed, ikke en kollektivisering af fiaskoer. Vores økonomi er sund, fordi vi har taget svære, men nødvendige beslutninger.

Hvis vi tillader fælles EU-gæld, risikerer vi at svække incitamentet for andre lande til at tage ansvar. Vi skaber et system, hvor belønningen for reformer mindskes, og hvor uansvarlighed finder dækning i andres indsats. Dette er hverken solidaritet eller god økonomisk politik, men et skråplan mod større afhængighed og mindre suverænitet.

Danmark må gå forrest med et klart nej, og vi har allerede vist, at der findes en anden vej frem.