Det kommunale topledelseshold sættes af glade amatører

Udgivet d.

17. maj 2021 - 09:40

Debat

Kommuner & regioner

Hvert år offentliggøres lønningerne for de kommunale topchefer, og i den forbindelse stilles der spørgsmålstegn ved, at mange kommunaldirektører har lønninger over 1,5 millioner kroner.

Hvis de kommunale topchefer driver en produktion af serviceydelser, der har en høj effektivitet, og hvor opgaveløsningen løbende udvikles, så borgerne får mest muligt for deres skattekroner, så har de i forhold til opgavens størrelse og kompleksitet ikke en høj løn sammenlignet med tilsvarende opgaver i den private sektor.

Problemet er bare, at det ikke er ukompliceret at vurdere, om en kommunes produktion er effektiv. Det kræver en betydelig faglig indsigt i opgaveløsningen.

Tilsvarende vil det også være vanskeligt at vurdere resultaterne i en privat virksomhed, hvor denne opgave dog gøres nemmere af at virksomheden i modsætning til kommuner er underlagt markedskonkurrence, hvor priser og indtjening i andre virksomheder udgør et sammenligningsgrundlag. Desuden udpeger private virksomheder bestyrelsesmedlemmer, der er særligt kvalificerede til at varetage denne vurdering af direktørens indsats.

Dårlige forudsætninger for at løse opgaven
Kommunaldirektører er derimod ansat af en bestyrelse, der sædvanligvis udelukkende består af lægmænd uden særlig indsigt i produktionen af velfærdsydelser og dermed uden særlige forudsætninger for at kunne vurdere kommunaldirektørens kvalifikationer, beslutninger og resultater i forhold til produktionen af velfærdsydelserne.

Allerede ved rekrutteringen vil det være vanskeligt for politikerne at udvælge den rigtige person til ledelsen af produktionsopgaven.

Kommunalbestyrelsen har således fået en opgave i forhold til produktionen af velfærdsydelser, som den har meget dårlige forudsætninger for at løse.

Derimod har kommunalbestyrelsen jo også den opgave at prioritere og fordele velfærdsydelser – for eksempel om der skal gives flere penge til skoler eller alternativt til ældrepleje? – der netop kun bør foretages af demokratisk valgte lægmænd.

Risiko for afskedigelse og kort ansættelse
Lægmandsstyret i kommunerne har altså et indbygget svækket fokus på kommunernes produktionsopgave. Hertil kommer, at udvikling af produktionsopgaven tager tid, og tålmodighed er en mangelvare i politik, hvor der altid kun er mindst fire år til næste valg.

På det politiske niveau kommer politikudvikling, møgsager i pressen, utilfredse medarbejderorganisationer mv. altid til at fylde mere end det lange seje træk med løbende udvikling af en effektiv opgavevaretagelse, og det vil derfor være klogt, at kommunaldirektøren tilpasser sit fokus herefter.

Det illustreres blandt andet af, at jobbet som kommunal topembedsmand indebærer en meget betydelig risiko for at blive afskediget, og i mange tilfælde efter en relativt kort ansættelsesperiode.

Når man ser på årsagerne til afskedigelsen, kan man i betydeligt omfang finde forklaringer, der relaterer sig til den personlige relation mellem politikerne og embedsmanden og generelle samarbejdsproblemer, hvorimod konkrete fejl ser ud til at spille en mindre afgørende rolle.

I mange tilfælde vil den relativt korte ansættelsesperiode alene gøre det umuligt for den kommunale embedsmand at have nået at skabe væsentlige resultater i driften.

Større fokus på effektiv drift af kommunerne
Ledelseskommissionen konstaterede da også, at toplederne har for lidt fokus på driften i den offentlige sektor i Danmark.

Kommissionens løsningsforslag var kort sagt, at topcheferne skulle have mere fokus på driften, hvilket forekommer lettere sagt end gjort i en organisation med en politisk lægmands-bestyrelse, hvor topchefernes ”overlevelse” og karrieremuligheder afhænger af deres evne til at servicere det politiske niveau fremfor at have fokus på produktionen.

Et større fokus på effektiv drift af kommunerne vil kræve en grundlæggende reform, hvor den øverste ledelse – ”bestyrelsesopgaven” – af produktionen i højere grad professionaliseres og adskilles fra den politiske kerneopgave med fordeling og prioritering.

Dette kan eksempelvis ske ved i højere grad at overlade ansvaret for produktionen af kommunens serviceydelser til eksterne private virksomheder eller selvejende institutioner. Forslag om at fratage politikerne ansvaret for opgaver, som de ikke burde beskæftige sig med, er desværre yderst upopulære hos selvsamme politikere.

(Bragt i Altinget 17 maj. 2021)