CEPOS logo

Differentieret moms er en dårlig idé

Udgivet d.

29. januar 2025 - 11:12

Debat

Afgifter

Konkurrence

Skat

Af Otto Brøns-Petersen
Bragt i Jyllands-Posten d. 29. januar

Danskerne er et af de højest beskattede folk i den vestlige verden. Hvis man på samme tid kan lette beskatningen og få os til at spise mere sundt, er det så ikke oplagt? Ideen om at sænke momsen på frugt og grønt er populær i nogle politiske kredse – tilskyndet af store dagligvarekæder.

Uanset hvor besnærende ideen kan forekomme, er den imidlertid meget dårlig. Skatteministeriet har regnet på forslaget, og resultaterne burde gøre så dybt et indtryk, at det bliver taget af bordet.

Det er rigtigt, at det formelle skattetryk vil falde, hvis man sænker momsen på frugt og grønt. Men ”skattelettelser” med adfærdsbetingelser til – f.eks. at forbrugerne skal købe bestemte varer – er meget mindre værd. Hvor en nedsættelse af de almindelige skattesatser formindsker forvridningen af borgernes adfærd, giver skattelettelser betinget af en bestemt adfærd i værste fald et samfundsøkonomisk tab. Det er faktisk tilfældet for nedsat moms på frugt og grønt.

Ifølge Skatteministeriets analyse er det samfundsøkonomiske tab på 125 mio. kr. ved at indføre en lav sats på 15 pct. Hvis man i stedet brugte de 2 mia. kr., som kommer mindre i statskassen ved momsnedsættelsen, på at lette bundskatten, ville der være en samfundsøkonomisk gevinst på 350 mio. kr. Der er altså et samlet tab på næsten en halv mia.kr. ved at bruge de 2 mia. kr. på lavere moms på frugt og grønt frem for på lavere bundskat.

Det er voldsomt og demonstrerer i sig selv, hvor ringe forslaget i virkeligheden er.

Men hvad med sundhedseffekten? Den er lille og diffus. I rapporten er den beregnet til 25 mio.kr.

Ministeriet har ikke beregnet klimaeffekten, og selv fortegnet vil være usikkert. Under alle omstændigheder er det ikke omkostningseffektiv klimapolitik at give tilskud, men at lægge afgifter på drivhusgasser. Og det gør vi jo allerede.

En af de gode sider ved det danske skattesystem er faktisk, at vi har en ensartet momssats på stort set alt. Det fremhæver f.eks. The Tax Foundations årlige vurdering af de vestlige skattesystemer. Udover forvridningerne skaber uens momssatser administrative problemer for virksomheder og stat. Rapporten anslår virksomhedernes omkostninger (som ender i højere forbrugerpriser) til 270 mio. kr.

Differentierede momssatser skaber basis for snyd via momskarruseller, og det kræver kontrol med navnlig de mindre erhvervsdrivende, som i forvejen har vanskeligst ved at administrere særordninger. Der er måske derfor, store kæder markedsfører ideen. I al fald risikerer meromkostningerne for de små at begrænse konkurrencen – med den utilsigtede effekt, at priserne stiger og modvirker den umiddelbare momsbesparelse.

Relateret artikel

Konsekvenser af at afskaffe mellemskat, topskat og toptopskat

27. januar 2025

ABCepos: Konsekvenser af at afskaffe mellemskat, topskat og toptopskat

Relateret artikel

Danske virksomheders udgifter til forskning i den øvre halvdel blandt OECD-lande

17. januar 2025

ABCepos: Danske virksomheders udgifter til forskning i den øvre halvdel blandt OECD-lande.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed