Differen­ti­eret moms er et politisk selvmål for både rød og blå blok

For os, der længe har advaret mod differentieret moms, er det godt at se en næsten samlet økonomstand være enig.

Det skyldes, at differentieret moms ikke er et velegnet redskab til de mål, politikerne angiveligt vil forfølge – fordelingspolitik, inflationsbekæmpelse eller sundhed. Men i takt med at økonomer af snart sagt alle afskygninger bliver klogere, kunne det måske se ud som om, politikerne bliver tilsvarende dummere.

Momsen er statens største og mindst forvridende finansieringskilde.

Sådan er det dog nok ikke.

‘Du må forstå, at det drejer sig om politik’, lyder svaret typisk, når man taler med politikere på tomandshånd om den voksende politiske interesse for ideen.

Politisk selvmål

Spørgsmålet er bare, om differentieret moms ikke også er et politisk selvmål – for både venstre og højre.

Momsen er statens største og mindst forvridende finansieringskilde.

Hvis man – som røde partier – gerne vil have en stor offentlig sektor, mange ansatte og omfattende omfordeling, så kræver det et skattesystem uden for stor ineffektivitet.

En klassisk artikel af Becker og Mulligan viser empirisk, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem det offentlige udgiftsniveau og skattesystemets effektivitet, herunder om den undergraves af momsdifferentiering.

Dette kunne måske omvendt være et argument for blå partier, som ønsker mindre offentlig sektor.

Men reelt er det en måde at skjule subsidier på og undervurderer det reelle skattetryk, når offentlige udgifter maskeres som en ’skattelettelse’.

Momsdifferentiering forvrider det frie forbrugsvalg og politiserer prissystemet, og når det tilmed indføres som respons på stigende fødevarepriser, tilføjer det en paternalistisk dimension mere: Forventningen om, at politikerne træder til, når varepriser svinger. Det er den form for ‘nationalisering af vælgerne’, Børsens navnkundige chefredaktør Henning Fonsmark kritiserede bl.a. VKR-regeringen for.

Bizarre eksempler

Politikere fra begge sider bør tænke på, at momsdifferentiering vil føre til afgrænsningsproblemer og kritik fra virksomheder, hvis produkter ikke får glæde af nedsat moms.

Forvent en stribe af bizarre eksempler, som er umulige at forklare vælgerne, men skyldes, at grænserne må trækkes et sted. Samtidig vil presset vokse fra lobbyister og interessegrupper for at indføre nye undtagelser.

Partier fra begge fløje har også medvirket til de skattereformer gennem årtier, som har gjort skattebaserne bredere og -satserne lavere. Begge dele har sænket forvridningerne og bidraget til økonomisk vækst og budgetkonsolidering.

Det er naturligvis politisk fristende at bruge af det store råderum og ‘overholdbarheden’ i den valgkamp, der reelt er i gang, men man får i realiteten mest for pengene ved at sænke de mest forvridende skatter (f.eks. elafgiften) i stedet for ‘skattelettelser’, der skaber nye forvridninger.

Hvis det endelig skal være, bør tilskud og vælgerkøb ske åbent gennem via udgiftsbudgettet.