Draghi-rapporten og en politikers logik

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Bragt på Punditokraterne.dk den 17. december 2024

I den uforlignelige TV-serie “Yes, Minister” gengiver departementschef Sir Humphrey en politikers logik: “Noget må gøres. Dette er noget. Derfor må det gøres”.

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Jeg har skrevet en læsevejledning til hans rapport i Berlingske Business. Læs den her eller her.

Et af de forslag, der især er grund til at advare imod, er optagelsen af fælles gæld i EU. Det har danske politikere tidligere været imod, men først Moderaterne og siden Venstre og Socialdemokraterne har lavet en kovending og erklæret sig åbne for at optage fælles gæld. Argumentet for lyder i den grad også som “en politikers logik”.

Mere gæld og ikke mindst fælles gæld kan få alvorlige konsekvenser. Det har jeg forsøgt at advare om en hel del gange. Bl.a. om konsekvenserne af høj og stigende statsgæld i mange vestlige lande. Om den langstrakte gældskrisen i EU og at fælles gæld vil føre til en større centralisering i et føderalt EU. Om at det vil føre til mere omfordeling fra lande som Danmark til lande med lavere indkomst og dårligere offentlige finanser, samt om at denne proces risikerer at føre til flere exits.

Man skal dog være varsom med at tro, at “en politikers logik” er udtryk for, at politikerne ikke ved bedre. Det er nok snarere dem, de forsøger at overbevise – dvs. os -, som ofte falder for den logik. Det fører til det velkendte ‘handlings-bias’ i politik – at det virker bedre på vælgerne at gøre ‘noget’ end at gøre ingenting. Sir Humphrey har dog ikke ret, når han omvendt hævder, at det altid er bedre at gøre ingenting.

Draghi har ret i, at EU’s udfordringer kalder på handling. Bare ikke alle dem, han peger på. Regeringspartierne kan også have ret i, at EU står over for alvorlige finansieringsproblemer – ikke mindst i forhold til Ukraine. De taler bare ikke for fælles gæld. Som økonomiministeren korrekt påpegede på Folketingets Europaudvalgs høring sidste år om EU’s finanspolitiske problemer, bliver gældsproblemerne ikke mindre af, at pengene går til et godt formål.

EU-landene bør som hidtil betale fælles udgifter via kontingentet. Ikke gennem gæld eller flere egne indtægter til EU. Det er højst sandsynligt, at mange lande hverken kan eller vil betale særlig meget. I så fald kan man lave en aftale om, at landene bidrager forskelligt. Det er jo realiteten allerede, at landene bidrager højst forskelligt med bilateral støtte til Ukraine – i øvrigt med Danmark som den største bidragsyder i forhold til BNP. Halvdelen af støtten til Ukraine fra EU og næsten hele den afgørende militære hjælp kommer via bilateral støtte fra de enkelte lande direkte.

Det er muligt, at regeringspartierne satser på, at andre lande vil blokere for fælles gæld – ikke mindst Tyskland, hvor vælgernes tålmodighed med at finansiere andre landes fiskale uansvarlighed synes at være ved at slippe op. Og at den danske regering får mere frie hænder som kommende EU-formand ved ikke at sige nej på forhånd. Man må næsten håbe, det er motivet. Men i så fald illustrerer det jo netop det store ‘free rider’-problem i EU, som også finanspolitikken lider under. Det kan vise sig at være risikabelt, hvis ingen vil påtage sig at blokere for fælles gæld og andre former for fiskal uansvarlighed, fordi de håber på, at andre vil gøre det.