Udgivet d.
10. marts 2026 - 12:52
Debat
Bragt i Børsen d. 10. marts 2026
Skrevet af Line Andersen Wendland
Debatten om lavere moms på fødevarer vidner om en bred politisk vilje til at øge danskernes købekraft. Men hvis målet er at øge husholdningernes råderum, er det langt mere oplagt at sænke elafgiften permanent.
Stykafgifter bør begrundes i eksternaliteter. Der er imidlertid ikke nogen eksternaliteter direkte forbundet med elforbruget og dermed ikke nogen gode argumenter for at beskatte det.
Derimod kan der være eksternaliteter forbundet med elproduktionen, som kan være produceret på kraftværker, der bruger kul, gas eller olie som brændsel, hvor forbrændingen bl.a. bidrager til stigende temperaturer – altså en eksternalitet.
Det er dog ikke et argument for at lægge afgifter på elforbruget, men derimod på produktionen.
Siden 2005 har drivhusgasudledninger forbundet med elproduktion været omfattet af EU’s kvotehandelssystem, hvilket betyder, at producenterne betaler en kvotepris for deres udledninger.
Derudover er der danske CO2-afgifter på brændsler samt afgifter på de miljøskadelige effekter af forbrænding. De eksterne skadevirkninger ved elproduktion er derfor prissat direkte ved kilden, sådan som det er mest hensigtsmæssigt.
Elafgiften rammer derimod elforbrug til bestemte formål – nemlig husholdningernes almindelige forbrug – uanset hvordan den er produceret.
Danske forbrugere står over for nogle af de højeste elpriser i EU, hvilket især skyldes elafgiften.
I 2026 og 2027 er elafgiften midlertidigt nedsat til EU’s minimumsniveau. Men det er kun en kortvarig løsning på et permanent problem. En permanent nedsættelse af elafgiften vil medføre en samfundsøkonomisk gevinst på mere end 1,5 mia. kr. årligt og indebære et mindre provenu på omkring 6 mia. kr.
Det svarer påfaldende til den finansielle ramme, der er afsat til at sænke momsen på alle fødevarer eller fjerne momsen på frugt og grønt fra 2028.
Skatteministeriet vurderer, at en sænkning af momsen på frugt og grønt til 10 pct. ligefrem medfører en samfundsøkonomisk omkostning på 100 mio. kr. årligt. Det er langt fra gevinsten ved at nedsætte elafgiften permanent.
Grundlæggende skatteøkonomi tilsiger, at offentlige udgifter bør finansieres med så lidt forvridende skatter som muligt. Mens elafgiften forvrider både forbrugssammensætningen og arbejdsudbuddet, forvrider enhedsmomsen blot arbejdsudbuddet.
Differentieres momsen, øges forvridningen markant, da den også vil påvirke forbrugssammensætningen. I 2028 er der risiko for at ende med to unødigt forvridende afgifter.
Det virker derfor ligetil at prioritere rammen til nedsættelse af momsen til permanent at sænke elafgiften i stedet. Flere partier er ikke afvisende over for idéen, og senest har Liberal Alliance foreslået selvsamme.
Den politisk mest oplagte måde at øge danskernes købekraft på og samtidig forbedre skattesystemet er ved at prioritere en permanent nedsættelse af elafgiften frem for at sænke momsen på fødevarer.
Der er nemlig gode grunde til at bevare enhedsmomsen, hvilket står i modsætning til elafgiften, der savner gode argumenter.
Danmark står til at bruge flere hundrede milliarder kroner på klimatilpasning, men fordelt over de næste 100 år. Den nødvendige årlige omkostning er derfor meget begrænset, hvis politikken indrettes hensigtsmæssigt.
Cost-efficient EU climate policy should center on a streamlined ETS, cutting redundant rules to boost competitiveness productivity.
