Den regering viste sig ikke at være handledygtig. Man kunne ikke blive enige om ret meget, den holdt kun 14 måneder og formåede ikke at finde langsigtede løsninger på den alvorlige og voksende økonomiske krise. Tværtimod bidrog den til en yderligere forværring af velfærdsstatens strukturelle problemer ved at indføre efterlønnen. En ordning, som vi fortsat må trækkes med, og som De Radikale har været modstander af i årtier og foreslår afskaffet i deres nye 2030-plan. Så heller ikke på De Radikales egne præmisser var SV-regeringen en succes.
Alt tyder på, at vi vil få en gentagelse af SV-regeringens handlingslammelse, hvis det ulykkelige skulle ske, at der efter næste valg blev dannet en bred regering over midten. Hvad skulle partierne kunne enes om? Indretningen af den offentlige sektor, hvor S er imod private leverandører, og V og K går ind for mere konkurrence og frit valg? Skattepolitikken, hvor S i den seneste periode har øget skatterne med 10 mia. kr., mens V (og i særdeleshed K, NB og LA) går ind for skattelettelser? Og man kunne blive ved.
Det primære argument for brede forlig er, at det sikrer kontinuitet. Pudsigt nok er De Radikales argument for en bred regering nærmest det modsatte, nemlig håbet om, at det kan sikre forandring.
Tanken er, at man ved et samarbejde over midten kan få ”en regering, der har modet til at træffe svære beslutninger”. Partier skal finde sammen over midten, stive hinanden af og trodse de særinteresser, der er imod forandring.
Men sådan fungerer verden ikke. Hvis f.eks. S og V går i regering sammen, vil de stadig slås om de samme midtervælgere og ønske at undgå kritik og modtage ros fra de samme interesseorganisationer. De vil også komme under pres fra yderpartierne på hver deres side.
Ofte vil netop brede aftaler kræve særlig mange studehandler, der fører til, at faglighed og evidens bliver smidt på porten. Folkeskoleforliget er et godt eksempel på dette. Det var ikke baseret på en solid analyse af folkeskolens udfordringer og evidensbaserede og gennemtænkte løsningsforslag.
Taktik og politisk fnidder vil altid fylde i politiske forhandlinger, men det vil fylde mere jo flere parter, der er involveret. Omdrejningspunktet kan nemt blive, hvordan man kan gøre alle parter lige tilfredse snarere end at nå frem til en god løsning på et reelt problem.
Det afgørende for, om man når frem til en god og langtidsholdbar løsning, er ikke, hvor mange partier der er med i aftalen. Det afgørende er grundig forberedelse med tilvejebringelse af en solid og evidensbaseret forståelse af problemets karakter samt de mulige løsninger. Når reelle problemer bliver løst på en god måde, vil selv smalle forlig ofte holde.
Det var f.eks. et smalt flertal bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, der i 2009 vedtog en skattereform, der sænkede marginalskatten. Der har været to socialdemokratiske regeringer siden. Ingen af dem har (hidtil) tilbagerullet reformen. Omvendt er det brede folkeskoleforlig fra 2013 mellem den daværende socialdemokratiske regering, Venstre og (delvist) De Konservative i dag i høj grad tilbagerullet. Det holdt ikke.
Reformer, der gennemfører de (ofte upopulære) langsigtede løsninger på strukturelle problemer, udspringer typisk af kriser, der skarpt formulerer et behov og en velgennemtænkt løsning. Velfærdsforliget i 2006 løste problemet med at finansiere aldringen af befolkningen. Men først efter at Velfærdskommissionen havde udarbejdet et grundigt beslutningsgrundlag. Problemet var velbeskrevet: Aldringen gjorde, at velfærdsstaten ikke fortsat kunne finansieres. Det samme var løsningen: Lad pensionsalderen stige i takt med levetiden.
De senere års udfordringer for de politiske beslutningsprocesser har ikke været snævre forlig, men derimod, at det politiske flertal – hvad enten forliget er snævert eller bredt – vedtager reformer på basis af meget spinkle beslutningsgrundlag, hvor hverken problemets karakter (herunder om der er ét) eller de mulige løsninger i tilstrækkelig grad er analyseret og forstået.
En regering over midten vil næppe kunne løse det problem. Tværtimod vil den formentlig gøre det værre. SV-regeringen kunne f.eks. ikke blive enig om et klart regeringsgrundlag.
Det, de kunne blive enige om, var ét med løse punkter og vage formuleringer åbne for meget forskellige fortolkninger. De forskellige ideologiske udgangspunkter vil skabe behov for at skyde vanskelige beslutninger til hjørne. I det omfang, man vil forsøge at tackle problemerne, vil det blive uden en fælles forståelse af deres karakter, og hvilke typer af løsninger der vil være de rigtige.
Tag f.eks. velfærdsstatens udfordringer. Den offentlige sektor er monopolistisk, tynget af bureaukrati og i for høj grad styret af offentlige fagforeninger. Rød og blå blok har ikke samme forståelse af problemets karakter, hvorfor brede forlig, der rent faktisk løser problemerne, ikke er realistiske. De Radikale har f.eks. få konkrete bud på, hvad der skal til ud over at tilføre flere ressourcer og medarbejdere – selv om beskæftigelsen i den offentlige sektor allerede er historisk høj. Hvis velfærdssektorens udfordringer skal løses, er det største håb nok, at der efter valget er et borgerligt flertal, så der kan gennemføres smalle blå forlig, der øger konkurrencen, det frie valg og forbedrer incitamenterne i den offentlige velfærdssektor.
En regering over midten vil være handlingslammet i dette og i en lang række andre spørgsmål. I det omfang, man vil kunne nå til enighed, vil selve enigheden være den centrale præstation. Kvaliteten af de trufne beslutninger vil blive derefter.
For at føje spot til skade svækker en regering over midten vælgernes indflydelse. Det bliver vanskeligere at gennemskue, hvor ansvaret for beslutninger og resultater skal placeres, samt hvordan man skal stemme for at slippe af med en regering, man er utilfreds med.
En regering over midten vil – hvis der er tale om en flertalsregering – kunne træffe beslutninger bag lukkede døre, hvilket vil svække Folketinget, de demokratiske beslutningsprocesser, og høring af involverede parter bliver et ritual uden reel betydning. Sat en anelse på spidsen rotter de to blokke sig sammen imod vælgerne og danner et kartel, der svækker den politiske konkurrence. Det svækker demokratiet.
En bred regering med mange partier vil faktisk svække mulighederne for brede forlig, hvor de partier, som kan finde sammen om et bestemt emne, går sammen. Med en bred regering skal alle regeringspartierne være med hver gang. Derved bliver koalitionsmulighederne begrænset.
En bred regering over midten blev prøvet i 1978, da S og V gik sammen. Det var en fiasko. Og der er ikke grund til at tro andet, end at fiaskoen vil gentage sig, hvis der formes en regering over midten efter næste valg.
Bragt i Jyllands-Posten d. 15. august 2022.
