Et kærestebrev til big business

Store virksomheder bliver i stigende grad mistænkeliggjort. Selv i borgerlige rækker kan man finde en skepsis, som lurer på at blive en systemkritik. »Den syge kapitalisme« taler statsministeren om.

Forklaringen er ikke så nem at blive klog på. Jovist, der kan sagtens findes enkeltsager, hvidvasksagen i Danske Bank par excellence. Problemet bliver ikke mindre af, at nogle virksomheder fremhæver deres eget samfundsansvarlige image så stærkt, at det blot konfirmerer den generelle mistanke. En væsentlig del af kritikken synes dog importeret fra USA.

Men hvor meget er der om snakken i USA? Mindre end man skulle tro. Det mener økonomiprofessor Tyler Cowen, der har skrevet »Big Business«, et kontrært »kærestebrev til en anti-helt«. Cowen, der blandt andet som blogger er en af USAs mest synlige akademikere, anvender gerne konceptet »undervurderet« og »overvurderet«. Selv om der kan være et element af sandhed i kritikken af store virksomheder, har vi en tendens til at overvurdere den. Samtidig undervurderer vi virksomhedernes værdi og kan takke dem for en meget større del af moderne levestandard, end vi tror.

Der er for eksempel noget ironisk i, at IT-giganterne har skabt tjenester, ingen kendte for få år siden, men som nu er så værdifulde, at de bebrejdes at bringe folk i et afhængighedsforhold. De har endda vokset sig store på kort tid – ud af kollegieværelser og garager – mens de gamle giganter er efterladt på perronen. Amerikansk kapitalisme er ikke en lukket klub.

Cowen medgiver, at Washington summer af lobbyister – også fra big business. Men deres indflydelse er overvurderet. Samlet set er de reklamebudgetter, virksomhederne bruger på at overbevise forbrugerne om at købe deres produkter, markant større end de penge, de bruger på at købe politisk indflydelse. Pudsigt nok kom valget af Donald Trump til at dementere en fortælling om, at det amerikanske demokrati var blevet overtaget af et oligarki af rige erhvervsinteresser. Han blev valgt på trods af massiv modstand fra de etablerede i partiet og erhvervslivet.

Toplederlønningerne, er de ikke stukket af? Faktisk ikke, hvis man ser på væksten i de selskaber, de leder. Også banksektoren vokser i takt med de realøkonomiske aktiviteter, de finansierer.

Disse få eksempler yder ikke bogen retfærdighed. Cowen trækker på et stærkt overblik over forskning, som han bringer i spil på en sprudlende, letlæst måde.

Den svageste del er måske forsøget på at forklare den modvind, virksomhederne er ude i. Den skyldes, siger han, at vi naivt opfatter virksomheder som en slags personer i sig selv frem for et sæt af kontrakter mellem mennesker. Dermed kan en stor virksomhed let fremstå som en superrig person, som godt kunne bidrage mere, frem for som et netværk af alt fra småaktionærer og kunder til topledelse. Mange virksomheder bidrager selv til fejlopfattelsen. Cowen har utvivlsomt ret, men det forklarer ikke den øgede vindstyrke, medmindre vi altså er blevet endnu mere naive på det seneste.

Uanset hvad er diskussionen af vital betydning. Det er for vigtig en diskussion til, at erhvervslivet kan melde sig ud af den – eller vi andre for den sags skyld.

Kommentar bragt i Berlingske d. 1. februar 2020.